Læsetid: 5 min.

Transatlantisk samleje på afrikansk dansegulv

Den unge, heftige og socialt indignerede festgenre kuduro, portugisisk for hård røv, kommer fra Angolas ghettoer. Den bliver spået en international fremtid, og en ny ghetto-chic er dermed ved at sprede sig til den vestlige verdens velstandsfest
27. januar 2007

Verden kommer til os, og vi kommer til den. Det er en udveksling i stadig acceleration. En gensidighed. En dans, om man vil. Og i den angolanske genre kuduros tilfælde en af de mest svedige variationer af dans og af kulturel udveksling.

Det starter med Tony Amado, der holder til i hovedstaden Luanda i Angola. Overleveringen vil vide, at Amado for et årti siden var under stærk påvirkning af amerikanske house-plader og af mødet med amerikanske ragga-dj's. Det insisterende beat og den forførende kropslighed i house og dynamikken i den jamaicanske rapstil, raggamuffin. Men i stedet for at kopiere forbillederne - som det ellers sker så tit også heroppe nordpå (ingen nævnt, ingen glemt) - så smed Amado i 1996 sin egen kulturelle dna i det store evolutionære boblebad.

Den fuldbyrdede gensplejsning kom til at lyde som en blanding af house, techno, miami bass, raggamuffin samt kompleks rytmik fra traditionel angolansk karnevalsmusik, bl.a. lokale genrer som semba og kizomba. Musik med tusinder af kilometer og et Atlanterhav imellem sig mødes og danser tæt, umanerlig tæt, og snart er en højspændt, aggressivt kropslig, vokalt udfarende festmusik født.

'Hård røv'

Det er et transatlantisk møde, som vækker mindelser om, hvordan nigerianske Fela Kuti og Tony Allen for over 30 år siden mixede amerikansk funk og lokal tradition og skabte den elegant forføreriske afrobeat. Og trods store stilistiske forskelle, så er både afrobeat og kuduro eksempler på, hvordan udvekslingen mellem moderlandet Afrika og Guds eget ex-slaveri er i dyb gensidighed. For det er svært at tænke funk og house uden afrikansk tradition og tvangsudvandring til Amerika.

Kuduro betyder på Angolas officielle sprog, portugisisk, 'hård røv', og det er et stærkt sandsynligt resultat af den dans, der følger af musikken. Gå for eksempel ind på youtube.com, indtast søgeordet og se den gymnastiske numse-flimmer i fri udfoldelse i skoven af videoklip.

"Jeg var oprindelig inspireret af den måde, (actionfilmstjernen, red.) Jean-Claude van Damme bevægede sig på, og jeg ville integrere hans bevægelser i min musik," siger Tony Amado til Mondomix.com.

"Men vi er bedre til capoeira (den angolansk fødte kampsport, red.) her, så vi blandede vores egen arv med det, som Hollywood har at byde på."

"Der er en sexet ånd, som i alle portugisisk talende lande, og festerne er populære, sindssyge... Det er en sindssyg musik," fortæller franske Frederic Galliano til Information om kuduro-festerne, og han ved, hvad han taler om. For han har været der.

"Jeg var i Angola for at lære at programmere kuduro-beats. Jeg er den første hvide mand, der gør det, som mine venner i Angola siger."

Gallianos opdagelsesrejse har netop afstedkommet albummet Frederic Galliano Presents Kuduro Sound System, hvor han har programmeret i samarbejde med lokale Kito da Machina, og hvor man finder store angolanske kuduro-stjerner som Tony Amado, Dog Murras, Zoca Zoca og Pai Diesel.

"Min første oplevelse af kuduro var lige som første gang, jeg hørte house-musik fra New York i 1992. Og det er en revolution, for det er den første originale elektroniske musik fra Afrika," mener Galliano. Og lige som Stan Getz tilbage i 60'erne blev en ambassadør for bossanova, så kan denne franske producer meget vel bygge bro til en musik, som ellers svær at få fingre i nord for Middelhavet.

Den Tredje Verdens beat

Koloniseringen af kuduro er altså allerede i gang, lige som den har været i gang i nogle år med det seneste eksempel på en omsiggribende tredje verdens-chic: Baile funk fra Rio de Janeiroes favelaer, som alskens dj's indfletter i deres sæt - fra Sónar-festivalen i Barcelona til Zum Biergarten i København. Alt sammen yderst postmoderne og udtryk for et bevægelsesmønster, som opdagelystne dj's og producere fra alverdens i-lande følger i disse år. I den stadige jagt på de nyeste strategier inden for masseforførelse har folk som Diplo, Giles Petterson, DJ/Rupture og altså Galliano vendt ørerne fra Vesten og mod Asien, Sydamerika og Afrika. Det har dj's selvfølgelig gjort igennem årtier, men hastigheden, hvormed det sker, og frekvensen hvormed trends skifter, er markant stigende.

Så er dette historien om, hvordan Vesten endnu engang udnytter de fattiges evne til at smide en svedig fest i en division over middel- og overklassens blaserte underholdningsmønstre i doven velstand? Næ, ikke nødvendigvis. For når dj's og producere importerer Den Tredje Verdens beat, kan det også være en billet for sydens kunstnere til de store markeder nordpå. Om ikke andet så skal offerbilledet i hvert fald nuanceres.

Som med blues, hiphop og baile funk er kuduro netop de marginaliseredes musik, lyden af ghettoen eller favelaen. Teksterne er, ifølge sprogkyndige, kontante i tonen, kritiske over for politikere, indignerede over samfundsforholdene, frustrerede over volden, journalistiske i snapshotsene af et liv under bølgeblik. Men man kan også blive udsat for hiphop-inspirerede egotrips og denne allestedsnærværende sex, som åbenbart aldrig går af mode.

Borgerkrigens rædsler

Og folket samles selvfølgelig også om kuduro med det ædle formål at få rystet røven. 27 års borgerkrig sluttede i 2002 i Angola, og behovet for at ryste hverdagstrængsler og krigstraumer af sig er selvfølgelig medpassager på dansegulvene. Tony Amados forrige album Angolano, Abre Olho udkom i 1999, og her gjorde han lytterne - og danserne - opmærksomme på borgerkrigens rædsler omkring dem. Og han forsøgte samtidig at gøre opmærksom på desperationen i Angolas favelaer, ikke mindst i hovedstaden Luanda, hvor han har sit eget primitive studie.

Verdens evne til at lytte til kuduros tekster er selvfølgelig begrænset til den portugisisk talende befolkning, men musikken taler til gengæld alles tungemål. Og det summer i blogs om kuduros internationale potentiale, mens det rykker overordentlig lokalt, nærmere bestemt i hoftehøjde, når musikken spiller.

Der er begyndt at komme vestligt tilgængelige kuduro-compilations såsom O Melhor do Kuduro og Kuduro - África, der dog er af noget svingende kvalitet. Og på youtube.com kan man se en musikvideo med de forrygende Os Lambas. Så snart vil europæiske og nordamerikanske hipstere formentlig sætte stetoskopet til de angolanske soundsystems. Om denne fremtidige ghetto chic vil ændre vore billeder af afrikansk kultur er svært at sige. Men en klode under ét groove er vel heller ikke det værste, der kan komme ud af et transatlantisk samleje?

* Frederic Galliano Presents Kuduro Sound System (Frikyiwa/Specialimport). Kan købes i mp3-format på www.calabashmusic.com samt på cd hos bl.a. cduniverse.com og amazon.co.uk
--
* Diverse: O Melhor Do Kuduro (Ovação/The Orchard/Specialimport)
--
* Diverse: Kuduro - África (Newcolors/The Orchard/Specialimport)

Kan begge købes i mp3-format på emusic.com

www.myspace.com/fredericgalliano. www.murraspower.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her