Læsetid: 4 min.

Trafigalt

Trafikpolitik opleves nærmest som en joke i Danmark. Men hvorfor?
28. juli 2006

Den er rivende gal med trafikken i Danmark. På vejene spilder borgerne hver dag 120.000 timer i kø - alene i hovedstadsområdet. Jernbanerne er nedslidte, hvilket fører til flere og længere forsinkelser. Og i Københavns Lufthavn har man denne sommer måttet indse, at man måske burde have brugt bare en brøkdel af de mange hundrede millioner kroner, som monopolet haler hjem hvert år, på at betjene de passagerer, som betaler gildet. Men okay, ret skal være ret: Mig bekendt har Oslo-båden sejlet nogenlunde til tiden denne sommer.

Hvorfor står det så ringe til? Hvorfor kan et lille, velorganiseret land som Danmark ikke gøre det bedre?

Måske er den bedste forklaring, at trafikpolitik stadig er forbundet med politisk lavstatus på Christiansborg. Der står stadig en ubestemmelig aura af sognerådspolitik og studehandler om transportpolitik, der mest opfattes som en markedsplads for småt begavede plattenslagere.

Måske skyldes fænomenet, at trafikpolitik efterhånden er den eneste landspoliti, der har afgørende og direkte betydning for de enkelte lokalområder. Eller måske skyldes det den legendariske trafikmafia, der har siddet på området i en menneskealder med større loyalitet over for hinanden end over for deres respektive folketingsgrupper - og befolkningen.

I hvert fald er det tankevækkende, at et af de mest borgernære og økonomisk tungeste ministerier i årtier har været opfattet som et af de mindst attraktive. Så galt har det været, at Ritt Bjerregaard i sin tid nærmest opfattede det som en fornærmelse, da hun blev tilbudt posten som trafikminister.

Meget lidt forskning

Men netop fordi trafikområdet har været så forsømt politisk, er der fantastisk meget godt at gøre. Lad mig nævne i flæng:

Det er i dag bredt anerkendt, at et moderne samfund er dybt afhængig af en effektiv transportsektor. Varer skal til og fra landet, ind og ud af butikkerne. Vi skal på arbejde og hjem igen. Og dog er der ikke siden fingerplanen i København i starten af det 20. århundrede gennemført nogle systematiske, regionale trafikplaner i Danmark, hvor både fremtidens veje og den kollektive trafik er tænkt sammen med den regionale udvikling og befolkningssammensætningen.

Sigende er det, at Danmark samlet bruger sølle 15 millioner kroner på forskning i transport, mens vores nordiske nabolande bruger mellem 125-610 mio. kr. årligt.

Transport- og telekommunikationsområdet har en bruttoværditilvækst til samfundet, der er 11 gange større end områderne landbrug, fiskeri, jagt og skovbrug tilsammen. Og dog er forskningsbudgettet for transport- og telekommunikationsområdet 15 gange mindre end netop disse områder. Tænk lige på, hvad man kunne hente af sociale, miljømæssige og økonomiske resultater, hvis vi begyndte at planlægge vores trafik efter politiske målsætninger om miljø, trængsel og effektivitet, og så fandt de mest effektive løsninger ved samfundsøkonomiske beregninger og forskning.

For transporten er også en af de helt store miljøsyndere, som politikerne indtil nu har udvist en helt sygelig berøringsangst over for.

På trods af, at de fleste bilejere for længst har erfaret på deres egen krop, at den største trussel mod at benytte den firhjulede ven hverken ligger i bompenge eller road princing, men derimod i de stadig voksende køer og forureningen, nægter den nuværende regering enhver form for ny regulering af bilerne, også af lastbilerne.

På tilsvarende vis har regering efter regering skrottet tanken om at omlægge bilafgifterne, så det blev dyrere at købe miljøfjendtlige biler og billigere at købe miljøvenlige biler.

Den nuværende skatteminister er ingen undtagelse. Han har som alle sine forgængere nedsat en kæmpe syltekrukke fyldt med embedsmænd til at vise, at det kun lader sig gøre at lave marginale ændringer. Læg dertil, at vores afhængighed af benzin er ved at udvikle sig til et af vores største sikkerhedsmæssige problemer, fordi vi er ved at blive alt for afhængig af stater, som vi ikke ønsker at være afhængige af.

Trafik er populært

Trafikpolitik er også socialpolitik.

Når 40 procent af de danske husstande ikke har en bil, har det pludselig stor social bagside, når taksterne i den kollektive trafik stiger med 50 procent over en kort årrække i København. Det er i hvert fald ikke noget der øger mobiliteten på arbejdsmarkedet, hverken i konkret eller overført betydning.

Der er altså virkelig noget at komme efter i dansk trafikpolitik, både for borgerne, for miljøet, og for landet som sådan. Det interessante er, at det har borgerne for længst erfaret, for de oplever problemerne hver dag.

Den enkelte dansker bruger i gennemsnit 50 min. hver dag på transport samt ca. 14 procent af sin indkomst. Det afspejler sig naturligt i den politiske interesse. Er man inviteret til politisk debat om forhandlingerne i WTO, er man heldig, hvis der kommer 20 deltagere. Er man inviteret i Solrød Centeret for at diskutere støjproblemer på motorvejen, kommer der 500. Er man inviteret til Roskilde for at diskutere linieføring af den nye motorvej, kommer der 1500!

En del tyder altså på, at politikerne på Christiansborg er de eneste, der endnu ikke har fattet, hvor meget trafikplanlægningen egentlig betyder for vores liv. Men mon ikke denne varme og kaotiske sommer kan få hul på bylden, så vi kan komme i gang med den nødvendige regulering af bilerne og de nødvendige investeringer i den kollektive trafik?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu