Læsetid: 9 min.

Fra den tredje vej til den milde totalitarisme

23. juli 2005

Et mildt formiddagslys falder ind over det lille hjørneværelse og rammer nogle af de sociologiske og antropologiske tidskrifter, der ligger skødesløst på arbejdsbordet og i den beigefarvede sofa. Det er her i et byggeforeningshus i den nordlige skotske by Aberdeen, at den verdenskendte sociolog Roland Robertson er ved at skrive en ny bog om glokalitet og modernitet. Han betragtes af mange som ophavsmanden til ordet 'glokalisering', og intet er mere naturligt end at spørge ham, hvordan han egentlig kom på den idé.

"Fra de senere 1970'ere og op igennem 80'erne var vi en gruppe sociologer og antropologer, der debatterede globaliseringen. Men ordet globalisering fik først en bredere udbredelse i den post-sovjetiske æra efter kommunismens sammebrud. USA nærmest hoppede oven på Berlin-muren og banede vej for en meget begrænset fortolkning af globaliseringen. De nyliberale kidnappede globaliseringen som et økonomisk begreb. Man anede, at det kunne ende med en kapitalisering af hele verden," husker professoren.

- Så De opfandt altså begrebet glokalisering i frustration over økonomernes kannibalisering af globaliseringen?

"Ja, det gjorde jeg, Den økonomistiske tilgang reducerede alt i globaliseringen til økonomiske faktorer, men jeg ønskede at analysere globaliseringen som et multifacetteret begreb, der ikke kun dækker økonomiske forhold, men også politiske, sociale og kulturelle faktorer."

Robertson, der siden 1990 har været leder af center for globaliseringsstudier ved Aberdeen Universitetet, fortæller, at det egentlig var lidt af et tilfælde, at han kom på glokaliseringen. For efter han var flyttet til Aberdeen, fik han Oxfords ordbog for nye ord i julegave.

"Jeg har den der vane med at bladre i listen over nye ord, og i ordbogen stødte jeg pludselig på ordet glokal," husker han. "Jeg lærte, at det var et ord, som var udbredt i japansk erhvervslitteratur. Det var inspireret af det japanske ord dochakuka, som betyder at leve på sin egen jord og gøre noget universelt indfødt. Når man dyrker ris på sin jord, er det i japansk kontekst ikke bare udtryk for risens universelle, næsten hellige, betydning. For der er ikke to personer, der dyrker ris på nøjagtig samme måde. Glokal udtrykker det universelle og partikulære i et og samme ord."

Japanerne brugte det mest i den økonomiske litteratur, men Robertson skrev i 1994 en artikel om glokaliseringen til tidskriftet Journal of International Communication og bragte det siden ind i en bredere social ramme på hele feltet af globale studier. Han indrømmer dog, at han ikke var alene om den glokale nytænkning:

"Jeg plejede at tro, at jeg opfandt begrebet glokalisering. Men jeg er ikke sikker mere. For tre-fire år siden blev jeg gjort opmærksom på, at Eric Swyngedouw havde brugt ordet glokal inden for den geografiske forskning på samme tidspunkt som mig. Han hentede også inspiration fra Japan. Jeg vil dog alligevel mene, at det var mig, der fik globaliseret ordet glokalisering."

- Der er en lidenskabelig debat om, hvorvidt globaliseringen betyder, at verden blive mere homogen og ensartet, eller den skaber nye uensartetheder og forskelle. Hvad mener De?

"Mange har søgt at fortolke mine teorier som et forsøg på at begribe verden som noget, der bliver vidunderligt integreret, men det har aldrig været min hensigt. For mig er en sammensmeltning af hele verden potentielt lige så katastrofal, som den er lovende. Efter terrorattentatet den 11. september 2001 kunne man måske tænke, at verden står på randen af ragnarok. Globaliseringen er for mig lige så meget afslutningen af den gamle verden, som det er en udkrystallisering af hele verden som det samme sted. Mange mennesker har en velmenende drøm om at bevare den lokale kommune - og den drøm kan jeg have en vis sympati for - men talen om fællesskabet og lokaliteten er også et globaliseret fænomen. Ideen om at bevare det lokale er en global ide, og kommunitarismens popularitet bygger paradoksalt nok på, at den er blevet globaliseret."

- Forstærkes ensartetheden af transnationale selskabers varer?

"Mange har en følelse af, at globaliseringen - ikke mindst i den økonomiske - fører til mere ensartethed på grund af de transnationale virksomheder som McDonald's, Starbucks og de vanlige mistænkte. Men jeg så i mine antropologiske og sociologiske undersøgelser, at det ikke er tilfældet. Den moderne verden er en kompleks sammenvikling af ensartethed og forskelligheder."

- Selv de store burgerkæder har opgivet at sælge den samme burger i hele verden?

"Ja, der er mange eksempler på det. Der er mere end 20 forskellige opskrifter på at sælge Guinness-øl i verden, og det samme er tilfældet med Heineken. Hvis man rejser rundt i verden, bliver man vant til, at noget smager forskelligt forskellige steder. Pepsi Cola er meget sødere i nogle lande end andre. McDonald's pommes fritter smager meget forskelligt i forskellige lande. Jeg har ikke spist mere end tre gange i en McDonald's restaurant, men en af de værste oplevelser var at spise pommes fritter i Brasilia, hvor de bruger ufattelig meget salt," siger Roland Robertson.

"Forskellene er uundgåelige, og nogle gange er de skabt bevidst. Folk siger, at verden bliver overskyllet af Starbucks og andre globale mærker, og så reagerer de ved at sige, at 'vi' - hvad enten de lever i Egypten, Frankrig eller Danmark - må have vore egne kaffehuse. Starbucks giver os en idé om globaliseret kaffedrikning, men får os til at give denne idé et lokalt udtryk. Mange forestiller sig, at Burger King er en amerikansk burgerkæde, men Burger King er et britisk selskab. Hilton-hotellerne, som oftest siges at være ærkeamerikanske, er også britiske. Og mange medicinal-selskaber, som folk tror er britiske, er derimod franske. Der er stor forvirring, men mange transnationale selskaber forsøger at kapitalisere på forskellene. United Colors of Benetton har et magasin, som de kalder Colors, og dets målsætning er at besejre monokulturen. Så hvis man køber Benetton-tøj, abonnerer man på en verden af forskelle og en kakafoni af ansigter, stemmer og farver."

"En af de mest interessante ting ved den moderne kapitalisme er en sofistikeret sammenvævning af kultur og økonomi. For at folk skal få lyst til at købe ting, gøres folk også mere opmærksomme på smag og kulturelle forskelle. De transnationale selskaber søger aktivt at skabe kulturelle nicher og klassificerer forbrugerne i forskellige typer. I den marxistiske terminologi var kulturen en afspejling af den økonomiske basis, men i den moderne økonomiske verden spiller de kulturelle faktorer en stærk og selvstændig rolle."

- Kan Deres glokaliseringsteori bruges til at begribe, at Frankrig og Holland stemte nej til EU's forfatningstraktat?

"Jeg har ikke skrevet om det, men jeg har tænkt en del over det. Det berømte franske 'non' og det hollandske 'nee' kan ses som eksempler på glokaliseringen forstået som modstand. I Holland har de traditionelt været stærke tilhængere af den europæiske integrationsproces, og deres intellektuelle har i mange år stolt sagt, at de er villige til at opgive hollandskheden for en højere idé, en europæiskhed. Nu er vi vidner til et tilbagetog til det lokale forstået som Holland. Jeg tror ikke, at den hollandske eller franske befolkning er imod den europæiske idé som sådan, selv om de måske konkret er imod Tyrkiets medlemskab af EU. Men de stræber efter at finde en særlig plads i Europa, og på en måde forsøger de som europæere at forvandle Europa-ideen til et projekt for de indfødte. De kræver respekt for de nationale særegenheder i den universelle europæiske kontekst."

- Måske er det svært for folk at føle europæiskhed på et tidspunkt af historien, hvor den kulturelle og økonomiske globalisering speeder op, og der samtidig er en intensiveret søgen efter det lokale og nationale fællesskab?

