Læsetid: 4 min.

Tortur er tortur er tortur

16. april 1999

Storbritanniens indenrigs- og justitsminister Jack Straw med de store Bror Klog briller er en ambitiøs mand. Meget ambitiøs endda.
Han siges at have lystne følelser over for finansministerposten - finansministre har det med enten at kvaje sig på et eller andet tidspunkt eller også få skyld for alt muligt, når tingene går galt, hvorfor de ofte må gå af før tid. Og hvem ved - hvis nu Tony Blair kommer for tæt på en serbisk ærkenationalist med en skyder - ja, hvorfor så ikke Jack på hans plads?
Så måske kan det ikke undre, at Jack Straw i går meddelte verden, at han vil lade den spanske udleveringssag mod Chiles ex-diktator Augusto Pinochet gå videre i de britiske retssale. Alt andet ville have været politisk selvmord i et parti - New Labour eller ej - hvis bagland formelig hader general Pinochet.
Det kan også have spillet ind, at Straws egen politiske rygrad blev dannet i tresserne og halvfjerdserne, hvor den internationale venstrefløj - hvor det britiske arbejderparti dengang holdt til - beundrede Chiles præsident Salvador Allende og følgelig lagde Pinochet for et uudslukkeligt had, da han væltede Allendes regering og indførte et brutalt diktatur. Straw har selv besøgt Chile i 1966.
Og så kan det selvfølgelig heller ikke udelukkes, at Straw ganske enkelt har hørt på alle argumenterne, gennemtrævlet alle sagens aktstykker og de lokale lov-bøger og så simpelt hen logisk truffet den beslutning, han fandt den juridisk rigtige.
Ganske som han gjorde det sidste gang, han havde chancen - da briternes øverste domstol i House of Lords første gang besluttede, at Pinochet ikke nyder immunitet i Storbritannien.
Gentagelsen i går var affødt af, at den oprindelige House of Lords dom blev omstødt, fordi en af dommerne var inhabil.
Den nye dom bekræftede, at Pinochet som tidligere statsoverhovede ikke har immunitet, men kun for anklager vedrørende gerninger efter 1988, da Storbritannien ratificerede den internationale torturkonvention.
Den afgørelse reducerede dramatisk antallet af anklager, som Pinochet kunne udleveres for og forårsagede, at Straw måtte i tænkeboksen en gang til.

Straw kunne have valgt at sende Pinochet hjem til Chile. F.eks. af hensyn til mandens helbred - han har dårlig ryg - eller hans alder - han er 83. Eller f.eks. hvis Straw havde ment, at en Pinochet-retssag risikerede at destabiliserede Chile.
Alle disse indvendinger har Straw imidlertid allerede afvist sidste gang, og hverken Pinochets helbred og alder eller Chiles demokrati har ændret sig væsentligt siden.
Straws afgørelse stadfæster et vigtigt princip - nemlig at ét tilfælde af tortur er nøjagtigt lige så slet en handling, som det naturligvis er muligt at retsforfølge for, som flere tusinde. Man kan ikke anlægge kvantitative vurderinger på forbrydelser mod menneskeheden.
Er der rimelig mistanke om, at Pinochet stod bag så meget som et enkelt tilfælde af mishandling, kan han retsforfølges. Og dømmes, hvis beviserne holder.
Det er også velkomment, at han kan udleveres på anklager om sammensværgelser om tortur, for det betyder, at den spanske dommer Baltasar Garzón, der har begæret Pinochet udleveret, kan få belyst den Operation Condor sammensværgelse mellem en række syd-amerikanske lande, der havde til formål at stække - eller helt udradere - enhver opposition.

Afgørelsen i går sender ikke Pinochet til Spanien - den går udelukkende på, at udleveringssagen kan gå videre. Så det er ikke hundrede procent sikkert, at Pinochet overhovedet kommer til at stå ret for en dommer i Madrid.
Til gengæld er det rimeligt sikkert, at han kommer til at tilbringe meget længere tid i Storbritannien. Det land, som han altid har holdt så meget af. Selv om de varme følelser formentlig er kølnet noget.
Han sidder i husarrest i et stort luksushus uden for London, som imidlertid ikke virker særligt indbydende på de billeder, som hidtil er blevet offentliggjort fra Pinochets domicil. Bare vægge - ingen nips - ingen planter - kun nogle hvide sofaer og stive stole, hvor gæster såsom tidligere premierminister Margaret Thatcher har siddet og diverteret sig med Pinochet om verdens begrædelige tilstand.
Uden for er der vagter, og generalen har sikkert kunnet høre larmen fra de demonstranter, der har forsamlet sig i nærheden. Naboerne er ham ikke venligt stemt - de kan hverken lide de mange journalister eller demonstranterne for slet ikke at tale om politiopbudet. Det generer det pæne nabolag.

Men de må døje med Pinochet en stund endnu. Hans sagførere har indtil videre ikke ladet nogen chancer gå fra sig for at klage og appellere og i det hele taget gøre, hvad de kan for at spænde ben for sagen. Det er jo også det, de får deres penge for.
Der er ikke nogen grund til at tro, at de holder op med deres ivrige og velbetalte forhindringsløb. Og sagen kan faktisk trække ud i årevis, hvis samtlige appelmuligheder udnyttes.
Uanset hvordan det ender med Pinochet - om han bliver sendt til Spanien eller ej - kan verden glæde sig over det principielle: at tidligere diktatorer ikke kan gemme sig bag statsoverhovedekasketten og sige, at alle de uhyrligheder, de beordrede og satte i system, er statshandlinger, som de ikke kan retsforfølges for. Uanset at de altså kan gemme sig i Storbritannien, hvis de bare holdt op med deres ugerninger inden 1988.beb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu