Læsetid: 3 min.

Tre borgerkrige under optræk

Det er præcist sidstnævnte ord - borgerkrig - som den pro-vestlige kong Abdullah II brugte i et interview med en amerikansk tv-station til at beskrive et af ham frygtet scenarie i begyndelsen af 2007. "Vi jonglerer med tre mulige borgerkrige i regionen, hvad enten det drejer sig om palæstinenserne, Libanon eller Irak," sagde han. Alene af den grund er det pinedød nødvendigt at producere et eller andet dramatisk resultat under mødet mellem Bush og al-Maliki, betonede den jordanske konge. "Vi er ikke i en situation, hvor vi kan lade stå til og fokusere på disse udfordringer om et par måneder... Ellers frygter jeg en forfærdelige krise".
29. november 2006

HVIs man nærer tvivl om, at Irak og store dele af Mellemøsten er tæt på at gå op i flammer, er det værd at tage bestik af den pludselige og hektiske rejseaktivitet, som amerikanske, irakiske og arabiske ledere er engageret i i disse dage. Præsident George W. Bush skulle i denne uge have været til NATO-topmøde i Baltikum og hjem igen. I stedet møder han i dag og i morgen den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, i Amman i Jordan sammen med kong Abdullah II og muligvis flere andre ledere af sunni-arabiske lande allieret med USA. Forud herfor har USA's vicepræsident, Richard Cheney, været på et lynbesøg hos kong Abdullah i Saudi- Arabien, hvor de to diskuterede Irak og Mellemøsten. Udenrigsminister Condoleezza Rice rejser uafbrudt. Hun er med i Amman og planlægger derefter at besøge Jerusalem og Ramallah.

Herudover har Iraks præsident, Jalal Talibani, været på visit hos præsident Mahmoud Ahmadenijad i Iran. I sidste uge genetablerede Irak diplomatiske forbindelser med Syrien.

Aktørernes bekymring er ikke kun rettet mod den irakiske regerings og stats hastigt fremskridende opløsning udløst af sunnioprøret mod USA's styrker og det shia-dominerede styre samt den væbnede konflikt mellem shiiter og sunnier. Der er også den prekære situation i det multietniske og multireligiøse Libanon efter Hizbollahs krig med Israel sidste sommer og mordene på de to pro-vestlige politikere, Rafik Hariri og Pierre Gemayel. Sidst og ikke mindst syder og bobler utilfredsheden blandt palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden, hvor Hamas og al Fatah-bevægelsen konstant synes et skridt fra at ryge i totterne på hinanden og starte en borgerkrig.

Men det er ikke særligt indlysende, hvad Bush kan få ud af at tale med al-Maliki - en leder, der forlængst synes at have mistet kontrollen med sit eget land. Det grænser til det naive, når den amerikanske præsident i går i Estland bebudede, at han ville udfritte irakeren om, hvilke planer han har for at stoppe den sekteriske konflikt. Det er også at stikke blår i øjnene at tro - som Bush-regeringen tilsyneladende gør - at USA kan få sunniarabiske ledere som Jordans og Saudi-Arabiens konger til at overbevise moderate sunniledere i Irak om at give Maliki-styret en hånd. Ideen er ifølge amerikanske regeringskilder at drive en kile ind imellem Maliki og hans magtfulde sponsor Moqtada Sadr, der råder over 30 pladser i parlamentet og endnu vigtigere er formel leder af den ene af Iraks to shia-militser. Det er Sadrs Mahdi-hær, som står for langt de fleste terrormord og hævndrab på civile sunnier i Bagdad og omegn. Men det er symptomatisk for den kaotiske og lovløse situation i Bagdad, at Sadr efter sigende har mistet kontrollen med nogle af sine militser, der nu ustraffet udrenser sunnier.

Nogle forskere i borgerkrige hævder, at situationen i Irak er nået et punkt, hvor det er umuligt at stoppe en uafvendelig proces mod fuld borgerkrig. Kun ved at slippe kræfterne løs i al deres blodige vildskab kan man få afprøvet styrkeforholdet og oprette en ligevægt, som reflekterer det egentlige magtforhold mellem primært shiiter og sunnier. Det lyder fristende, fordi USA og dets allierede så blot kan frasige sig deres (moralske) ansvar og læne sig tilbage og vente, indtil røgen letter over slagmarken. Men ideen er dybt uansvarlig. Ikke alene, fordi de menneskelig omkostninger i Irak ville være horrible, men også fordi konflikten aldrig ville forblive isoleret til Irak. Sunni-arabiske stater ville med sikkerhed gribe ind for at redde deres religiøse brødre i Irak, der som et mindretal risikerer at blive massakreret. Det ville stille disse lande på samme side som al Qaeda i Irak og eksbaathisterne. Det shiitiske Iran ville herefter slutte sig til kampen. Hvis Irak opløstes som enhedsstat, ville Tyrkiet måske angribe kurderne. Shiiter og sunnier ville måske genoptage borgerkrigen i Libanon - de grundlæggende problemer blev aldrig løst. Shiitiske mindretal i adskillige arabiske lande kunne røre på sig. I Syrien sidder en lille shiitisk klan på magten i et land med et flertal af sunnier. Hvad kan man gøre for at forhindre dette scenario? Formentlig ikke ret meget. Men det er værd at inddrage Iran og Syrien i drøftelser, hvilket kræver smertefulde indrømmelser fra USA's side. Israel bør udstrække våbenhvilen i Gaza til et konkret og realistisk tilbud om fred med palæstinenserne. Det og meget mere skal prøves. Ellers kan kong Abdullahs dystre profeti gå i opfyldelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu