Læsetid: 3 min.

Tre profeter udøver selvkritik

Efter 32 år ser tre debattører tilbage på, hvad de forudsagde som yngre mænd: Per Stig Møller er officiøs, Ebbe Kløvedal Reich varm, og Søren Krarup går amok ved gensyn med egne utopier
28. april 2005

Tilbage i 1516 opspandt Thomas Moore rejseberetningen Utopia, som betyder:
stedet, der ikke er.

Sådanne steder dvæler politiske tænkere længselsfuldt ved, og de hedder utopier. I 1973 bad Stig Vendelkærs forlag tre dengang lovende samfundsdebattører om at skrive hver deres bidrag til bogen Utopi og virkelighed, der også indeholdt en båndet samtale mellem samme tre: Per Stig Møller, Ebbe Kløvedal Reich og Søren Krarup.

Nu, 32 år efter, har forlaget Bindslev bedt de tre om at genoptage diskussionen og forholde sig til nutidens problemer i lyset af deres oprindelige tekster. Det sker i bogen med den spejlvendte titel Virkelighed og utopi.

Trioens retro-vurdering af egne tekster kan nedfiles til:

Per Stig Møller: 'Jeg lå på maven for de venstreorienterede og skrev for grimt omejendomsretten og for pænt om kollektivismen, men jeg har sidenhen skrevet så meget borgerligt klogt, som man kan læse i stedet for.'

Ebbe Kløvedal Reich: 'Tiden gik den stik modsatte vej af, hvad jeg gav den besked om, men jeg håber, den finder tilbage til Grundtvig og folkeligt fællesskab lokalt, nationalt, europæisk og globalt.'

Søren Krarup: 'Ha! Jeg fik ret ud over enhver forstand, og nu vanker der!'

Skepsis lyser igennem

Per Stig Møllers bidrag til 2005-bogen hæmmes af, at han ikke søger en ny sammenhængende fremstilling. Det har han nok ikke haft tid til, travlt som han futter og farer rundt. I stedet er han selvrefererende og officiøs. Han tillader dog en skepsis at lyse igennem sine mange henvisninger til internationale vedtagelser. Om fattigdom og miljøødelæggelse vedgår han:

"Demokratiet har således siden 1973 demonstreret, at det faktisk godt kan se problemerne og også kender løsningerne, selv om det stadig er et åbent spørgsmål, om vi når at få løst de store og katastrofelatente problemer i tide."

Kløvedals varme

Ebbe Kløvedal Reichs varme selvironiske tekst vækker ny smerte over hans alt for tidlige død. Sin egen oprindelige tekst kalder Reich "helt og aldeles uaktuel" og fortsætter:

"Nøgternt set gør det mig jo til en falsk profet, og jeg vil derfor denne gang undlade at kokettere med profetrollen."

Bevægende lyder hans slutord:

"En vis grad af naivitet er vel forudsætningen for overhovedet at give sig af med at håbe. Det kan gå helt anderledes, end vi mennesker håber. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi har 'håbet forkert'. Det har vi kun i det omfang, vores håb udelukker vores medmennesker."

Og Reich klinger ud med:

"Lige som hver generation har ansvaret for at føre samfundets historiske erfaringer op i nutiden, har den også ansvaret for at formulere et fælles håb for fremtiden. Det betyder i nutidig sammenhæng, at markedstænkningen og den reaktionære del af den kirkelige forkyndelse skal modsiges, helst overdøves - selv om det nok er et urimeligt mål at sætte sig."

Selvglæde og dømmesyge

I selve bogen lykkes det i hvert fald ikke nogen at overdøve Søren Krarup. Han går amok i selvglæde og dømmesyge. F.eks.:

"Utopiens vej er tydelig. Fra Rousseau over Hegel til Marx, fra Marx over Lenin til den revolutionære idealisme, der slog igennem her i landet med 1968 og har frembragt den danske elendighed, som folket omsider gjorde oprør mod i 2001-"

Folkets oprør mod den historiske elendighed består i, at Krarup selv blev valgt til Folketinget sammen med sin fætter og 20 andre repræsentanter for Dansk Folkeparti - et valgudfald, som Krarup triumferende kalder "et afgørende og glædeligt systemskifte".

Hans nedrakning af dagbladet Politiken kan vække mindelser om hetz i årene inden Danmarks befrielse, når ordlyden er:

"Jeg taler ikke om - hedder han ikke Carsten Jensen - den lille mand med den store mund, som fortrinsvis bevæger sig i underlødighedens, for ikke at sige underlivets regioner. Men jeg taler f.eks. om hans chefredaktør-"

Om sidstnævnte fortsætter Krarup selvsmagende:

"Og det er i grunden mærkeligt med Tøger Seidenfaden, for jeg er er lige ved at have kendt ham som dreng, idet jeg traf hans mor på grundtvigsk konvent på Rødding Højskole i 1970'erne, hvor den lille Tøger vist nok var sammen med sin mor."

Aha, mærkeligt ved Tøger Seidenfaden er altså, at Søren Krarup er lige ved at have kendt ham som dreng. Ser man det!

Krarups dømmesyge omfatter statsminister Fogh, "som jeg har haft stor tiltro til i hans kulturkamp og opgør med kulturradikalismens had til kristendom og danskhed, men hvis holdning og integritet i dette opgør jeg er kommet til at tvivle på".

Uha, ilde for nationens skæbne varsler det, at Fogh ikke længere lever op til Krarups tillid. Nu mangler vi bare, at folket heller ikke gør det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her