DAGEN startede med en rigtig god flaske vin eller to i rigtig gode venners lag, og så gik resten ligesom af sig selv: Flasker slag i slag, utrolige servicetilbud og utrolige scoringer, utrolige sponsorpenge og utrolige vælgertal alt det, mange hylder som den forbilledlige Farum-model.
Og så går bunden pludselig ud af flasken. Om modellen dermed har pådraget sig en skramme i lakken eller snarere fået dødsstøddet, er det for tidligt at dømme. Lige nu trænger andre hovedpiner sig på.
I Farum og kommunens opland, Danmark, lyder i denne tid en nervøs trippen fra en vel tusindtallig skare af smurte, måske bestukne personer og disses ægtefolk, medhjælpere, bogholdere og telefonpassere med lange ører. Forvirret og ubeslutsomt trippes der frem og tilbage, for hvordan helbredes tømmermændene bedst: Ved en makulator, der med rødglødende fart fortærer belastende bilag? Eller ved håndvasken?
DET LADER til, at køen ved håndvasken er kort, og makulatorløsningen således er mest populær i disse timer. Som fjernstyret af den flygtede borgmester har Venstre i Farum travlt med at skaffe tid til PR-genrens hofdisciplin, damage control. En midlertidig vatnisse er placeret på bykongens tomme trone. Denne muligvis pilrådne medløber mener, at en betændt presse vanhelliger Kong Peter og forsikrer i samme åndedrag, at lige om lidt vil det politiske flertal sandelig foretage et grundigt eftersyn af egne lommer. Man vil endog gå så vidt at nævne kalamiteterne over for kongen, når han engang vender tilbage, efter eget udsagn stærkere end nogensinde.
Tiden går, spor kan slettes, og forklaringer afstemmes, mens Venstres indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (for nu ikke at nævne Løkke og Brixtoftes chef, Fogh) træder vande og gør det klart, hvis bord alt dette er. Nej, nej, ikke deres.
At sikre sig alle pinagtige papirer i kommunens forvaltning, i den ufatteligt velsponsorerede boldklub, i sportsrestauranten med Kommunalt møde klistret oven på kasseapparatets vin-knap, i rejsebureauet med de dobbeltprissatte pensionistrejser, hos en grundejer, der scorer en sekscifret kommunal bøde beordret af borgmesteren at sikre sig bevismaterialer er åbenbart ikke en opgave, som ordensmagt og tilsynsmyndighed føler sig helt i stødet til at tage på sig.
Man forstår fodslæberiet, for hvad er der overhovedet at gå efter? Det er jo ikke Tvind det her, man kan da ikke sådan bryde ind hos samfundsstøtter, der alle stemmer Venstre, og grabse løs i harddiskene. Beskyldningerne er nok også kun en spand snavs spredt af det revolutionære kampskrift B.T., og hvem tror på en sølle tjener, der træder åbent frem og siger svindel, eller en halvvild kommunalchef (en af dem der ikke er fyret for kritik) som beretter om bedrag, eller en dum rejsebureaudirektør der frit fortæller tv om fusk. Hold da kæft, I terrorister.
DET MEST tankevækkende ved hele affæren er ikke manden i lokalmagtens centrum, men den omgivende kødrand, alle dem, der har ladet sig overrisle af ros eller vin fra Brixtofte, som kunne øse gavmildt af et overflødighedshorn fyldt med likvider, han havde skaffet ved at frasælge rådhuset og andet af kommunens arvesølv.
Mangfoldige er de politiske venner, halvvenner og endda modstandere, som har ladet sig blænde af solkongens udstråling, for intet er så herligt som at varme sig ved en succes og tro på det bedste ved en eksplosion af charmerende opfindsomhed, virkelyst og livsnydelse. Det er egentlig meget menneskeligt.
Journalist Olav Hergel ved Berlingske Tidende beskrev i går med bemærkelsesværdig hudløshed, hvorledes han selv lod sig fortrylle af Peter den Store under den første, verdensberømte, kommunale pensionistrejse sydpå. Det er som at læse berusende beretninger fra tilbedere af Sai Baba og andre guruer eller skildringer af de hengivne virksomhedskulturer, der bygges op om karismatiske, eventuelt svindleriske topchefer, med den amerikanske Enron-skandale som frisk eksempel.
Olav Hergel gør os klogere på, hvordan Farum kunne ende som nu. Derimod er andres øvelser ved håndvasken knap så kønne. Den gamle radikale Asger Baunsbak Jensen mener således, at det er overløbne venstrefløjsvælgere, der har bragt Brixtofte til magten og fremkaldt katastrofen. Et smart kast med håndsæben. Men husk lige, at Baunsbak er en af den udvalgte flok, der havde rosende ord til Brixtofte i det smukke festskrift ved dennes 50-års fødselsdag. Mon vi har set de sidste renselsesritualer i denne sag?
Mens vi venter på flere af dem, sidder toppen af isbjerget og sveder i det subtropiske paradis Lanzarote og spørger sig selv, om tiden virkelig læger alle sår.
