Læsetid: 7 min.

'Det er torskedumt af de radikale'

SF-formand, Villy Søvndal, er glad for partiets succes. Men den vigtigste dagorden er at vælte Fogh, og det kan kun ske, hvis Socialdemokraterne og de radikale finder sammen igen
8. juli 2006

Det går godt for SF. Rigtigt godt. Siden valget i 2005 har partiet bevæget sig i en opadgående kurve, og alt tyder på, at succesen varer ved.

I Altingets sidste månedssnit over samtlige meningsmålinger i juni konstaterede professor ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen, i sin analyse, at SF har overtaget de radikales rolle som "stjerne i oppositionen."

Hvis der var valg i dag ville partiet besætte 17 pladser i Folketinget mod de nuværende 11. Godt hver tiende dansker vil altså stemme på SF, men alligevel mangler der noget, mener SF-formand, Villy Søvndal. Han glæder sig naturligvis over partiets succes, men hvis Socialdemokraterne og de radikale ikke finder sammen i en eller anden form, så bliver det nærmest umuligt at slå Anders Fogh Rasmussen.

I april måned brød de radikale den 13-årige alliance med Socialdemokraterne. Hvad har det betydet for oppositionens muligheder for at slå Fogh?

"Jamen, det har udsat det punkt, hvor folk for alvor kan se et alternativ til den siddende regering. Det har grumset billedet, fordi vi har et parti, hvor personlige ambitioner er mere afgørende end det politiske projekt, der går ud på at vælte Fogh. Og det har jo også ramt de radikale selv. Det er torskedumt af de radikale. Derfor synes jeg, at der påhviler en særlig opgave i at anvise en vej tilbage i forhold til den afstand, der er kommet mellem Socialdemokraterne og de radikale, og det bidrager vi gerne til," siger Villy Søvndal.

Opskrift på succes

SF-formanden har taget en af sine få fridage i sommerhuset på Fanø. Ham og konen Pernille Frahm har ikke været der siden påske, regner han sig frem til. Lige nu har de en lille uges tid på den aflange ø, inden parret skal deltage i SF's sommerlejr i tre uger, derefter kommer partiets helt store satsning på miljø- og energiområdet, senere sommergruppemødet, og så starter det hele forfra igen. Politik, politik, politik.

Men han ser ud til at nyde det. SF's formand strutter af optimisme på sin egen underspillede facon, og han er helt overbevist om, at Socialdemokraterne og de radikale nok skal finde sammen igen, hvis man benytter nedenstående opskrift.

"Det har vakt radikal vrede med skattestoppet, men der synes jeg, at den Socialdemokratiske ledelse skal tydeliggøre, hvorfor deres skattestop ikke er regeringens skattestop. Det skal de forklare over for vælgerne og de radikale. Det andet område, hvor S skal gøre opmærksom på deres position, er udlændingepolitikken. Jeg har noteret, at Socialdemokraterne ikke vil være med til flere stramninger og derfor afviste de regeringen og Dansk Folkeparti under velfærdsforhandlingerne. Det er noget nyt, og det skal de radikale kvittere for. Det her er en ny linje, hvor man igen kan se forskel på Socialdemokraterne og regeringen. Det sidste område, hvor der er brug for lidt omtanke, er på uddannelsesområdet. De radikale har været sure over folkeskoleforliget, og SF og Socialdemokraterne har været sure over, at de radikale afskaffede skolepraktikken. Derfor er der brug for, at vi det næste stykke tid prøver på at få Socialdemokraterne og de radikale til at møde hinanden."

Radikal skygge

I det hele taget har Villy Søvndal svært ved at se, hvorfor de radikale ikke længere kan sammen med deres gamle makker.

"I virkelighedens verden er S og R ikke længere fra hinanden, end de var i 90'erne, hvor de sad i regering sammen. Snarere tværtimod."

På Folketingets sidste dag inden sommerferien bragte B.T. en meningsmåling, der gav et flertal til oppositionen. Der var en helt vild stemning på Christiansborg den dag, husker Søvndal, men hvis oppositionen stod samlet, ville det gå stærkt med at få tippet flertallet over på oppositionens side mere permanent, mener han.

"I det øjeblik at partierne siger, at en stemme på os vil betyde, at vi vil arbejde sammen i en eller anden konstruktion - som regering, som støttepartier - så tror jeg, at flertallet skifter allerede til efteråret, og så går det stærkt. Så vil Fogh blive spurgt om, hvordan han kunne sætte hele butikken over styr. Hvad har du gjort forkert, Fogh? Og så vil alle de politiske realiteter dukke op til overfladen. Er det fordi, at du har svigtet de svageste i samfundet Fogh? Og så kunne vi fortælle, hvad vi vil."

De radikales brud har altså overskygget SF's succes på en måde.

