Læsetid: 7 min.

Tre pizzaer for en tier

Tæt på et af hovedstadens mest socialt udsatte kvarterer, Mjølner-parken, ligger et super-marked med uhørt billige tilbud og køer ved kasseapparaterne. Der er formuer at tjene på de mindst bemidledes forbrug - hvilket sætter den nye nedslående årsrapport fra Rådet for Socialt Udsatte i relief
17. august 2006

36.000 kilometer oven over Mjørnerparken på Nørrebro befinder sig de tv-satellitter, som døgnet rundt sender fjernsynssignaler mod jordkloden. Signalerne rammer ikke Mjølnerparken forgæves.

På de fleste altaner i bebyggelsen, der består af 560 husstande, er fastskruet en parabolantenne, hvis skål er vendt mod verdensrummet, klar til at blive fyldt med information og underholdning på blandt andet tyrkisk og arabisk.

Det overvældende antal parabolantenner er et af Mjølnerparkens paradokser.

For selv om de mange parabolanlæg repræsenterer en samlet værdi på over en million kroner, er de åbenbart noget, som beboerne i Mjølnerparken tager sig råd til.

Selv om Mjølnerparken efter danske forhold er et fattigkvarter, finder der et betydeligt forbrug sted i området. De socialt udsatte beboere er på deres egen måde del af forbrugersamfundet. Og er der tilstrækkeligt mange af de fattige, kan der tjenes penge på at sælge varer til dem. Endda mange penge.

Et andet paradoks i Mjørnerparken er cyklerne. De ligger i sammenfiltrede dynger ved cykelstativerne for enden af hver karré. Især børnecykler og mountainbikes i ungdomsstørrelse ligger som hærværksramte vrag, mens der i nærheden af karreernes opgangsdøre hist og pist står cykler, som tilsyneladende er i jævnlig brug. Bebyggelsen er inde i en gevaldig cirkel af indkøb og ødelæggelse af cykler og har dermed også på dette felt et betydeligt forbrug på trods af, at mange af beboerne knap nok har til dagen og vejen, fordi de er på kontanthjælp.

Økonom og programleder ved Socialforskningsinstituttet Jens Bonke siger, at de økonomisk udsatte danskere typisk ikke kan låne penge til at udjævne svingninger i forbruget, hvis køleskabet bryder sammen, eller parabolen skal anskaffes.

Børn som facade

Man dropper fritidsaktiviteter, som er hverdag for resten af befolkningen. Man køber udelukkende supermarkedernes tilbud, og man sparer penge ved at skære ned på 'usynlige' ting som forsikringer og tandlægebesøg, selv om disse kortsigtede besparelser kan koste dyrt i sidste ende.

Jens Bonke gør opmærksom på, at de udsatte gruppers forbrug rammer skævt ind i varehierarkiet. Man har ikke råd til dyre varer i alle kategorier, men vælger en enkelt, synlig kategori ud, hvor der så til gengæld ikke spares. Mange har ikke bil, men hvis bil er, hvad man vil have som ansigt udadtil, skal den gerne se smart ud. Andre anskaffer sig prangende barnevogne, hvilket dog næppe kan kaldes luksus, hvis familien ikke har andre muligheder for at transportere deres spædbørn.

I Mjølnerparken bor omkring 1.250 børn under 18 år, og gælder Jens Bonkes skandinaviske forskningsresultater om fattiges forbrug også for dem, lider de mindst materiel nød i de fattige familier.

De voksne vender vrangen ud på lommerne for at skaffe penge til børnenes mobiltelefoner, besøg på McDonald's - og cykler. Børnene skal ikke mærke fattigdommen for direkte, og de er samtidig familiens facade udadtil i institutioner og skoler. Så betyder det mindre, om for eksempel en arbejdsløs forælder er mindre velklædt eller ikke har råd til at invitere gæster og derfor gradvist mister sit netværk.

Hvor pizzaformuen endte

I det vidtstrakte Føtex-marked i Mimersgade, der ligger klos op ad Mjølnerparken, er der travlt på den hverdag klokken tre, da Information kigger indenfor. I indgangspartiet ligger en mægtig dynge plasticlegetøj. Hvert stykke legetøj, der koster en tier, ligger inden i en skinnende emballage, der er dobbelt så stor som selve varen. Et passende køb, synes Føtex at mene, for Mjølnerparkens forbrugere, der både vil spare og give børnene noget, som imponerer.

Men aftensmaden er vigtigst på dette tidspunkt, og der er livlig trafik ved kølediskene. Man kan få frisk kyllingefilet fremstillet af det tyske firma Heidemark GmbH. Det er mærket 'halalslagtet' af hensyn til de mange muslimske kunder, der efterspørger produktet.

Køber man tre kilo, kommer kiloprisen ned på 50 kroner, men det kan gøres endnu billigere i Føtex, hvis man køber kød, der har ligget længe i butikken. Frossen Newdan kylling koster 15,95 kroner kiloet, og til fryseren er der Danpos dybfrosne kyllingeoverlår for kun 11,11 kroner kiloet, hvis man køber ni kilo på en gang.

Varerne bliver vendt og drejet, og prissammenligninger kræver flere ture mellem montrerne. Et enkelt sted i Føtex er der dog ikke så meget at betænke sig på. Et skilt, der er stort som et lagen, peger på dagens slagtilbud, og tilbuddet har allerede fundet vej til de fleste af de forvoksede indkøbsvogne, som kvinder med eller uden tørklæde triller rundt med i forretningen og trænges om i køerne ved samtlige 16 kasser. Nogle af indkøbsvognene ser ud til at indeholde 20-30 stykker af den populære vare i farvestrålende papemballage.

