Læsetid: 4 min.

Totalterminalt

11. september 1997

MINDST TO af hinanden uafhængige menneskelige selvbedrag er tilsyneladende ikke til at blive kvit i denne den mest ufuldkomne af alle kendte verdener. Det ene - letfattelige - er påstanden, at det ikke er størrelsen det kommer an på. Den anden velkendte illusion formuleres som regel: at om smagen kan man ikke diskutere. Det siger imidlertid sig selv at størrelsen i så godt som alle tænkelige - og utænkelige - fysiske situationer er ret afgørende. På samme måde kan smagen i højeste grad diskuteres. Hvad fanden skulle man - undskyld - ellers tale om! Størrelsen måske?
Kombinerer man nu disse to uudryddelige misforståelser, som uden tvivl har middelmådigheden til ophav, aner man et sindbillede på skandalen om den omstridte busterminalhimstregims foran Nyrops Rådhus på Københavns centraleste plads.
For nu først som sidst at slå et par øvrige kendsgerninger fast, findes i hele København kun det samme rådhus. Ligeledes kan dansk bygningshistorie kun opvise én ener af navnet Martin Nyrop. Denne arkitekt levede og åndede - 1849-1921 - i det meste af samme periode for den gode arkitektur og skabte i samme ånd - Nyrops Rådhus.
Dette storslåede byggeri i skiftende historiske stilarter, vidt forgrenet i et ocean af sale, værelser, gange og trapperum og med et væld af allegoriske og andre sigende detaljer, afsluttede Nyrop i 1905 til gode menneskers glæde og fornøjelse. Ikke alle danskere kunne selvfølgelig dengang fatte, hvor betydeligt et værk Nyrop havde skænket sin by. Men eftersom vi netop har fastslået at man så mageligt som ingenting kan diskutere smag og bør gøre det - og med smagens argumenter kule den dårlige ned, fik de dumme og smagløse hurtigt et bøjet søm at trutte i. Kun få regnede rivalen Ferdinand Meldahls harske overfald på Nyrops projekt for noget særligt: "Det ville være kasseret på Kunstakademiet!" som den vrede mand vrissede. Hvortil Nyrop koldsindigt skal have svaret: "Kun med Dem som censor."
RÅDHUSET STOD, hvor det stod, skønt kyndige kritikere siden måske kunne have nogen ret i at placeringen i den modsatte ende af det gamle høtorv havde været mere hensigtsmæssig. Derved ville den store bygning have fået højde og drøjde, samt et vældigt forland ned mod bryggen. Utrecht-huset, som også dengang var noget biks, ville dertil, som en ikke væsentlig sidegevinst, være revet ned. Nu forelå denne mulighed ikke, fordi det kommunale byggeri heller ikke måtte være for dyrt. Følgelig søgte Nyrop at udnytte sit forhåndenværende byggeterræn bedst muligt og skabte 'Muslingeskallen' - en dekorativ udgravning foran huset, som med tydeligt forbillede i Campoen i Siena skulle hæve anlægget og give huset yderligere rejsning. Husk det nu, det er størrelsen, der tæller!
Københavnerne var ganske vist ved at brække sig af grin over den nødløsning, som 'Muslingeskallen' trods alt var, og foreslog veloplagt, at den blev brugt til servering af gratin fra frøkenerne Nimb. Morskaben sluttede brat, da Rådhuspladsen under krigen blev brudt op og udnyttet til grimme betonbeskyttelsesrum.
30 år før havde Nyrop, berørt af latteren, ærgret sig gul og grøn: "Jeg sukker daglig over, at jeg ikke fik lavet en model af pladsen før udførelsen - det var en meget stor fejl."
KØBENHAVNS borgerrepræsentanter og bystyre i 1990'erne kan med hensyn til HT-terminalen imidlertid dårligt bebrejde sig selv, at de ikke fik lavet en model af pladsen i tide.
Det fik de nemlig, da terminalarkitekt Axelsson i sin tid afleverede sit projekt til Rådhuset, så samtlige beslutningstagere selv kunne se. Måske modelvingefanget ikke var så overbevisende som teaterfuglens, der som bekendt slog fjederhammen ud i 1:1 på foranledning af det Kgl. Teaters multipotente for- og bagmænd. Således ville en tilsvarende lærred- og papmock-up af terminalen på Rådhuspladsen formentlig have betydet, at en fodnote i dansk arkitekturhistorie fik et andet indhold.
Dog må man mene, at magistrat og borgerrepræsentanter med HT-modellen foran sig i passende vinkler kunne være gået i spagat og med øjet ud for Vestervoldgadekanten og H.C. Andersens Boulevard have bemærket, at Nyrops Rådhus for en overvejende del ville forsvinde bag en overdimensioneret mørk glasmur. Én af politikerne, der erindringsvis foretog en sådan smagsbedømmende knæbøjning, bemærkede efter den endelige fuldbyrdelse af terminalen, at man jo ikke kunne vide, at den blev så stor. Måske vedkommende ikke var i tilstrækkelig god form som knæbøjer. Måske har alle tænkt: det går sgu nok, det er ikke størrelsen det kommer an på, og om smagen kan man sige både for og imod. Hvem ved.
NU VED vi så meget, som at flertallet nu tegner til en endelig fjernelse af en i øvrigt ikke ueffen bygning, der i byplanmæssig blindhed bare (bare og bare!) er kommet til at ligge et vildt forkert sted. Kamelen over at skulle erkende fadæsen er så uldhåret, at der tilsyneladende kommer til at gå en rum tid endnu, før den eventuelle bortfjernelse er en kendsgerning og København får sit ubeskårne Rådhus igen. Såfremt det bliver for ulækker en mundfuld for de kommunale politikere, kunne man foreslå et kompromis, en mere radikal løsning på stedet: en endnu større bygning, der dækker hele Nyrops Rådhus. Omslutter det én gang for alle og lukker alt lys og håb ude, således at initialerne HT står for: Hovedstadens Totalterminal.
Mens man overvejer denne løsning, kan borgerne så sidde og gruble over, hvordan andre smagfulde kommunale brølere, der ikke er helt så fysisk - og økonomisk påtrængende, mon tager sig ud i terminal modelstørrelse.mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu