Læsetid: 2 min.

Tortur kontra retsstat

17. oktober 2006

Danske soldater i krig synes irrelevant for dansk politik i øvrigt. Statsministerens åbningstale indeholdte indledningsvis et helt afsnit med gentagen brug af ordene frihed og demokrati. Men det simple spørgsmål rejste sig ikke: Hvordan hænger disse smukke og misbrugte ord sammen med den kendsgerning, at vi er hovedallieret med et land, USA, som nu (den 28 september) har lovliggjort tortur samt placeret et fuldstændigt tilfældigt antal næsten fuldstændig tilfældige mennesker uden for retten?

For nylig hævdede Troels Lund Poulsen for 117. gang, at Danmark gik i krig for at straffe Irak for FN-lovbrud. Det har sin mening, fordi det skjuler det egentlige: I retlig sammenhæng bliver man ikke dømt for at overtræde loven. Man bliver dømt for at overtræde en konkret lov. Og beslutningsgrundlaget var her tydeligt: Irak havde stadig masseødelæggelsesvåben og ville bruge dem igen. Resten af beslutningsforslagets begrundelser er øvelser til omgåelse af det forhold, at Folketinget var inkompetent (læs: uden international lovhjemmel) til at tage en beslutning, som hørte Sikkerhedsrådet til.

Statsministeren sagde i sin åbningstale: "Når det handler om frihed og demokrati, kan og skal vi ikke gå på kompromis." Virkelig! Det sagde han.

Havde han nu tydeligt sagt, at frihed, demokrati og retstat hænger uløseligt sammen, ville alle kunne se hykleriet og fejheden: Regeringen går netop på kompromis. Vi er i krig sammen med en nation, som tydeligt har ofret friheden og retsstat til fordel for en mulighed for en meningsløs, ubrugelig og uværdig brug af tortur.

Jyllands-Postens galperi

Udenrigsministeren har skrevet en bog om Orwell med et afsnit betitlet "Orwells kæmpende humanisme," og han udgav i 1987 en aldeles fremragende tekstsamling Stemmer fra Øst, hvor en række mennesker fra Havel og Solsjenitsyn til Wei Jingsheng beskrev deres erfaringer med overgreb og mangel på elementær retssikkerhed. En humanist ved Neros hof.

Ingen fra regeringen har taget afstand fra Bush's og Kongressens skammelig torturtilladelse. Jyllands-Posten og deres nykonservative meningskonsorter, der i årevis har galpet op om demokrati og umistelige rettigheder, er tavse (men har dog på lederplads revset kongressens lovgivning, nemlig i forhold til internetspil). Kun Berlingske Tidende har vist sig som en gammeldags anstændig borgerlig avis.

Så mens danske soldater med regeringens illusionsmageri som årsag graves dybere og dybere ned i USA's nye Vietnam (jf. kommentatoren Ehsan Ahrari), må jeg spørge regeringen - og jeg gentager Foghs ord "Når det handler om frihed og demokrati, kan og skal vi ikke gå på kompromis" - om tavsheden angående USA's nye torturtilladelse er et udtryk for accept?

Hvis ja, hvad er det så faktisk, vi kæmper for?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her