Det drejer sig om frosne pizzaer kaldet Traditional Style Thin & Crispy Pizza, hver på 300 g og med garanti uden svinekød. Tre af disse pizzaer sælges for en tier. Man fristes til at spørge, hvorfra disse uhørt billige fødevarer stammer. Og hvor ender de samlet set mange kroner, som glade pizzakøbere lægger i kasseapparaterne?

Traditional Style Thin & Crispy Pizza er et på enhver måde globaliseret produkt fra The Great Texas Company, som dog ikke er et firma, men et varenavn, der kalder sig 'company'. Det bagvedliggende firma hedder ifølge oplysningerne på papæsken Schwan's Consumer Brands UK Limited. Dette britiske firma blev startet i 1989 af The Schwan Food Company, der er et amerikansk firma med hovedkvarter i den lille provinsby Marshall i staten Minnesota.

Byen består mest af firmaet, for her har koncernen sin administration, udviklingsenhed, læreanstalt kaldet Schwan's University og hele fire fabrikker. De dansk-solgte pizzaer er ifølge emballagen fremstillet i EU. Schwan oplyser, at det britiske datterselskab kun sælger til EU-landene. Pizza-emballagen er dog foruden syv forskellige EU-sprog forsynet med ingrediens-oplysninger på russisk, polsk, ungarsk og tjekkisk.

Årsagen til, at pizzaerne kan sælges så billigt, kan kun delvist læses ud af ingredienslisten. Selvfølgelig finder man her ikke dyrebare lækkerier, og den tredjevigtigste bestanddel i pizzaerne er såmænd vand. Men hovedårsagen til Føtex' forrygende tilbud er, at Schwan profiterer af de mængderabatter på råvarer, som firmaet kan opnå, takket være sin monstrøse produktion.

Det amerikanske moderselskab blev grundlagt i 1952 af vanilleis-sælgeren Marvin Schwan. Han startede fra bunden og nåede toppen, hvoroppe han dog kun fik begrænset tid til at nyde sin rigdom, idet han allerede døde som 64-årig af et hjerteanfald. Det var i 1993. Koncernen gik i arv til enken, Delores Schwan, som kunne fortsætte sit liv i luksus.

Det viser sig, at Delores Schwan har doneret millionbeløb til ultrakonservative politikeres valgkampe via den republikanske komité GOPAC. Det er en magtfuld organisation med et årligt budget på 14 millioner kroner og højreekstremisten Newt Gingrich som uofficiel leder. Politikere af Gingrichs støbning er ikke just kendt for at være de varmeste fortalere for udbygning af velfærdsstaten. I Mjølnerparken kan forbrugerne altså se deres pizzapenge gå indirekte til øget pres - i USA ganske vist - for at skære ned på hjælpen til de fattige og dermed øget pres på de fattiges forbrug. Delores Schwans forbrug og politiske støttebeløb har derimod økonomisk set intet problem været for hende, for ægtemanden efterlod sig langtfra nogen pispotte af en pizza-fabrik, men ifølge Forbes magazine det 44. største privatejede firma i verden.

Tre pizzaer for en tier kan således føre vidt, hvis man som Schwan har 'hårdt arbejde' som hovedværdi og mener sig sat i verden for at "forøge livskvalitet gennem fødevare-løsninger", som firmaet skriver i sin formålserklæring. Det med den forøgede livskvalitet kan Føtex' kunder fra Mjølnerparken passende skrive sig bag øret, næste gang de fylder indkøbsvognen med Traditional Style Thin & Crispy Pizza.

Discount til milliarder

Der er store penge i små priser. Verdens tredjerigeste mand er den 85-årige Karl Albrecht, som sammen med sin bror i 1946 grundlagde den mest discountede af alverdens discountkæder, Aldi.

Føtex kan også være med på den økonomiske succesvogn, omend på et mere beskedent dansk niveau og med et sortiment iblandet luksusvarer.

Sammen med blandt andet discountkæden Netto udgør Føtex koncernen Dansk Supermarked, som har haft fremgang. Sidste år forøgede koncernen sin omsætning med 11 procent til 50 milliarder kroner. Det betyder, at ejerne har kunnet sætte 1,5 milliarder kroner til side.

Hvor ender disse mange kontanter? Halvdelen af overskuddet lander på en bakketop i Gentofte. Der bor Danmarks rigeste mand, Mærsk Mc-Kinney Møller, som ejer det halve af Dansk Supermarked. Mc-Kinney Møller er ikke selv kendt for et uhæmmet privatforbrug, hvis man da fraregner hans svaghed for donationer til elitekulturen, for eksempel Operaen i København.

Mærsk Mc-Kinney Møller er barn af en tid, hvor arbejdet var omdrejningspunktet for den enkeltes handlinger og håb, og Mc-Kinney Møller er da også kendt for mottoet 'rettidig omhu', der handler om ikke at sløse på arbejdet. Som sociologen Zigmunt Bauman imidlertid har påpeget, har forbruget i dag stødt arbejdet fra tronen som styrende værdi. Det gælder i en økonomisk opgangstid om at definere sig selv ved hjælp af anskaffelser. Ve den, som har forkert forbrug.

Den banale kendsgerning er, at tonsvis af pizzaerne kan gøre nogle få rige, men uanset hvor meget af denne junkfood, den enkelte fattige propper i sig, forbliver han eller hun fattig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her