"Jeg er ikke uenig i det, du siger. Det er ironisk, at franskmændene med deres 'non' har sprængt den første store bombe under det udvidede EU, for unionen har fra begyndelsen været klassisk fransk i struktur og opbygning."

"Jo mere EU udvider sig, des sværere bliver det at holde unionen sammen. Men hele projektet med at udvide EU og inkludere flere og flere personer og forskelle kan ikke bindes sammen med hundreder af sider i en såkaldt forfatning, der er et af de mere farceagtige fænomener i det 21. århundrede. Det er en deklaration for bureaukrater. Udviklingen af Den Europæiske Union er ikke lovende for tiden."

- Hvad kan Europa blive i en tid, hvor der er en samtidig intensivering af globaliseringen og af lokaliseringen?

"Det samme problem står andre transnationale projekter overfor. USA vil også i de kommende år få svært ved at hænge sammen som nation. Der et af de største mysterier i moderne tid, at et så stort territorium som USA har været i stand til at hænge sammen. Man kan rejse igennem ørkenen, afsidesliggende byer og forskellige stater, og se det samme flag, de samme gule skolebusser og så videre. Men man skal ikke tage det for givet i fremtiden. Det er ikke absurd at tænke på afslutningen for USA. Grænserne er mere porøse, og mexicanere og andre latinamerikanere er blevet mere og mere synlige i Californien, New Mexico og Arizona. Det er ikke usandsynligt, at de med tiden vil arbejde for, at disse stater erklærer uafhængighed. Og når der er valg i Mexico, tager mexicanske politikere til Californien for at føre valgkamp. Sammenblandingen på kryds og tværs er karakteristisk for vor tid, og de oversøiske vælgere får en stigende betydning i den nationale politik. Jeg lever i Storbritannien, men har også amerikansk statsborgerskab. Jeg betragter min stemme i USA imod Bush som vigtigere end min stemme ved britiske valg. Før stemte jeg på Labour, men ved de seneste par valg har jeg stemt imod Blairs New Labour. Hvis Blair styrede et lige så stort land som Bush, ville han være en farlig mand."

- Hvorfor?

"Han repræsenterer en farlig autoritær tendens i de vestlige lande. Blair har forsøgt at institutionalisere sin tredje vejs politik - der er promoveret af Anthony Giddens, hvis ideer om globaliseringen jeg slet ikke har respekt for. Sloganet om en tredje vej har en grim klang. Det var hovedtemaet for Mussolini i Italien og for Atatürk i Tyrkiet. Tredjevejs-ideen er brugt så mange gange i historien, og alle disse forsøg på at bygge bro over forskellige ideologier har en grim historie. Tredjevejs-retorikken fra Blair er også ledsaget af en ubehagelig og voksende indgriben i vore private liv. Ideen om at indføre identitetskort er en forfærdelig idé. Det nazistiske Tyskland og apartheidstyret i Sydafrika var besat af det samme. ID-kort kan lyde uskyldige, men den mængde af informationer, som kan bygges ind i disse kort, kender ingen grænser. De kunne sige, hvor mange gange man har været skilt. De kan bruges til at kontrollere indvandringen. Og de nye autoritære tendenser ser ud til at blive accepteret ret passivt af befolkningen. Jeg er bekymret over, at vi er på vej til en form for mild totalitarisme, og vi må være på vagt. Det må råbes ud fra hustagene, at vore samfund hurtigere og hurtigere er ved at ende som totalitære samfund."

- Hvorfor synes De, at Blairs brobygning over forskellige begreber er farlig. Deres egen teori om glokalisering er da også et forsøg på at bygge bro?

"Touché. Ja, det er en god indvending," siger Roland Robertson og tager en stor slurk kaffe. "Min modvilje mod tredjevejs-strategien er, at den som nationalsocialismen søger at rumme indbyrdes modstridende ideologier, men jeg vil ikke afvise, at jeg i glokaliserings-teorien søger at forene uforenelige begreber. Jeg er under anklage og er måske skyldig. Jeg har ikke lige et svar på det og må foreløbig tage din indvending til mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu