Læsetid: 6 min.

Til den travle mand og hans kone

Norske Lars Saabye Christensen, der er aktuel med Oscar Wildes elevator, er berømt verden over for sine romaner, men mener at novellen er litteraturens diamant. Og så er han i øvrigt vant til fornærmende spørgsmål og fordomme om sine landsmænd
29. september 2005

Da Knut Hamsun i sin tid fortalte sin redaktør, at han ville give sig i kast med en roman, blev der jublet på forlagets gange. Den norske forfatter havde skrevet flere fremragende essays og rejseskildringer, så mange endda, at redaktøren længe havde prikket til Hamsun med ordene om, at "nu må du da skrive en roman".

Anekdoten fortælles af Lars Saabye Christensen, der skyndsomt understreger, at hans egen redaktør ikke opfører sig på den måde. Pointen er blot, at skal der sælges litteratur, så gælder det også i Norge, at det skal være romaner.

"Romanen har så stor tyngde og prestige, at det kan være svært at blive taget alvorligt og få opmærksomhed, hvis man skriver noveller. Da jeg udgav en novellesamling efter min roman Halvbroderen, var der anmeldere, der skrev, at 'nu skal han hvile sig lidt'! Novellen er så krævende både kunstnerisk og håndværksmæssigt, at det er noget af det mest ... ja, det mest krævende at skrive overhovedet. For mig er novellen en diamant indenfor litteraturen."

Seks stjerner

Lars Saabye Christensen er i landet for at præsentere sin novellesamling Oscar Wildes elevator, der sidste uge udkom på dansk til en pæn portion rosende ord fra vore anmeldere. Berlingske Tidendes Jens Andersen kvitterede således med hele seks stjerner, mens en begejstret Torben Brostrøm i nærværende dagblad legede med forfatterskabets tilbagevendende kuffert, da han konstaterede, at Saabye Christensen 'har gode gaver i kufferten'.

Dette glæder naturligvis den 52-årige nordmand, der dog med klædelig beskedenhed hurtigt får drejet samtalen hen på den stigende interesse for novellegenren, han trods alt sporer blandt nutidige læsere.

"Det skyldes måske nok tilfældigheder; måske er der udkommet en masse gode samlinger på det seneste, og derfor er folk blevet opmærksomme på novellen igen. Men egentlig har jeg hele tiden set den som et helt perfekt stykke prosa for den moderne læser. Den kræver mindre tid at komme igennem end romanen, og tid er jo noget, folk har for lidt af nu om dage," siger forfatteren, der som få mestrer de fleste litterære genrer, men aldrig er i tvivl om, hvorvidt resultatet af hans prosaarbejde ender som roman eller novelle.

"Jeg ved med det samme, om historien har den bærekraft, en novelle kræver, eller om den er mere elastisk og vil blive en roman. Historierne, jeg begynder på at skrive, har deres egen logik. Jeg forstår det aldrig, når forfattere siger, at deres historier lever deres eget liv. For mig er det lige omvendt: Jeg har ikke noget valg, der er kun en vej, når jeg er begyndt at skrive, og den vej kender jeg fra første sætning."

- Hvad er det for en bærekraft en novelle skal have?

"Først og fremmest én ide. En roman kan godt have flere ideer, men en novelle bør nøjes med en idé, og den skal være stærk."

- Har du aldrig været ude for, at en novelleidé kan bruges til en roman?

"Øh ... nej, aldrig!"

- Hænder det så ikke, at du må stoppe arbejdet med en roman, fordi en figur eller hændelse, du skriver på, kan blive til en novelle?

"Det hænder, at jeg ... Det er det, der er fantastisk ved romangenren, at den er så generøs; den kan jo indeholde alt fra fortællinger, essay, film, skuespil, den kan indeholde alt! Og det hænder, at der alligevel ikke bliver plads til en af de historier, som jeg nærmer mig i en roman. Den bliver i stedet liggende i mit baghoved og bliver så måske en dag til et filmmanuskript eller en novelle."

- Findes der et sådant ek- sempel i Oscar Wildes elevator?

"Ja, der er den, der hedder "Hjælpemanden", om en student, der arbejder som flyttemand og er med til at bære et klaver ned ad en trappe. Det er et tema, som jeg behandlede i en af mine tidligste romaner, og som jeg mange gange siden har spekuleret over, om ikke der var mere i. Ikke en roman, men måske en novelle."

- Netop "Hjælpemanden" er vel et mønstereksempel på en novelle, der kunne blive til en roman. Hvad blev der eksempelvis af hovedpersonens kæreste? Gør du dig tanker om de ting, der ikke er med i dine noveller, fordi de er så stramt komponerede?

"Ja, det gør jeg, og jeg er klar over, at jeg nok kunne have skrevet en større historie i det her tilfælde. Men det er jo novellens væsen, at antyde meget præcist, hvad der ikke bliver sagt."

Fornærmende spørgsmål

En af ting, der blot antydes i Oscar Wildes elevator, er teksternes selvbiografiske træk. Det er op til læserne selv at drage paralleller mellem 1960'ernes Norge, hvor drenge spiller bold, lytter til beatmusik og får at vide, at de en dag bliver forfattere, mellem hovedpersonen i Hvilestedet, om hvem det i allerførste sætning fortælles, at han "havde modtaget en større litteraturpris for en roman ...", og så Lars Saabye Christensen, der, længe inden han fik Nordisk Råds Litteraturpris for Halvbroderen, voksede op i en tid, hvor The Beatles regerede hitlisterne.

"Jo, det er da en samling, der også kan læses som min dannelsesrejse mod at blive forfatter, men alle forfattere bliver spurgt om, hvorvidt det, de skriver, er selvbiografisk. Og uden at genere dig bliver jeg nødt til at sige, at det egentlig er et fornærmende spørgsmål, fordi man derved antyder, at privatlivet er vigtigere end digtningen. Samtidig vil jeg da indrømme, at der i alle disse noveller findes punkter, der rører mit eget liv."

- Når du selv læser noget, du godt kan lide, får du så ikke selv lyst til at vide noget om forfatteren?

"Jo, men det har jeg det faktisk svært med, fordi jeg ikke ønsker, at forfatteren skal stå mellem læseren og bogen. Men jeg kan da konstatere, at jeg altid får spørgsmål om, hvorvidt jeg virkelig oplevede det eller det."

- Hvilket vel ikke er så underligt, når du næsten kun skriver om mænd, der i hvert fald kunne have oplevet det samme som dig ...

"Haha! En tysk journalist spurgte mig engang, hvorfor jeg altid skrev om mænd, der led nederlag. Jeg mener selv, at jeg skriver om folk på kanten af samfundet, outsidere, der forsøger at finde en mening med livet og komme igennem deres kriser. Og det er da rigtigt, at det ofte er mænd, jeg skriver om."

- Men det kunne ligeså godt være kvinder?

"Ja. Det er klart, at jeg kender mænd bedre end kvinder. Men et af de gennemgående temaer i mit forfatterskab - de små øjeblikke i livet, som afdækker vor ensomhed - burde berøre både mænd og kvinder, det er i hvert fald min ambition."

- Du - og såmænd også mange af dine norske kolleger - blander godt med humor i jeres indimellem tragiske fortællinger. Er det noget typisk norsk?

"Det mener man i hvert fald i udlandet. Da Halvbroderen udkom i USA, brugte mange anmeldere masser af plads på at forklare deres fordomme over for nordmænd som triste, melankolske og ensomme mennesker med en kulsort, nærmest morbid humor. Og jeg tror da, at der til enhver nation knytter sig nogle fordomme, som har lidt sandhed i sig. Jeg kan selv huske, at jeg i 1970'erne ikke orkede at læse norsk litteratur, fordi det var så trist og stift, nærmest som en dårlig Bergman-film. Dengang læste jeg Anders Bodelsen, Leif Panduro, Svend Åge Madsen og Benny Andersen. Hos dem fandt jeg en humor og en leg med former og sprog, som jeg ikke kunne finde i norsk litteratur."

- Læser du stadig dansk litteratur?

"Ja, det gør jeg. Jeg har lige købt en bog, der hedder København (af Katrine Marie Guldager, red.) Den har været med til at give novellegenren lidt opmærksomhed her i landet, har jeg fået at vide. Så den glæder jeg mig til at læse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu