Læsetid: 5 min.

De tre tenorer

Kan Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og Gordon Brown sammen bringe nyt liv til EU's udenrigspolitik? Diplomater har høje forhåbninger på en række områder. Men på Tyrkiet og frihandel er der ingen fællessang fra Berlin, Paris og London ANALYSE
6. juli 2007

1000 euro-spørgsmålet: er der nye tider på vej for Europa? EU har været under anklage i lang tid for at være mere optaget af sin egen navle (læs: genopliv-ningen af den europæiske forfatning i form af en ny reformtraktat) end af at koncen-trere kræfterne om de globale politiske og økonomiske udfordringer, kontinentet står over for. Og analytikere har i det sidste års tid fremhævet, at det franske præsidentvalg og lederskiftet i Storbritannien skulle overstås, før Unionen kunne løse forfat-ningsproblemet, komme ud af den midler-tidige lammelse og gå i gang med at løse den massive opgaveliste, som stats- og regeringscheferne står over for; fra klima-problemer til energikriser, fra terrortrusler og organiseret kriminalitet til udlændinge-politik og jobskabelse. Og nu er de gamle mere eller mindre handlingslammede ledere Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Tony Blair forsvundet. Den nye trio er på plads:

Angela Merkel har været på banen siden 2005, og prises uden for Tyskland som en kompetent og viljefast forhandler, der allerede har hevet gedigne resultater hjem ved indviklede møder i både G8 og EU. Hun er både inde i substansen og velsignet lige-glad med selv at skulle tage æren for resultaterne - en ægte moderne leder, der lader holdet arbejde sammen.

Præsident Nicolas Sarkozy har med et rasende tempo og en tilsyneladende altædende ambition om at bestemme alt i Frankrig også ambitioner om at anbringe Paris "solidt i hjertet af Europa," som han sagde den nat, han blev valgt. Det inklu-derer at sætte så mange franske fingeraftryk som muligt på den fælles politik og hurtigt komme væk fra den ydmygende position, som et land, der holdt Europa tilbage efter nej'et ved folkeafstemningen i maj 2005.

London på plads

Endelig er Gordon Brown som den sidste i den 'gamle' magtens trekant i EU nu også installeret i Downing Street 10. Her har han spillet ud med en omfattende konsti-tutionel og demokratisk parlamentarisk reform af magtdelingen i Storbritannien, samtidig med at han allerede på fjerde-dagen af sin embedsperiode blev kastet ud i en terrorkrise med de mislykkede bombe-angreb i London og Glasgow. Endnu har han ikke spillet ud i Europa-politikken, men han har holdt sin aftale med Tony Blair - helt afgørende for resten af EU - om ikke at sende den nye reformtraktat til folke-afstemning i Storbritannien, også selvom han kunne vinde mange billige indenrigs-politiske points ved at gøre det.

I Paris ser franske EU-diplomater med fornyet optimisme på EU som en stærkere global aktør i fremtiden efter lederskiftene. En diplomat siger til Information, at den nye trio er fælles om en moderat pro-atlanticisme, der kan blive væsentlig i samarbejdet mellem EU og USA: "Sarkozy er langt mere pro-amerikansk end Chirac i sikkerhedspolitikken, og samtidig er både Merkel og Brown mere moderate og åbne, hvor Tony Blairs opbakning til George Bush ofte havde et meget emotionelt element. Det satte mange i Washington pris på, men det førte ikke nødvendigvis til mange resultater. Vi tror på, at EU med de tre ledere kan tilvejebringe nogle konstruktive og samlede standpunkter på både krisen i Mellemøsten, den nukleare krise i Iran og bløde op på det spændte forhold til Rusland både når det gælder energipolitik, menneskerettigheder og sikkerhedspolitik."

Sarkozys netværk

I London forventer de britiske EU-diplomater sig også en del af Sarkozys langt mere pro-israelske holdning end Chiracs traditionelt franske pro-arabiske linje. Her har man bidt mærke i Sarkozys gentagne besøg i London og hans i fransk sammen-hæng modige ros til den britiske liberale arbejdsmarkedspolitik, som Sarkozy mener, fransk økonomi kan lære af, når det gælder jobskabelsen. Og hans netværk er bredt. Han kender personligt både Blair (som han kalder for "sin ven") og Brown og har optrådt som taler for det tyske CDU sammen med Merkel. Han er også en nær bekendt af den portugisiske, liberale EU-kommissionsformand Jose Manuel Barroso.

Endelig kan man også, når det gælder ud-lændingepolitik og illegal indvandring, forvente sig et tæt samarbejde mellem EU's tre gamle kernelande, til glæde for især EU's middelhavslande, som er meget interesserede i en stærkere, samlet Afrika-politik. Et initiativ om et EU-Afrika topmøde er givet høj prioritet for det nye portugisiske EU-formandskab ved siden af færdiggørelsen af reformtraktaten.

Men der er dog også områder, hvor de tre tenorer ikke kan synge i kor. Tyrkiets ønske om medlemskab af EU er et ømt punkt, hvor Sarkozy ikke har tænkt sig at vige fra sit valgløfte om at forsøge at stoppe forhandlingerne til fordel for et såkaldt 'privilegeret medlemskab'. Merkel er et stykke ad vejen enig, men anerkender det kollektive løfte, som unionen har givet Tyrkiet og er ikke villig til at bryde det. Fra London er holdningen den stik modsatte af den herskende i Paris. Her findes de varm-este fortalere for tyrkisk medlemskab, både af økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde, en holdning, som deles i Washing-ton. Et andet særdeles sprængfarligt emne er holdningen til frihandel, hvor London og Paris er på hver sin side mere end nogen-sinde før.

"Hvad har den frie konkurrence gjort af godt for Europa?" spurgte præsident Sarkozy bevidst provokerende i forrige uge, efter at han havde formået at få fjernet en sætning om fri og ikke forvredet konkur-rence, som et af EU's grundformål fra mål-sætnings-afsnittet i den nye EU-traktat. Tony Blair modtog en edderspændt rasende telefonopringning fra Gordon Brown, og måtte derefter kæmpe for at få sætningen ind igen, hvilket den kom i en protokol.

For at der ikke skulle herske nogen som helst tvivl om Browns uhildede liberale linje, lod han sin nyindsatte finansminister Alistair Darling give et stort interview til Financial Times onsdag i denne uge, hvor Darling slog fast, at 'økonomisk patrio-tisme' - et fransk koncept, som værdsættes af Sarkozy - ikke gav mening overhovedet.

"Det er dybest set intet andet end protektionisme," slog Darling fast. Hvis nogen herefter skulle være i tvivl om, hvor det udsagn var rettet hen, tilføjede han senere i interviewet, at "yoghurt, hvor dejligt det end smager, er næppe en kerneindustri" - en henvisning til Paris' succesfulde kamp for at forhindre den franske yoghurt-gigant Danone i at blive købt af et amerikansk firma.

Alt ånder således ikke idyl i den euro-pæiske rosenhave, men der er god grund til at fremhæve, at mængden af knopskydnin-ger og roser er langt større efter leder-skiftene end de torne, som fortsat findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her