Læsetid 4 min.

Tour'ens tømmermænd

5. august 1998

Tavshedens lov har vi også talt meget om... og den omfatter også til en vis grad medierne. Altså de journalister, der kender til cykelsport og gerne vil se den positivt, vil helst ikke have, at sandheden er, som den er.
Forfatteren, filminstruktøren og cykelkommentatoren Jørgen Leth til Berlingske Tidende

Det ville være lettere at tale om noget andet. Ærlig talt - Tour'en er forbi, de gule, grønne og prikkede trøjer er delt ud, sommerferien er forbi, og så må det da være cykelrytterne, sportsdirektørerne, Den Internationale Cykelunion UCI, lægerne og politiet, der må tage sig af oprydningen. Nu har medierne jo fortalt om razziaerne, sigtelserne og alt det andet snavs, endda i en grad, så rytterne lavede sit down-strejke imod journalisterne.
Helt så let er det blot ikke. Tour de France er ikke nogen tilfældig sportsbegivenhed - den er medie- og arrangementsmæssigt (og økonomisk) verdens tredje største. Og den er overlejret og indvævet i mytologi i en grad, der overgår både De olympiske Lege og verdensmesterskaberne i fodbold.
Samtidig har den siden Roland Barthes berømte essay i bogen Mytologier været de intellektuelles sportsbegivenhed par excellence. I en helte- og mytefattig verden er Tour'en blevet en af de sidste Store Fortællinger - i mangel af bedres havelse.
Mange af dansk presses bedste hoveder, penne og snakketøjer har ofret mange somre på at leve med i, beskrive og analysere løbets mytologi, og ikke mindst bidrage til den.
Når man ser Jørgen Leths og Jørn Maders navne malet på vejene side om side med Bo Hamburgers og Bjarne Riis', får man et slående bevis for, hvor meget en journalist kan blive en del af den begivenhed, han skal forholde sig journalistisk til. Nogle af de ypperste journalistiske præstationer er ydet af mænd, der har gjort sig til og er blevet gjort til Tour de France-ikoner selv.
De har skrevet og talt om løbet med engagement, indsigt og en dyb og ægte kærlighed til det. Men også her gælder den gamle sandhed om, at kærlighed kan gøre blind. Det kan være svært at vælte de piedestaler, man selv har svedt blod for at bygge op.

Når man spørger de store Tour-journalister, hvordan sommerens skandaler kan komme bag på den, der har levet så tæt med løbet i årevis, får man det svar, at man selvfølgelig havde hørt rygter om dopingmisbrug. At man da har fortalt om den (lovlige) brug af sukkerdrop og ophold i trykluftkamre. Men at man ikke vidste, at der var tale om det organiserede og gennemgribende misbrug af ulovlige medikamenter, som nu er afsløret.
På et eller andet niveau må det stå til troende. Men når man ser tilbage på f.eks. sagen om Knud Enemarks død ved OL i 1960, englænderen Simpsons død på Mont Ventoux under Tour'en, Kim Andersens udelukkelse fra sporten og gentagne tilfælde af doping løbet efter osv., osv., må man alligevel spørge sig selv om, hvorfor der er blevet stillet så få journalistiske spørgsmål, og hvorfor de spurgte har fået lov at undvige så let. Var tilsvarende 'enkeltsager' forekommet inden for andre af det offentlige livs områder, ville dybdeborende journalister garanteret have stået i kø for at afdække et eventuelt mønster.
Nu skrives og tales der om problemet - fordi det ikke længere er muligt at holde sig blind for det. Og rytterne harmes, fordi de troede, de havde en underforstået aftale med os andre om, at man kun talte om de 'sportslige' aspekter af den Store Fortælling, man var fælles om.

Og mens undersøgelsesdommerne og politiet graver videre, er publikum og presse i fuld gang med at skabe nye myter om storværk. At fortælle om Marco Pantani, som gik i de store klatreres fodspor og som en ørn, som en Charlie Gaul, en Fausto Coppi, forlod flokken og svævede, da han nåede bjergene. Om en Bjarne Riis, der atter blev væbner for den unge Ullrich efter sin sejr i 1996 og samtidig fremstod som talsmanden, der blev takket af løbsdirektøren for at have reddet Tour'en. Og ingen har lyst til for alvor at tænke på, om Marco Pantani udelukkende fløj på cornflakes og pasta med kylling, om Bjarne Riis med sin erklærede kærlighed til den rene sport og sine lange, lange omsvøb, da spørgsmålene endelig nærmede sig det centrale, nu også klarede Tour de France i 1996 på cola, sukkervand og mysli-barer. Om Ullrichs næsten overmenneskelige styrke i 1997 var helt uden sammenhæng med, at han - som de fleste Telekom-ryttere - er et produkt af DDR's sportsskoler og hvad deraf følger.
Er det fordi vi, der elsker (elskede?) løbet, stadig helst ikke vil kende svarene?
Selvfølgelig er det 'bagmændene' - lederne, lægerne og måske sponsorerne, der er de hovedansvarlige for, at Tour'ens nye symbol er en kanyle. Og selvfølgelig kan de skyldige ryttere ikke løbe fra et personligt ansvar. Men vi - deres krønikeskrivere og deres publikum - står heller ikke renvaskede tilbage efter årets Tour.
Måske skulle vi starte med at aftale en ny pagt. Arrangørerne og sponsorerne giver afkald på bare nogle af de umenneskeligt lange etaper og de mange kategori et- og "uden for kategori"-stigninger, rytterne skiller sig af med de små kemikere iblandt dem, og vi andre bliver ved med at tale og skrive om og se på det farvestrålende felt, der kører gennem det sommerlige Frankrig. Omend med en skærpet, professionel skepsis.kyed

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu