Læsetid: 4 min.

Tragedien i Libanon

24. maj 2000

I enhver konflikt, og ikke mindst i en lang og barsk konflikt som den mellem os og araberne, er der et meget stærkt følelsesmæssigt element. Og det, der bekymrer mig, er at man på det seneste er begyndt at se bort fra præcist det element.

Den israelske forfatter Amos Oz
i den israelske avis Ha'aretz den 17. marts
om den syrisk-israelske fredsproces.

Afslutningen på 18 års tragedie kaldte Israels ministerpræsident, Ehud Barak, det, da han i går kommenterede den israelske tilbagetrækning fra Syd-libanon. Kort tid efter blev indbyggerne i det nordlige Israel påny opfordret til at søge tilflugt i deres beskyttelsesrum af frygt for raketangreb fra den syrisk støttede, libanesiske Hizbollah-milits, alt imens det kom til nye kampe i området.
Udviklingen var for så vidt en bekræftelse af den tragedie, der har kendetegnet det israelsk-syriske forhold. Men den var også en afkræftelse af, at man på nuværende tidspunkt kan tale om nogen som helst afslutning, ud over at Israel med sin tilbagetrækning omsider opfylder et årelangt krav fra FN.
Ganske vist kan den israelske tilbagetrækning i bedste fald give den komplicerede fredsproces i Mellemøsten nyt liv, men den kan også - og den risiko er betragtelig - udløse en situation, hvor nye blodsudgydelser og ustabilitet venter lige om hjørnet.
Hvor bekvemt det end måtte være for politiske og
militære analytikere at arbejde med en fredsproces, der løber i flere 'spor' (det palæstinensisk-israelske, det syrisk-israelske, det israelsk-libanesiske etc.), så er realiteten nemlig, at alle disse spor er indbyrdes forbundne, og at samtlige spor p.t. er ramt af krise.

I første omgang kan man håbe, at FN kan udfylde det tomrum i Sydlibanon, som opstår ved
Israels tilbagetrækning. FN's generalsekretær, Kofi Annan,
arbejder allerede med planer om en udvidelse af FN-styrken fra 4.500 til omkring 8.000 soldater, men så sent som mandag aften understregede han også, at
FN's tilstedeværelse vil være betinget af, at der gives garanti for soldaternes sikkerhed. En sådan garanti kræver opfyldelse af en række krav fra såvel Israel og Libanon som fra det uforudsigelige diktatur i Syrien, der har 35.000 soldater i Libanon.
Garantierne skal sikre FN mod at havne i en umulig situation, hvis Syrien - som led i den afgrundsdybe konflikt med Israel - bruger sin indflydelse i den shiamuslimske Hizbollah-milits til at fortsætte angrebene ind mod Israel, velvidende at det vil udløse israelske gengældelsesaktioner. Den israelske side har allerede ved flere lejligheder vist, at den er parat til at slå hårdt igen, uagtet omverdens nok så barske fordømmelser af konsekvenserne for den civile befolkning.
I den situation risikerer FN at blive fanget i en krydsild, der yderligere kan underminere den troværdighed som fredsaktør, der allerede er blevet sat på en hård prøve i forbindelse med organisationens opgaver på Balkan og i Afrika.
Libanons ministerpræsident, Selim Hoss, forsøgte at mindske Kofi Annans bekymring, da han i går lovede at samarbejde med FN. Meldingen er positiv og vigtig, fordi den giver FN-styrken legitimitet hos den libanesiske befolkning, men i betragtning af den stærke syriske tilstedeværelse i landet skal den også tages med alle mulige forbehold. Intet er afsluttet.

Israels tilbagetrækning er heller ikke en afslutning på den libanesiske tragedie, som Ehud Barak taler om, al den stund, at fremtiden fortsat er uvis for de tusindvis af israelske marionetter og deres familier, som har kæmpet i den kristne Sydlibanesiske Hær (SLA). Mange af dem er allerede flygtet ud af Sydlibanon, men vil fortsat udgøre en potentiel fare for stabiliteten i området.
Dertil - og nok så vigtigt - kommer, at det fortsat er uklart, hvad der skal ske med de ca. 360.000 palæstinensiske flygtninge (svarende til ti procent af den libanesiske befolkning), som opholder sig i Libanon. Den libanesiske regering har gentagne gange krævet, at de kan vende hjem til det nordlige Israel, hvor de oprindelig kom fra, men det vil med sikkerhed vil blive afslået af Israel.
Også derfra udgår således en potentiel trussel mod den skrøbelige 'stabilitet' i og omkring Israel, som er blevet yderligere rystet af krisen i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger og af den seneste tids voldsomme palæstinensiske protester i Gaza og på Vestbredden mod den israelske regerings linje og de ulidelige vilkår, som mange palæstinensere lever under.
Resultatet er en dyb skepsis i den palæstinensiske befolkning, hvis mismod kun gøder jorden for en radikalisering, der kan lægge ny gift ud for den mellemøstlige fredsproces. En proces, der i forvejen trues af det rabiate styre i Syrien, der fortsat har svært ved at acceptere Israel som en historisk kendsgerning - og som vil gøre sit til at udnytte situationen og fastholde Libanon i rollen som et politisk gidsel.-jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her