Læsetid: 3 min.

Tragedien Østtimor

8. september 1999

"Det internationale samfund må handle nu, hvis vi ikke senere skal angre endnu en tragedie, som vi kunne have forhindret."
Mary Robinson,
FN's højkommissær for menneskerettigheder

ØSTTIMORS hovedstad, Dili står i brand, og mange mennesker er på flugt fra militser og den indonesiske hær. Presset vokser for at få det internationale samfund til at gribe ind, inden det er for sent.
Så kort opsummerede nyhedsbureauet Ritzau i går situationen i Østtimor, godt en uge efter den historiske afstemning om selvstyre eller uafhængighed. Resultatet, der blev offentliggjort i weekenden, blev som ventet et nej til selvstyre - og dermed et ja til løsrivelse fra det Indonesien, som i 24 år systematisk har hærget, undertrykt og myrdet løs. Desværre var det også ventet, at afstemningsresultatet ville blive modtaget med en eksplosion af vold fra tabernes side - de pro-indonesiske militser, der med stor brutalitet først forsøgte at forhindre afstemningen i at finde sted, og som i øjeblikket er i gang med at tage deres grusomme hævn over flertallet af Østtimors befolkning. Det blodbad, som vi i øjeblikket er vidner til, var til at forudse, ligesom det var almindelig kendt - og endda nøje rapporteret i FN-kredse - at det er den indonesiske hær, der står bag myrderierne.

ALT VAR således forudsagt, men først nu synes der at komme bare en smule skred i den naive - nogle vil mene kyniske - holdning til rollefordelingen i Østtimors frihedskamp. Ifølge den FN-formidlede aftale mellem Indonesien og den tidligere koloni Portugal, skulle det indonesiske militær sørge for sikkerheden både før og efter afstemningen, men mens det for nogle hele tiden har stået klart, at det ville militæret ikke være i stand til at levere, synes det først nu langsomt at gå op for det internationale samfund. Først med de seneste dages forfærdelige beretninger om tvangsdeportationer, nedslagtning af civile og udstilling af afhuggede hoveder, synes der at komme skred i bestræbelserne på at stable en eller anden form for fredsbevarende styrke på benene. En katastrofe, der kan blive endnu værre end Kosovo, skal forhindres. "Hvis der ikke kommer en fredsbevarende styrke til Østtimor, slipper ingen levende derfra," som en talsmand for den portugisiske præsident Jorge Sampaio advarer om.
Men desværre kan denne holdningsændring vise sig at komme alt for sent. Og som det hele tiden har været tilfældet, synes holdningen fortsat at være, at Indonesien først skal tillade sådan en indsats.

MÆRKELIGT NOK for det internationale samfund - FN - har aldrig anerkendt den indonesiske besættelse i 1975 og efterfølgende annektion af Østtimor året efter. Til gengæld velsignede Vesten med USA i spidsen den indonesiske besættelse i Den Kolde Krigs navn, mens ledende europæiske lande som Storbritannien leverede (og stadig leverer, trods al snak om en 'etisk' udenrigspolitik) våbnene. Et land som Australien gik endda så vidt som til at anerkende Indonesiens overherredømme over Østtimor.
Mens FN trods alt aldrig har givet sit samtykke, har FN til gengæld begået rigeligt med fejl i den seneste Østtimor-proces. Verdensorganisationen har formidlet en aftale, som man burde have forudset aldrig ville kunne holde, og man er gået med til at organisere en afstemning under forhold, som aldrig blev hverken fri eller fair. Alligevel trodsede et stort flertal alle trusler og stemte ud fra deres overbevisning og ud fra et naivt håb om, at FN efterfølgende ville kunne beskytte dem. Men de få hundrede ubevæbnede FN-repræsentanter har ikke kunnet stille noget som helst op, og kravet skulle fra starten have været en solid international tilstedeværelse til at sikre afstemningen og forhindre det kaos, som vi ser lige nu.
Det eneste, der er at gøre nu, er at lægge maksimalt pres på Indonesien, hvis præsident Habibie og hærchef Wiranto i de kommende dage deltager i et hasteindkaldt møde i APEC (Asien og Stillehavslandenes Økonomiske Samarbejde). Også USA og Kina deltager, og sidstnævnte må som fast medlem af Sikkerhedsrådet bringes til at forstå, at det er helt nødvendigt for det internationale samfund at handle nu. USA kan så passende erkende, at Østtimor var og igen er på vej til at blive en tragedie, som vi kunne have forhindret. veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu