Læsetid: 3 min.

Trafikale hensyn som tegn på fællesskab

Når du viser hensyn til dine medmennesker i trafikken, bekræfter du ikke bare fællesskabet, men anerkender også din medtrafikant som din næste. I færdslen er vi selvsagt ikke ens - nogen kører som nævnt Mercedes og andre på rulleskøjter - men alle er vi lige
6. maj 2006

Det forlyder, at fællesskabet eroderes og mister sin sammenhængskraft. Processen har ganske vist været i gang de sidste halvanden hundrede år, men vi taler alligevel om den, som om symptomet først var blevet synligt for ganske nylig.

Nogen mener, at miseren skyldes visse pariaer, der snylter på fællesskabet og danner parallelsamfund, hvor de lever uden at bidrage til almenvellet. Andre er knap så forblændede af syndernes etnicitet, men ser til gengæld fænomenet brede sig som svamp over hele samfundslegemet. Selv om klassekampen er afblæst, deler vi os nemlig mere end nogen sinde, ikke efter anskuelser, men efter indkomst, job og kulturelle præferencer:

De rige bor i ghettoernes fashionable villaer nord for København og flyver hver weekend til New York for at mødes med deres indkomstgruppe. Symbolanalytikerne bor i ejerlejligheder på Dosseringen inde ved Søerne i København og taler kun med andre akademikere. Og resten af os flytter sammen bag plankeværker og betonfacader, så vi uforstyrret og uden dårlig samvittighed kan passe vore kedelige jobs og pleje vore uinteressante interesser.

Tv ikke fælles længere

Selv det nationale fællesskabs sidste bastion, tv'et, er nu indtaget, inventaret erobret og spredt for alle vinde. Pakistanere ser pakistansk tv, italienere italiensk og jyder jysk. På denne baggrund er der ikke grund til at se fortrøstningsfuldt på fremtiden, for hvordan skal vi overhovedet kunne operere med en etik, hvis vi ikke lever i den samme verden?

Bang! Midt i en sådan selvbesmittende pessimisme kan det være ganske forløsende at få en bildør i hovedet eller brage ind i en anden cyklist, så man med ét stødes ned i det store fællesskabs asfalterede virkelighed, slår sig til lirekassemand og genopstår som trafikant blandt andre trafikanter.

Så eksisterer det altså alligevel, fællesskabet, hvor hverken anarki eller sharia hersker, men hvor enhver må forpligte sig på den fælles lov eller i det mindste indrette sig efter forholdene, som over alt og alle er de samme.

Om du bærer tørklæde eller stritter med din hanekam, tjener en million om året på ejendomsprisernes himmelflugt eller ryger fede nede i den baggårdsklub, som politiet lukkede i sidste uge, kører i Mercedes eller fjoller rundt på rulleskøjter - trafikken prøver dig ubetinget i forhold til etikkens fundamentale spørgsmål: Viser du hensyn til din næste, og tager du vare på fællesskabet?

De såkaldte kommunitarister, fællesskabstænkerne, som for en halv snes år siden var i vælten, elskede gaderne som "hver mands eje" - for nu at citere Marcel Proust - fordi man dér kan påtage sig opgaven som opdrager for naboens børn. Det samme gjorde kulturpessimisten Jean-Paul Sartre, da han på sine gamle dage blev mildere stemt og derfor i al hemmelighed fyldte nogle hæfter med etiske betragtninger over trafikken, hvor et appellerende blik kan være tilstrækkeligt til, at den anden viger for dig eller hopper af cyklen for at hjælpe dig med at samle dine tabte indkøbsposer op.

Nu er det selvfølgelig ikke lutter moralske eksempler til efterfølgelse, man ser i trafikken. Det afgørende er imidlertid, at den virker som en nådesløs katalysator for trafikanternes etiske habitus.

Når du står halvvejs ude i fodgængerfeltet, inden der er blevet grønt, når du sammen med kæresten og kammeraten fylder fortovet i hele dets bredde, fordi du bilder dig ind, at mængden har større ret end hin enkelte fodgænger, og når du sætter dig på det sidste ledige sæde i bussen, mens den gamle dame får lov at stå ved siden af, så undergraver du ikke det trafikale fællesskab, men bekræfter det negativt.

Alle er lige sårbare

Når du derimod tager en knægt dygtigt i skole, fordi han har kastet et kanonslag ud foran en cyklist, når du prompte iler bilisten til undsætning, der er gået i stå og nu skal skubbes i gang, og når du ikke lader den fordrukne sove i sin egen sø, men stædigt insisterer på at få ham indendørs på et herberg, så bekræfter du ikke bare fællesskabet, men anerkender også din medtrafikant som din næste.

I færdslen er vi ikke ens - nogen kører som nævnt Mercedes og andre på rulleskøjter - men alle er vi lige. Derfor kan det være en hel åbenbaring at se trafikanter af enhver tynge og støbning trække ud til siden for at give plads til en ambulance under udrykning. Ikke en sjæl aner, hvem den forulykkede er, men alle enes i dette øjeblik om at give ham chancen for at vende tilbage til trafikken. Øjeblikket efter er vi igen på vej - hjem til ghettoen, Dosseringen eller forstaden, men i morgen tager vi turen én gang til.

Trafikken forener eder!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu