Læsetid: 4 min.

Tre år for Dayton

21. november 1998

DET VAR PÅ denne dag for tre år siden på Wright-Patterson-flybasen i Dayton, Ohio, at amerikansk diplomatis svar på krydsermissilet, Richard Holbrooke, lod sin chef, præsident Clinton, forkynde, at den mest omfattende og blodigste konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig var omme.
Forlydender om, hvordan de tre tilstedeværende regeringschefer - Serbiens Milosevic, Kroatiens Tudj-man og Bosnien-Hercegovinas Alija Izetbegovic - til sidst blev nægtet mad, hvis de ikke skrev under, hører nok hjemme i mytebranchen, men at de amerikanske værter, og især Holbrooke, ikke udviste nogen fintfølelse i bestræbelserne på at hamre aftalen på plads, står klart. Dayton-forhandlingerne skulle være en succes, Bosnien skulle have fred. En udefra påtvunget fredsplan med alle de indbyggede mangler og modsætninger, som kombinationen hastværk og sammenstrikkede kompromisser måtte give.
Men fred - i betydningen fravær af krig - blev der, overvåget af i første omgang 65.000, nu efterhånden 'kun' 32.000 internationale soldater. Det er Dayton-aftalens første og vigtigste fortjeneste.
Der er andre: Takket være penge udefra er programmet til genopbygning af Bosnien begyndt at vise resultater, og Bosnien har siden Dayton haft vækstrater på henholdvis 50, 36 og 25 pct. - ganske vist fra et uhyre lavt udgangspunkt.
Der har været holdt fem demokratiske valg siden Dayton - og alle forløb efter omstændighederne roligt. Bosniens komplicerede politiske struktur, sammensat efter etniske skillelinjer, er langsomt begyndt at fungere. Landet har fået eget, fælles flag, møntfod og nummerplader. Tv- og radiostationer er begyndt at sende på tværs af grænserne mellem Bosniens to statsenheder, den kroatisk-muslimske Føderation og den serbiske Republika Srpska.

OMVENDT KAN kritikerne af Dayton-aftalen pege på, at disse resultater kun er opnået ved en massiv international tilstedeværelse i form af militære styrker og et utal af FN- og ikke-statslige organisationer.
En af dem, International Crisis Group (ICG), der overvåger fredsprocessen i Bosnien, har beregnet det internationale samfunds samlede årlige udgifter til at holde Bosnien flydende til i alt ni milliarder dollar (knap 60 milliarder kr.). Og der er intet tegn på, at indsatsen kan nedtrappes. Dayton-fredsprocessen er også præget af en række tilbageskridt og nederlag. Og de små fremskridt, der er, har en pris.
Der har været holdt demokratiske valg, ja, men selv om de multi-etniske kræfter, det internationale samfund hepper på, langsomt vinder frem, er det fortsat de nationalistiske partier og politikere, der begyndte krigen, som sidder ved magten.
F.eks. blev den bosniske serber Biljana Plavsic, der valgte at bryde med den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic' nationalistiske parti, ved valget i september væltet fra præsidentposten i Republika Srpska af en rabiat nationalist, Nikola Poplasen, en mand, som åbent praler af sin fortid som tjetnik, medlem af en af de værste, private krigsforbryderbander, der huserede under krigen.
Situationen i Republika Srpska er fortsat uafklaret efter valget. Poplasen har lovet at efterleve Dayton-aftalen til punkt og prikke, men har lagt ud med at udpege en meningsfælle, Dragan Kalinic, til regeringschef, selv om denne ikke har et flertal bag sig i parlamentet. Efter store udrensninger er de væbnede styrker, politiet og de æterbårne medier præget af Biljana Plavsic-støtter, så en konfrontation er ikke usandsynlig. Dertil truer det internationale samfund med at stoppe al støtte til det økonomisk derangerede Republika Srpska, hvis Poplasen bryder Dayton-aftalen.
I Føderationen står det bedre til - men ikke meget. Bosniaker (muslimer) og kroater lever i et ulykkeligt arrangeret ægteskab. Bosniens kroatiske befolkning har stadig deponeret deres loyalitet hos præsident Tudjman i Zagreb, ikke hos regeringen i Sarajevo.
Fundamentale statsinstitutioner som post-, telekommunikations- og elektricitetsvæsenet er opdelt efter etniske skillelinjer. Det indre marked, der skulle være etableret i Føderationen, eksisterer ikke. Der betales fortsat med den kroatiske kuna, ikke den fælles-bosniske mark, i de kroatisk-dominerede byer og områder, og selvbestaltede toldbetjente tjener stadig formuer på at beskatte varecirkulationen mellem de etniske zoner.
"Det er lettere at sælge vores øl i Libyen end i (det kroatiske) Vest-Mostar," som en bosniakisk bryggeri-ejer, Ferid Pasovic, udtrykker det til Financial Times.

DET STØRSTE nederlag for Dayton-aftalen er dog den kendsgerning, at repatrieringen og genbosætningen af Europas største flygtningeskare langt fra er gennemført. Af de knap 2,4 millioner bosniere, der måtte forlade deres hjem som følge af krigen, har kun 300.000 kunnet vende tilbage. 750.000 flygtninge har slået sig permanent ned i udlandet. En halv million flygtninge i udlandet venter på at returnere - frivilligt eller tvunget. 800.000 fordrevne, der nu lever andre steder i Bosnien, venter på at komme tilbage til deres hjem. Dette er nederlagets statistik. Tal, der skal rettes gevaldigt op på i løbet af 1999, hvis flygtningetilstanden ikke skal blive permanent. Den nye bosnisk-serbiske præsident Poplasens ord om, at "han ikke vil tilskynde til genbosættelsen" af bosniaker og kroater tyder på, at det internationale samfund må tage tvangsmidler i brug.
Her står vi, år tre efter Dayton: Bosnien kan - langsomt, gradvist og under markant international 'tilskyndelse' - udvikle sig henimod en 'normal' stat. Eller Bosnien kan bevæge sig mod yderligere desintegration, fragmentering - og en ny krig. Intet er afgjort. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her