Jens Rohde er trådt ud af folkekirken, fordi et større antal præster har tilladt sig at blande religion og politik sammen, og han vil have kirke og stat adskilt.
Ja, det sidste for mig gerne: Som unitar er jeg ikke - og har aldrig været - medlem af folkekirken; det må man nemlig ikke være ifølge en gammel højesteretsdom. Men at det er forkert at blande politik og religion sammen - ja, at det er muligt at holde sådanne to livsbestemmende faktorer adskilt, det begriber jeg ikke.
Forelagt de pågældende præsters kritik før jul - fremført under den sigende og præcise overskrift "Der er stadig ikke plads i herberget" - udtalte Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen (ifølge Politiken den 17 december):
"De har misbrugt deres embede ved at blande religion og politik. De klandrer mig for ikke at være en god kristen, men jeg er et kristent menneske, og jeg vil gerne tage en snak med dem om næstekærlighed. Men når jeg laver politik, så er det ikke med udgangspunkt i, at jeg er kristen, men i at jeg er politiker, for jeg blander ikke religion og politik."
Simonsens overfrakke
Irene Simonsens kristendom er altså som en overfrakke, hun tager af sig, så snart hun er trådt ind gennem døren til Christiansborg - tænkte jeg. Og hendes holdning fik mig til at tænke på hvad min farfar, Axel Plenge, skrev som ung teolog i 1886:
"Vil Kirken vinde Agtelse hos Kristendommens Modstandere, da må den først og fremmest træde i Skranken som energisk Talsmand for Sandhed og Ret, og (...) slynge sin Handske i Ansigtet på den Regering, der i den grad, som den nuværende, oprører den almindelige Retsfølelse." (Dengang drejede det sig om Estrup-regeringens provisorielovgivning).
Jeg vil ganske vist ikke bifalde, at kirken som sådan skal have en mening, men synes derimod, at det er rigtigt, at hver præst tager ansvar for sin personlige holdning. Så jeg ville i stedet for "Kirken" og "den" skrive "en præst" og "hun/han", men derudover har udtalelsen ganske samme gyldighed i dag, mener jeg.
I dag, i denne sag, er altså et stort antal præster trådt i skranken. Over for dem står politikere som i egen selvforståelse er kristne, men som åbenbart mener, at kunne aflægge deres kristendom - og dermed deres kristne næstekærlighed - når de laver politik.
Jamen, så forstår jeg da egentlig bedre, at medlemmerne af Dansk Folkeparti og dets to støttepartier i regeringen er i stand til at gennemføre og forsvare den førte politik over for flygtninge og indvandrere. Jeg ved godt, at den langt hen ad vejen bakkes op af især Socialdemokraterne, og det er lige så forstemmende; men i det mindste er der næppe mange af dem, der vil fremhæve sig selv som kristen.
Jeg mener ikke hermed, at man må tage Gud til indtægt. Præster, der velsigner hver sin hær, inden de i Guds navn marcherer imod hinanden, er så sandelig en vederstyggelighed. Man bærer selv ansvaret for sine handlinger.
Men derfra og til at forsvare, at éns tro ikke må have konsekvenser for politiske holdninger og handlinger, fordi man ikke må blande religion og politik sammen - nej, det begriber jeg ikke.
Mon ikke også Jens Rohde beundrer en Martin Luther King, en Desmond Tutu, måske endda en Helder Camara. Hvis de ikke havde "sammenblandet" religion og politik, hvis de ikke havde ladet deres kristne trosopfattelse bestemme deres politiske indsats, ville nogen så have beundret dem for deres virke, ville de overhovedet have været kendt uden for deres eget sogn? Ville de overhovedet have gjort en forskel, medmenneskeligt som politisk?
