Læsetid: 4 min.

Tour de Fascination

Tómas Gislason hylder cykelsportens skønhed i en imponerende ekvilibristisk dokumentarfilm, som desværre savner menneskelig og mytologisk tyngde
10. juni 2005

Har man siddet en dag foran tv-skærmen og set en bjergetape i Tour de France, ved man, hvorfor cykelsport er så fascinerende. I lange perioder sker der ingenting, og så pludselig kommer eksplosionen, som på få sekunder splittes feltet i atomer, og måske afgør det hele.

"Han er sat, Bjarne er sat ... Nej, han er stukket. Bjarne er stukket!" Hvem husker ikke det øjeblik, hvor Bjarne Riis forvandlede sig til stjerne for øjnene af en målløs tv-kommentator Jørn Mader? Hvem husker ikke 'piraten' Pantani, der gang på gang åd konkurrenterne med sin dansende klatrestil, Chiappuccis eventyrlige udflugter i bjergene, Indurains overmenneskelige tråd eller en askegrå Bjarne Riis med skummund på vej mod triumf i Paris i 1996 - måske den største danske sportspræstation nogensinde?

To år senere rullede dopingskandalen og gjorde professionel cykling til den mest lukkede af alle sportsverdener. Cykling mistede sin uskyld, men dens popularitet fortsatte med uformindsket styrke.

Filmiske lækkerier

I dag spøger dopingen videre, så det er noget af et scoop, at det sidste år lykkedes instruktøren Tómas Gislason at få næsten ubegrænset adgang til sportsdirektør Bjarne Riis og hans Team CSC igennem en halv sæson - fra de indledende ryttersamtaler over træningsmånederne til de daglige strabadser under Tour de France 2004.

Gislason kvitterer for tilliden med den dyreste danske dokumentarfilm i mands minde - otte mio. kr. - og med, hvad der må være den mest billedrige dækning af et cykeletapeløb nogensinde! Under touren har op mod 22-24 kameraer været i aktion samtidig, så vi kan se enhver situation fra alle mulige og umulige vinkler: forfra, bagfra, fra siden, ovenfra, frontalt i close-up, fra forsædet i sportsdirektørens bil, fra vejkanten med tilskuerne ...

Filmen byder også på interviews - især med Bjarne Riis - samt en hel del backstage-optagelser: Der er rytternes morgenmad, hvor sprinteren Jens Voigt laver spas, afslapning på massagebriksen, uformelle taktikmøder, skænderier og forsoninger - trætte godnathilsner på hotelgangen. Vi er også lige et smut hjemme hos Carlos Sastres familie, ja, vi er stort set med overalt - bortset fra doping-kontrollen!

Tómas Gislason, der begyndte karrieren som filmklipper og blev kaldt klipningens Mozart, har allieret sig med hele fire klippere. De har sat det enorme billedmateriere sammen til en hastigt vekslende billedstrøm, der suger os ind i den æstetiske fascination af cykelsportens brutale og smukke drama, hvor rytterne tegnes som helte med hver deres karaktertræk. Split screen, multi screen, sort-hvid, suggestive lydeffekter og en følelsesladet underlægningsmusik er blot nogle af de filmiske lækkerier, Gislason disker op med for at udfolde det store epos.

Løsner knudemanden lidt

Det er imponerende ekvilibristisk og en kraftig markering af, at dansk dokumentarfilm ikke nødvendigvis behøver at ligne noget, som er lavet i en køkkenvask. Gislason har tidligere bl.a. lavet Den højeste straf (2000) og Fra hjertet til hånden (1994), og Overcoming cementerer hans position som dansk dokumentarfilms visuelle tryllekunstner.

Men al ekvilibrisme bliver i længden trættende, og man kommer ikke uden om, at Overcoming sine steder er faretruende tæt på at ligne en reklamefilm eller en fancy trailer. Det kan også undre, at den genrebevidste Gislason krydsklipper så meget i kronologien, at vi i perioder mister orienteringen og den elementære spænding i at fornemme et cykelløbs udvikling dag for dag.

Er Gislason løbet sur i de tusinde timers optagelser? Har han haft svært ved at beslutte sig for, hvad han egentlig vil fortælle? Team CSC mangler en karismatisk stjerne, det samme gør filmen, så i stedet satser Gislason på at tegne et kollektivportræt af CSC-rytterne og gøre Riis' sympatiske ledelsesmetoder til et centralt tema. Carlos Sastre fra de fattige spanske kår gør størst indtryk, men vi kommer aldrig tæt på nogen rytter, og fremstillingen af Bjarne Riis som en storsindet, alfaderlig karakter er ikke helt overbevisende, selv om det faktisk lykkes at løsne den jyske knudemand lidt op, så han udstråler mere varme end vanligt.

Mest menneskelig er massøren Ole Kåre Føli, der ikke bare har en helbredende effekt på de martrede ryttere og kan dulme Riis' nerver. Hans ro og tilstedeværelse smitter tilsyneladende også af på den rastløse Gislason, der for en gangs skyld ikke straks klipper videre, men faktisk fordyber sig i situationen. Den ømme scene, hvor Føli masserer Carlos Sastre og lærer ham at udtale bogstavet 'ø', kunne være en kærlighedsscene i en spillefilm!

Embedded journalists

Andre steder kammer filmen patetisk over, så det komiske trekløver fra Team Easy On strejfer ens tanker. Midterafsnittet handler om den frygtelige pine og smerte, rytterne gennemgår, men filmen kommer aldrig derind, hvor det gør ondt. Vi bliver på den romantiserede og klichefyldte overflade, og det hjælper ikke, at Gislason hen over billedet skriver ord, der fortæller, hvad filmen selv burde have vist: "Udmattelse. Forventninger. Smerte. Angst."

Man skal selvfølgelig ikke vente sig sensationelle afsløringer af et filmhold, der har fulgt Team CSC som embedded journalists. Den enestående adgang til den lukkede verden har sin pris, og prisen hedder et nydeligt helteportræt, som desværre er uden den mytologiske tyngde, vi kender fra Jørgen Leths cykelfilmklassikere - Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i helvede (1976) - og hans indsigtsfulde kommentarer på TV 2. Overcoming flakser mere usikkert mellem storslået myte og banal realitet, men den emmer af filmisk talent, dynamisk fortællelyst og gode intentioner, der med større skarphed kunne være blevet fuldt forløst.

Overcoming. Instruktion: Tómas Gislason. Dansk. (Palads, Dagmar og Empire i København samt fem andre biografer i landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her