"Ja, det kan man godt sige. Selvfølgelig er jeg glad for, at det går så godt for SF, men det er ærgerligt, at det store fælles projekt om at slå Fogh er sat lidt tilbage. Lige nu er det os, der står for fremgangen i oppositionen, og vi har ikke noget ønske om at gøre det alene. Jeg håber, at Socialdemokraterne kan genvinde styrken og nå i nærheden af de 30 procent. Jeg ønsker ikke at deltage i noget karaktermord på Helle Thorning-Schmidt. Der har været lidt nervøsitet om partiets linje, men nu virker det som, at de er parate til at komme op på fuld styrke. Ligesom jeg ønsker, at de radikale får en naturlig størrelse," siger Søvndal, der smiler i samme øjeblik "naturlig" er røget ud af munden. Han er udmærket klar over, at de radikale og SF henter deres stemmer det samme sted fra, så Jelveds lille krise kommer SF til gode. Når det er sagt, så erkender Søvndal, at Vestager så rigtigt, da de radikale friede til SF op til landsmødet i maj.

"Det er fuldstændig rigtigt set af Margrethe Vestager, at vi på en række punkter har masser af fælles berøringspunkter. Vi er formentlig de to partier, der er tættest på hinanden især i forhold til værdidiskussionen, men på skolepolitikken og omfordelingspolitik, er vi tættere på Socialdemokraterne. Derfor er vi i en unik situation. De radikale kan bruge os til at klemme Socialdemokraterne i forhold til de værdimæssige dagsordener, og Socialdemokraterne kan bruge os til at klemme de radikale på de fordelingsmæssige spørgsmål. Derfor er det ikke tilfældigt, at Svend Auken går ud og siger, at SF kan være med i en regering. Set fra en venstreorienteret socialdemokrat er SF det tætteste parti. Det samme er tilfældet for en venstreorienteret radikal."

S bange for SF

Men alligevel virker det som om, at Henrik Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt er bange for at omfavne SF.

"Man kan godt forstå, at de ville være bange for et ekstremistisk SF, som led af gammel revolutionsromantik. Men det er jo ikke det, man forbinder med SF lige i øjeblikket, vel? De fleste forbinder SF som et velfungerende, dygtigt, idefyldt, pragmatisk og socialistisk parti. Og det burde være lige i øjet for et socialdemokrati, men det skal have lidt tid. Helle Thorning har viklet sig så meget ind i en højreorienteret retorik, som hun i praktisk politik er på vej ud af. Så skal hun måske have lidt hjælp til at slippe ud af det retoriske, men det skal nok komme," siger Søvndal.

Netop en ny måde at tænke SF-politik på er helt central, hvis man skal finde årsagen til partiets konstante fremgang i meningsmålingerne.

Det handler ikke alene om at få ideerne - som det nye samarbejde mellem topfolk i erhvervslivet og SF - det handler også om at være pragmatisk. Udnytte chancerne når de opstår.

"Der er opbrud i SF for tiden. Uanset modsætningsforhold, så skal vi ikke spænde ben for os selv på de punkter, hvor vi har åbenlyse fælles interesser. Der bør vi kunne finde hinanden. Men virksomhederne er også i opbrud. Jeg tror virkelig, at Muhammed-krisen i høj grad var med til at skabe de opbrud. Det har altid været en naturlig ting for erhvervslivet, at man er bedst varetaget af en borgerlig regering. Så oplever man pludselig en borgerlig regering, der ikke kan finde ud af den globaliserede dagsorden, så snart man kommer uden for økonomi og handel. Det tror jeg har bekymret kloge folk i erhvervslivet så dybt, at den tætte alliance med den borgerlige regering ikke eksisterer længere."

Støtte fra erhvervslivet

Derfor henter SF nu støtte fra en hidtil uset kant før udformningen af partiets kommende miljø- og energipolitik. I starten af august besøger Villy Søvndal og tre af partiets øvrige topfolk en række af de førende virksomheder inden for miljø- og energiområdet for at få gode ideer til partiets grønne politik, som bliver offentliggjort på SF's sommergruppe i slutningen af næste måned.

"Her griber vi jo chancen. Vi vil gerne diskutere spørgsmålet om den grønne dagsorden igennem med erhvervslivet. Og det er vigtigt for os, at ledelserne i Vestas, Grundfos og Danfoss slår ned de steder, hvor de mener, at SF går galt i byen. Vi har simpelthen bedt erhvervslivet om at coache os."

Øget fokus på uligheden i samfundet og den grønne dagsorden skal være SF's to hovedpejlemærker frem til næste valg, fastslår han.

"Vi har lige haft en velfærdskommission, som har kigget 40-50 år ud i fremtiden, uden at have klimaspørgsmålet med. Hvis Al Gores bog er rigtig, så vil vores helt store udfordring om 40 år være store flygtningestrømme, der er rejst på grund af smeltede gletschere og vandstande, der stiger. Det andet store slagsmål vil være om energi. Hvem der sikrer sig rettighederne over jordens resurser. Det skal derfor være den ene af SF helt store dagsordener. Den anden bliver hele ulighedssituationen. Den klassiske sociale retfærdighedsdagorden. Den må vi ikke glemme, for man kan ikke vinde den grønne kamp uden at have den sociale balance i orden. Det er SF's helt unikke position for tiden, hvor vi kan kombinere de to dagsordener."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her