Læsetid: 4 min.

Tre fingre, ingen knytnæve

Hvis de tre ledende kandidater træder i karakter, kan de israelske vælgere få en ægte valgmulighed, og ikke lægge deres skæbne i faderskikkelsen Ariel Sharins hænder
16. januar 2006

Et politisk jordskælv før en afstemning er usædvanligt, men ikke uhørt. Jordskælv nummer to i samme periode er sjældent. Men et tredje, kort tid efter de to første - det er virkelig skræmmende.

Men det er sket lige nu. Udnævnelsen af Amir Peretz som leder for Arbejderpartiet har allerede ændret det politiske landskab i Israel. Det var den, der fik Ariel Sharon til at danne Kadima-partiet, der som et 'Big Bang' ændrede landskabet endnu en gang. Og med Sharons sygdom ændredes det atter - og denne gang til ukendelighed.

80 dage før valget starter konkurrencen helt forfra. Hvad sker der med Kadima? Hvilken ledertype er Ehud Olmert? Hvordan klarer de forskellige partier sig ved valget? Hvem bliver den næste premierminister? Og hvem vil danne koalition med hvem? Vigtige spørgsmål, og der findes på nuværende tidspunkt ikke noget svar på nogen af dem.

Kadima blev skabt som Sharons helt personlige parti. Han var den eneste, der kunne holde sammen på den højreekstremistiske Tsachi Hanegbi, en efter egen mening fredsdue Shimon Peres, den militante Shaul Mofaz og den venstreorienterede, tidligere fagforeningsboss, Haim Ramon. Efter Sharons slagtilfælde, var den første tanke: Dette er enden for Kadima. Uden Sharon falder det hele til jorden. Tilbage bliver kun en ynkelig flok hjemløse, en slags politisk flygtningelejr.

Godt nok har Kadima ikke noget program, ingen ideologi. Men de tågede synspunkter og vage ideer kan tjene som en erstatning for et program. Mange mennesker har en eller anden ubestemmelig længsel efter fred - ikke en klart formuleret fred, med klare omkostninger, baseret på et kompromis med palæstinenserne, men en slags abstrakt 'fred'. Dette går hånd i hånd med sloganet om, at du ikke kan stole på araberne, at du ikke kan skabe fred i samarbejde med araberne.

Denne basale racisme, måske et naturligt resultat af 120 års krig og konflikt, kommer også til udtryk i følelsen af, at det jødiske Israel skal styrkes, og at jødiske traditioner skal bevares, et svævende, men ikke desto mindre tungtvejende synspunkt.

Dette udgør tilsammen en populær blanding, genkendeligt for en betydelig del af den israelsk-jødiske offentlighed. Den kan tjene som et handy alternativ til både højre og venstres utvetydige politik - ikke mindst fordi offentligheden er blevet dybt mistænksom over for programerklæringer, ideologier og alt, der bare minder om en mirakelkur. Sloganet kunne være: Jo vagere, jo bedre.

Fader ved bedst

Indtil videre har folkene i Kadima støttet sig til Sharon, i troen på at han ville vide, hvad der skulle gøres, når tiden var inde. De var overbevist om, at han havde løsningerne - selv om de ikke vidste, hvad de gik ud på - ja, ikke havde lyst til at vide det.

De vidste, at han vidste, og det var godt nok for dem. Nu kan denne uigennemskuelighed vise sig at være en fordel i sig selv. Et parti, der ikke har noget klart svar på noget som helst, kan tiltrække enhver.

Partiet, der kalder sig Fremad, kan kun gå tilbage. Det opnår ikke de 42 pladser, meningsmålingerne lovede Sharon. Men hvor mange så? Man kan kun gætte, og gætterierne er ikke meget værd. Mit eget gæt: ikke under 15, ikke over 30.

Man må se i øjnene, at med Sharons afgang, mangler den politiske arena iøjnefaldende personligheder og karismatiske ledere. Godt eller skidt, Israel fremstår nu som en almindelig, vestlig stat, med almindelige politiske partier, ledet af almindelige politikere. Og der findes ingen politiker mere normal end Ehud Olmert, indbegrebet af en politiker, der aldrig har været andet end politiker, helt og aldeles.

Han er ikke nogen faderfigur. Hverken en berømt general eller en stor tænker. Han har ingen karisma, ingen visioner, ingen integritet. I starten af hans karriere svigtede han hurtigt flere af de folk, der støttede ham. Men han er snu, smart, besindig, ambitiøs og glat på tv, en politiker uden store armbevægelser eller attituder.

Han indtog sin nuværende position ved et rent tilfælde. Titlen 'vicepremierminister' fik han som en trøst, fordi Sharon ikke kunne tilfredsstille hans krav om at stå i spidsen for det magtfulde finansministerium, der allerede var blevet lovet væk til Netanyahu.

Men nu viser den tomme titel sig pludselig at fungere som et udmærket springbræt. Politiske procedurer har gjort Olmert til Sharons midlertidige efterfølger og, som alle ved, er intet mere permanent i politik end det midlertidige. Den første, der indtager en position har en kæmpe fordel i forhold til alle udfordrere.

Vi kan være sikre på, at Olmert ikke begår nogen dumheder, og han er meget mere erfaren og udspekuleret end Amir Peretz. Hvis han op til valget ikke ryster på hånden, har han chancen for at blive den næste premierminister.

En ægte valgmulighed

Israelsk politik ligner nu tre fingre på en hånd: Likud, Kadima og Arbejderpartiet. Tre fingre i stedet for en knytnæve. Det er ret sandsynligt, at de tre på valgdagen vil opnå stort set identiske resultater - omkring 25 pladser hver.

Hvis en af dem klarer sig bedre end de andre, vil lederen sandsynligvis blive anmodet om at danne den næste regering. Efter det tredje jordskælv vil valget været godt for demokratiet. For første gang i årevis har offentligheden tre klare valgmuligheder, repræsenteret af tre partier med tre ledere:

Til højre, Likud under Netanyahu, der kører på fortsat besættelse og udvidelse af bosættelserne, altså en prioritering af territorium over fred.

I midten, Kadima og Ehud Olmert, der vil forsøge at fortsætte Sharons kurs, annektere områder og skabe nye grænser for Israel, tilføje lidt indholdsløse indrømmelser, krydret med tomme ord om fred.

Til venstre, Arbejderpartiet og Amir Peretz, der vil gå ind for reelle forhandlinger med palæstinenserne, i et forsøg på at bringe en ende på konflikten.

Hvis disse alternativer holdes for øje, og hvis kandidaterne ikke prøver at udviske forskellene imellem dem, kan dette valg blive ægte demokratisk og give vælgerne en ægte valgmulighed.

Vælgerne må træffe deres egen afgørelse, og ikke overlade deres skæbne i faderskikkelsens hænder.

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu