Læsetid: 4 min.

Toutias sange

Der er ikke langt fra Afrika til Europa, men rejsen over Middelhavet er fyldt med mere end en slags forlis
8. marts 2007

Fra Tanger ser man mod Spanien. Det er en udsigt uden udsigter, men opfyldt af hallucinatoriske billeder. Her begynder Tahar Ben Jellouns roman Rejsen, på caféerne ved 1990'ernes midte, hvor Marokkos unge mænd ryger kif og drømmer dage og aftener væk med blikket vendt mod Spanien. Toutia, sirenen og havets ånd, synger for dem - om at rejse og vende tilbage; og om ikke at rejse, ikke i aften i alle tilfælde, hvor druknedøden venter i Gibraltarstrædet. Ved romanens slutning har læseren set ind i alle rejsens forestillinger og deres forlis, og udsigten er stadig den samme.

I et interview siger Ben Jelloun, at Rejsen er en roman som er modnet over femten år. For femten år siden læste han om den generation af veluddannede unge, som romanens hovedpersoner, søskendeparret Azel og Kenza, tilhører og om deres krav om beskæftigelse i et Marokko, der var ædt op af korruption og manglende udsigter. I femten år har forfatteren registreret, hvordan Marokko ufrivilligt er blevet en grænsebastion mellem Afrika og Europa - beretninger om og billederne af afrikanske bådflygtninge og af strandvaskerne, der skylles op på begge kontinenters strande, er efterhånden hverdag.

Azel kender til overfarterne til Europa i sølle plimsollere. Han har identificeret sin fætter og sin søster Kenzas forlovede, Noureddin, i bunken af opsvulmede druknede, som havet havde ædt af, og lover sig selv både at gøre op med 'sjælekøbmanden' Al Afia og at undgå disse overfarter, men Azel drømmer ikke desto mindre de samme udsigtsløse drømme på caféerne ved kysten. Af omveje, gennem opgøret med Al Afia og efter at være blevet voldtaget af politiet finder Azel sin emigrationsmulighed, den spanske dandy og bøsse, Miguel, for hvem han bliver tjener om dagen og elsker om natten. Azel bytter sin seksualitet med en flybillet, et visum til Spanien og en arbejdstilladelse, en handel som ikke bliver mindre ødelæggende, fordi den også implicerer hans ansvar for at få Kenza til Barcelona ved Miguels mellemkomst. Både Azel og Kenza og alle de andre udrejsende forbliver Los Moros, maurere og fremmede på europæisk jord.

Drømmen om Europa

Ben Jellouns roman er en skæbnefortælling, hvis franske titel, Partir, rummer emigrationens både hverdagslige og tragiske omslag. Der rejses ud med forestillingen om en dag at vende tilbage med et bedre liv i bagagen: Bil, job, formue. Romanen beskriver gennem Azel og Kenza, men også gennem Miguel og en lang række sideskæbner, at selv den legale indrejse i landet på den anden side fører til illegalitet og identitetstab og sjældent til et liv, der bare ligner de forestillinger, som er udrejsens drivkraft. Rejsen er et panorama af historier om emigrantliv, også spanieren Miguel er oprindelig emigrant ligesom hans far, der under 1950'ernes francisme immigrerede til Marokko, da rejsen over Middelhavet gik den anden vej for unge spaniere. Ben Jellouns roman er også en allegori over drømmen om Europa, som alle rejser ud imod uden at nå, og som ingen vender tilbage fra.

I Rejsens sidste kapitel afslører forfatteren sin drejescene: i havnen venter skibet 'Toutia' på de hjemrejsende, som i romanens udgangspunkt er overfarten usikker. Måske er det kun de døde, som kan vende tilbage; måske er skibet fortællingen, romanen og en evig gentagelse af udrejsen - Azels og for den sags skyld Ben Jellouns egen. I alle tilfælde tæller passagererne Kenza, luderen Soumaya, Miguel, som vender tilbage til Tanger og den grav han har købt dér, og Sancho Panza og hans herre. Sidste passager er "Moha (-) den anonyme indvandrer! Den mand er ham jeg selv har været, ham din far har været, ham som din søn skal blive, ham som også profeten Muhammed for længe siden var, vi er alle kaldet til at rejse hjemmefra, vi hører havets kalden, dybdernes kalden, den fremmede stemme der bor i os".

Indvendig rejse

Ben Jelloun slutter sin roman med at forstærke de spørgsmål til udrejsens retning, som stilles gennem hele skæbnegalleriet i Rejsen. Der er absolut ingen svar, hverken når spørgsmålet stilles i en eksistentiel ophævelse ved romanens slutning, eller når det stilles gennem historierne om alle de udrejsende: Noureddin, Azel, Miguel, Kenza, Soumaya, Siham, Nazim, Moha. Vi kan ikke være sikre på, hvor Rejsen ender, heller ikke når Ben Jelloun i sidste kapitel lader den pege ind i litteraturen. Men rejsen begynder overalt, og romanens stærkeste pointe er ikke dens sidste kapitel, men de mange blikke som stadig kastes fra det afrikanske kontinent. Pointen er ikke bare eksistentiel og et spørgsmål om at længes i al almindelighed; pointen er et spørgsmål om overlevelse, et krav om en bedre livsfortælling og her nytter Toutias advarsler om natlige forlis ikke. I omtalte interview udvider Ben Jelloun den tidslige og rumlige ramme, Rejsen udspiller sig indenfor, fra 1990'ernes Marokko til samtidens flygtningestrøm:

"I mellemtiden er det frem for alt blevet mennesker fra resten af Afrika, der bryder op, fordi deres situation er endnu mere håbløs end marokkanernes. De er i en sådan tilstand af træthed, udmattelse og sult, at ingen længere kan standse deres søgen efter arbejde. Det er den tragedie, som vi endnu kun står ved begyndelsen af."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her