Læsetid: 3 min.

Tre ting - det er dét, der skal til

Tre organisationer præsenterede i går et tredelt program, som skal sikre, at Danmark bliver et førende videnssamfund
18. maj 2005

Statsministeren har selv sagt det. Danmark skal blive et førende videnssamfund, hvis vi skal klare os i den hårde, globaliserede verden. Det har tre organisationer, nemlig Dansk Industri (DI), Akademikernes Centralorganisation (AC) og Centralorganisationen af Industriansatte (CO-industri) taget alvorligt, og i går havde de indkaldt til konferencen Fra viden til vækst og beskæftigelse - hvad skal der til?

Det foregik på IT-Universitetet på Amager, og i foyeren stod fire unge fyre og spillede bordtennis. Det er dem, det hele handler om - for det er dem, der skal skabe væksten i fremtiden, når den sidste slagteriarbejder om nogle få år er fyret. Men hvad skal der til for at sikre Danmark som førende videnssamfund?

Tre organisationer

Tallet tre er magisk. Det ved enhver, der har læst eventyr eller været på kommunikationskursus. Og de tre formænd fra de tre organisationer mener, at der skal sættes ind på tre hovedområder.

For det første skal der satses mere på forskning og universitetsuddannelser. Det fortæller direktør for DI, Ole Krog: "Vi skal starte nu med at investere. Jeg håber vi kan få en milliard til at starte investeringsplanen op med." Målet er, at Danmark i år 2010 skal bruge tre procent af BNP på forskning og undervisning - heraf skal staten betale den ene procent.

"Men hvis regeringen beslutter, at en milliard er for lidt til at starte med, så er jeg sikker på, at vi nok skal finde ud af det," siger Ole Krog.

For det andet skal virksomhederne i højere grad ansætte højtuddannede, og derfor skal der oprettes et center for innovation. Det fortæller formand for CO-industri, Thorkild E. Jensen: "Mange af de små og mellemstore virksomheder kan ikke finde rundt i innovationsjunglen."

For det tredje, skal vi blive bedre til at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Til det formål skal der blandt andet laves en greencard-ordning, som gør det muligt for de klogeste udlændinge at få opholdstilladelse.

"Vi har brug for vidensverdensmestre i Danmark. Vi skal have flere lokomotiver til at trække toget," som Thorkild E. Jensen formulerer det. Helge Sander er også til konferencen. Han mener, at opgaven rummer tre centrale temaer. For det første skal vi have vidensmiljøer i verdensklasse: "Godt er ikke godt nok. Vi skal være endnu stærkere. Og vi skal kunne omsætte forskning til faktura."

For det andet skal vi udbygge det internationale samarbejde: "Vi skal blive bedre til at udnytte de muligheder, der er. Eksempelvis forskningsprojekter i EU."

Og for det tredje skal vi have universiteter i verdensklasse. Det punkt kan måske umiddelbart minde om et'eren, men da Helge Sander uddyber, viser det sig, at tre'eren med fordel kan deles op i tre underpunkter.

For det første skal vi have flere til at tage en universitetsuddannelse. For det andet skal kandidaternes gennemsnitsalder være lavere og for det tredje skal vi blive bedre til at tiltrække udenlandske forskere.

Tre forskere

Så er der kagepause. Herefter fortæller tre repræsentanter fra forskningsverdenen om, hvad de mener, er vigtigt. Rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam, mener at den nye gymnasiereform er en skandale. Bruno Hansen fra Danmarks Forskningspolitiske Råd mener, at udfordringen er tredelt - og endelig præsenterer professor Svend Erik Hougaard Jensen tre synspunkter - hvoraf han kun når de to første - at man ikke skal sprede forskningsmidlerne for meget, og at der er brug for en ny stillingsstruktur på universiteterne - før han må give ordet til fire! politikere - Helle Thorning-Schmidt (S), Marianne Jelved(R), Hanne Severinsen (V) og Per Ørum Jørgensen (K). De svarer på spørgsmål og kappes om, hvem der vil give flest milliarder til forskning.

Kagepausen er interessant. For der er der tid til at kigge sig om. IT-Universitetet er spritnyt og meget imponerende. Det er tydeligvis ikke her, man har brug for de milliarder, politikerne snart vil diskutere: Foyeren er enorm - og går man op ad trapper, kan man se glas-mødelokaler, der nærmest hænger frit ud fra luften. Overalt er der designermøbler, fladskærme og glasfacader. Fra en repos højt oppe kan man se to elever snyde sig ind i konferencens kagekø. Det er dem, det handler om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her