Læsetid: 4 min.

Tragedien i Esbjerg

20. juni 1997

DET SKULLE have været så smart, effektivt og først og fremmest pengebesparende, da bybusdriften i Esbjerg blev udliciteret i 1994. I moderigtig overensstemmelse med liberalismens friske blæst over velfærdsstaten og i smuk samklang med markedsøkonomiens storskrydende triumf over den ganske verden blev den offentlige transport af pensionister, skolebørn og andre stakler uden egen bil i Esbjerg udbudt på det fri marked og overdraget det private selskab Ri-Bus A/S. Kommunal busdrift var ikke tilstrækkelig effektivt og slet ikke liberalt og konkurrencedygtigt - så fy føj da for noget gammeldags noget.
Som bekendt følte byens buschauffører sig dog ikke så tiltrukket af de nye tider, at de ligefrem havde lyst til at gå ned i løn og få en mere stresset hverdag for at være med på den frimarkedsøkomiske vogn. I februar '95 gik chaufførerne tilmed i strejke for at undgå forværrede løn- og arbejdsvilkår.
En så bagstræberisk og ligefrem saboterende holdning til smarthedens, effektivitetens og pengebesparelsens fremdrift kunne Ri-Bus selskabet naturligvis ikke acceptere. Og med stiltiende samtykke fra de to Venstre-borgmestre i henholdsvis amt og kommune blev chaufførerne fritstillet - hvilket er en forskønnelse af det mere præcise "fyret uden varsel".
Resultat: Otte måneder med årtiets hårdeste, mest uforsonlige og for alle parter mest udmarvende arbejdskamp i Danmark.

GENNEM DE sidste par uger har Information i serien "Ri-Bus 2 år efter" skildret nogle af buskonfliktens langtidseffekter blandt alle parter. I stikordsform kan nævnes psykiatriske indlæggelser, humørsvingninger, skilsmisser, høreskader, sår efter hundebid, stejlt stigende politikerlede, bitterhed i forhold til fagbevægelsen og et betændt forhold mellem politiet og en hel del ellers lovlydige borgere.
De samfundsøkonomiske konsekvenser af den planlagte besparelse er det helt umuligt at gøre op. Dog kan det fastslås, at bundlinien i hvert fald må udvise et minus på mindst et tocifret millionbeløb.
Eksempelvis brugte politiet over 77.000 mandskabstimer direkte på konflikten, der blev begået hærværk for flere hundrede tusinde kroner, efterfølgende har der været et væld af retssager med dertil hørende udgifter til anklagere, advokater, dommere og vidner, og snesevis af blokadevagter har fået erstatning for uberettiget anholdelse og hundebid.
Konflikten skabte masser af tabere, men ingen vindere. Måske bortset fra de tre vognmænd, der ejer Ri-Bus. Men selv de vil nok betakke sig for at vinde en tilsvarende licitation, hvis konsekvenserne skal være de samme som i 1995.
Blandt de største tabere var fagbevægelsen i almindelighed og SiD i særdeleshed. Specialarbejderforbundet fik i to omgange nådesløst afsløret sine svagheder. Første gang var det svagheden i forhold til sine medlemmer - bybuschaufførerne. Dem kunne det store forbund ikke overtale til at arbejde efter den gældende overenskomst med de private vognmænd i Rutebilejernes Arbejdsgiverforening.
Da SiD dernæst gav sig ud i en åbenlys støtte til konflikten mod de løn- og arbejdsvilkår, forbundet selv havde indgået overenskomst om, viste SiD - ja, hele den aktive del af fagbevægelsen, der involverede sig i støtte til de fritstillede - sig for svag til at vinde kampen. SiD indgik derfor et ydmygende kompromis, der af hovedparten af de fritstillede chauffører blev opfattet som rent svig og forræderi. Den dag i dag har de aktionerendes bitterhed over forbundet ikke lagt sig.
Umiddelbart kunne det se ud som om, at den udliciterings- og privatiseringsivrige del af det politiske spektrum nu stod med sejrens palmer i hånden. Men sejren var af den slags, som kong Pyrrhus har lagt navn til. De traumatiske begivenheder i Esbjerg kan umuligt have gjort det nemmere at gennemføre nogen udlicitering andetsteds i by, amt eller kongerige.

ÅRSAGEN TIL HELE tragedien kan koges ned til en enkelt sætning: Der blev ved udliciteringen af bybusdriften i Esbjerg ikke taget højde for den menneskelige faktor. I deres iver efter effektivisering og moderigtig liberalisering undlod de politikere, der var ansvarlige for busdriftens overdragelse til Ri-Bus A/S, at tage højde for, at transaktionen ikke kun berørte nogle talkolonner og ejendomsforholdet til busser og garageanlæg - men også en hel del levende mennesker af kød og blod. De ansvarlige glemte eller negligerede, at mennesker har det med ikke bare uden videre at acceptere ændringer af deres forhold - i hvert fald ikke, hvis de opfatter ændringerne som forringelser og mener at kunne forhindre dem.
Måske var det bare almindelig uduelighed, der lå bag den manglende hensynstagen til chaufførerne, der startede konflikten. Eller måske vurderede de udliciterende politikere koldt og kynisk, at det liberalistiske effektivitets- og moderniseringsjag var så populært i alle samfundslag og autoritetstroen så stor, at chaufførerne uden videre brok ville acceptere en dårligere overenskomst.
To år efter konflikten er retten i Esbjerg stadig ikke færdig med de omkring 400 småsager om overtrædelse af politivedtægten og lignende, som de otte voldsomme måneder resulterede i. Og først i august i år tager retten hul på den store sag mod fire mænd, der påstås at stå bag en del hærværk.
Uanset hvad der er eller vil komme frem i retten, må det dog siges, at den største og mest utilgivelige forbrydelse vil være, hvis nogen udliciteringsivrige politikere nægter at lære af buskonflikten og igen en anden gang undlader at tage højde for den menneskelige faktor.
Da vil vreden - trods tidsånden - vælte frem igen.

PerH.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

det er altså næppe særligt sandsynligt at de 80 ( firs ) procent ( eller flere ),
blandt befolkningerne, kan bildes ind at nævnværdigt mange af dem kan vinde i “den amerikanske drøm”,
så langt de fleste af dem er eller bliver snarere: communister.

tilføjelse: derfor undrer det lidt hvis nogle politikere eller mediefolk virkeligt mener: at de nævnværdigt længe kan slippe godt fra at forsøge at bilde nogen ind at det er anderledes mht. det.

det burde undre hvis der var nogle som turde
modsætte sig ribus-aktivisterne's ønsker.

------------

jvf.:

de spilteoretiske og praktiske odd’s for de evt. proletariserede's
( = de sandsynligste kommende magthavere )

modstandere

( skitseagtigt beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

–––—

altså: at de som gør modstand mod sådanne

oprør, har før eller siden, tabt.

–––—

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

––––

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.

tjae, også forandringerne, også tiderne bringer: lys

–––––

kritik mod capitalisme er selvfølgelig vigtigere end kritik mod religion,

og når nu mange i offentlighederne som synes religiøse;
kritisres for at være

( og det endda i, og med og som:
også selve den udtrykte religiøsitet )

smugcommunister eller communister;

så må vi svare:
nej, for religion er nu næppe noget vi for alvor går ind for.

new age?

nej!

så hellere

konkretkommunister,
konkretkommunisme,
betonsocialrealisme,
betonblomster,
betonmennesker,
konkretblomster,
konkretmennesker,
konkretmusik,
betonmusik,
betonøkologi,
konkretøkologi,
konkretøkologer,
konkretsocialrealisme,
betonlogik,
konkretlogik,

postfiksene, endelserne: -en, -ne
burde jo så tilføjes.

at det er jo godt når kritik mod capitalisme
nu breder sig væsentligere og mere og mere,
men sker det

( mere end blandt arbejderne ude i
industri og landbrug, )

især på universiteterne, så kunne det ligne
forsøg på afledninger.

det som der vel især bør gøres op med er:
hvis demokratiet bremser ved fabriksportene.

formodede egentlig at det kommunstiske manifest og tænkningerne skriftudtrykt i dem, blev tænkt og trykt og offentliggjorte, længe før år 1800,
men i følge kilder, blev det kommunistiske manifest's skriftudgaver først offentliggjort i 1848;
det kunne forklare at det jo ellers var forventeligt:
at capitalismen forlængst er blevet overvundet.

tænkeligt gør kapitalisterne brug af forgreningsvirkeligheder som tilflugtssteder ?