Læsetid: 9 min.

Trejde angrebsbølge mod Europa ruller

I fanatiske muslimers øjne er krigen mod kristendom og Europa trådt ind i en ny fase. Det afgørende spørgsmål lyder: Vil Islam erobre verden, eller vil friheden i sidste ende være det mest tillokkende?
19. april 2007

Set med et fanatisk og beslutsomt muslimsk mindretals øjne er den tredje angrebsbølge mod kristendom og Europa allerede begyndt. Den første bølge daterer sig tilbage til selve islams begyndelse, da den nye tro spredte sig ud fra den arabiske halvø, hvor den havde sin vugge, til Mellemøsten og videre. Det var dengang, muslimerne erobrede Syrien, Palæstina, Ægypten og Nordafrika - på det tidspunkt alt sammen en del af den kristne verden - og fortsatte op i Europa. Der erobrede de en stor del af det sydvestlige Europa, inklusiv Spanien, Portugal og Syditalien, der blev en del af den islamiske verden, og de gik endda over Pyrenæerne og besatte for en tid dele af Frankrig.

Den anden bølge bestod ikke af arabere og maurere, men af tyrkere og tartarer. I midten af det 13. århundrede konverterede Ruslands mongolske erobrere til islam. Tyrkerne, som allerede havde erobret Anatolien, rykkede ind i Europa, og i 1453 indtog de det gamle kristne citadel i Konstantinopel. De erobrede en stor del af Balkan og regerede i en periode over halvdelen af Ungarn. To gange nåede de så langt som til Wien, som de belejrede i 1529 og igen i 1683.

Terror og indvandring

Den tredje bølge har taget en anden form: terror og indvandring. Hvad jeg vil beskæftige mig med her, er det andet aspekt, som har en mere specifik relevans for Europa i dag - spørgsmålet om indvandring.

I tidligere tider var det utænkeligt, at en muslim frivilligt flyttede til et ikke-muslimsk land. Muslimske retslærde har i 'sharia-lærebøger og -manualer i detaljer diskuteret, hvorvidt det er tilladt for en muslim at leve i eller blot besøge et ikke-muslimsk land - og hvad han skal gøre, hvis han befinder sig i et ikke-muslimsk land.

Den anden mulighed er den, at en vantro i de vantros land ser lyset og omfavner den sande tro - med andre ord bliver muslim. Han må også rejse så hurtigt som muligt og drage til et muslimsk land. Den tredje mulighed er som besøgende. I mange år var det eneste legitime formål med at besøge et ikke-muslimsk land at tage fanger. Dette blev senere udvidet til også at gælde diplomatiske og kommercielle opgaver.

Da det europæiske modangreb blev sat ind, blev der tilføjet et nyt problem til den stadige diskussion. Hvordan stiller en muslim sig, hvis hans land bliver erobret af vantro? Må han blive, eller skal han rejse?

Der findes nogle interessante dokumenter fra slutningen af det 15. århundrede, da generobringen af Spanien var afsluttet, og marokkanske retslærde diskuterede spørgsmålet. Det generelle svar var, at det ikke er tilladt for en muslim at blive.

Tolerant magt

Men hvad hvis det kristne styre, der overtager magten, er tolerant? Det viste sig naturligvis at være et hypotetisk spørgsmål. Men svaret var nej; selv i det tilfælde måtte man ikke blive, for fristelsen til at falde fra var endnu større. Man måtte rejse og håbe, at når Gud ville, var de i stand til at generobre deres hjemlande og genindføre den sande tro.

Her vil jeg minde om, at det her ikke blot handler om en anderledes religion, men også om et anderledes koncept for, hvad religion handler om, her refererer jeg specielt til, hvad muslimer kalder sharia, islams hellige lov. Sharia dækkede en mængde emner, der blev anset for sekulære i den kristne verden selv i Middelalderen, og gør det så sandelig i dag i, hvad nogen kalder den vestlige verdens post-kristne tidsalder.

Tydeligvis er der nu mange ting, der drager muslimer til Europa, deriblandt mulighederne for at få tilbudt arbejde og velfærd, specielt i lyset af den voksende økonomiske nedtur i store dele af den muslimske verden. De får også ytringsfrihed og uddannelser, som de ikke har derhjemme. Dette er i øvrigt en vigtig tilskyndelse for terrorister som migrerer. Terrorister har langt større frihed til at forberede sig og operere i Europa - og til dels også i USA - end i de fleste islamiske lande.

I hvor vid udstrækning er det muligt for muslimske migranter, som har bosat sig i Europa, i Nordamerika og andre steder, at blive en del af de lande, de bosætter sig i, på samme måde som så mange andre immigranter har gjort?

For at besvare det spørgsmål må vi se på de grundlæggende forskelle mellem, hvad der præcis menes med assimilering og accept. Her er der en umiddelbar og tydelig forskel mellem Europa og USA. For at en immigrant kan blive amerikaner, kræver det en ændring af det politiske tilhørsforhold. For at en immigrant kan blive franskmand eller tysker, kræver det en ændring af den etniske identitet.

At skifte politisk tilhørsforhold er sandelig noget lettere og mere praktisk end at skifte etnisk identitet.

Radikale finder allierede

Hvad er europæernes reaktion på situationen? I både Europa og USA er et ofte hørt svar, hvad der kaldes enten multikulturel eller politisk korrekthed. I den muslimske verden er der ikke de samme begrænsninger. De er meget bevidste om deres identitet. De ved, hvem de er, hvad de er, og hvad de ønsker, en kvalitet vi i vid udstrækning synes at have mistet. Det er en kilde til styrke hos den ene, til svaghed hos den anden.

Radikale islamister har endog været i stand til at finde flere allierede i Europa. De har en venstrefløjsappel til de antiamerikanske elementer i Europa, for hvem de, om man så må sige, har erstattet russerne. De har en højrefløjsappel til de anti-jødiske elementer i Europa, som erstatning for Aksemagterne.

I Tyskland findes der en interessant undtagelse, her er de fleste muslimer tyrkere. Der har de ofte haft en tilbøjelighed til at sidestille sig med jøderne, at se sig selv som efterfølgere til jøderne som ofre for tysk racisme og forfølgelse.

Jeg husker et møde i Berlin, hvor emnet var de nye muslimske mindretal i Europa. Om aftenen spurgte en gruppe tyrkiske muslimer, om jeg ikke ville komme over og høre, hvad de havde at sige om det. Den udtalelse, jeg husker bedst, var:

"I 1.000 år var de (tyskerne) ude af stand til at acceptere 400.000 jøder. Hvad håb er der så for, at de vil acceptere to millioner tyrkere?"

Nogle tyrkere i Tyskland brugte dette til meget dygtigt at spille på tysk skyldfølelse i et forsøg på at begrænse ethvert effektivt forsøg på at beskytte den tyske identitet, der, mener jeg, ligesom andre i Europa er ved at blive bragt i fare.

Spørgsmål om tolerance

Man vil huske, at mod slutningen af den første fase af den kristne generobring, efter Spanien og Portugal og Sicilien, fik muslimerne et valg: dåb, eksil eller døden. I de tidligere ottomanske lande i det sydøstlige Europa var lederne af, hvad man kan kaldegenerobringen noget mere tolerante, men ikke ret meget.

Jeg nævner dette punkt på grund af den meget skarpe kontrast til behandlingen af kristne og andre ikke-muslimer i de islamiske lande på det tidspunkt. Da muslimerne kom til Europa, havde de forventninger om at møde tolerance. De følte, at de havde ret til i hvert fald den samme grad af tolerance, de havde vist ikke-muslimer i de store muslimske imperier i gamle dage. Både deres forventninger og deres erfaringer blev meget anderledes. Da de ankom til de europæiske lande, fik de både mere og mindre, end de havde ventet. De fik mere, forstået på den måde at de i teorien og ofte i praksis fik politiske rettigheder, lige adgang til job, alle velfærdsstatens goder, ytringsfrihed og så videre og så videre. Men de fik også betragteligt mindre, end de selv havde givet dengang. I det Ottomanske rige, f.eks., havde ikke-muslimske samfund separate organisationer og styrede deres egne foretagender. De indkrævede deres egne skatter og håndhævede deres egne love. Der fandtes adskillige kristne samfund, der hver levede under deres eget lederskab, og var anerkendt af staten. Disse samfund havde deres egne skoler og uddannelsessystemer, administrerede deres egne love i sager som ægteskab, skilsmisse, arv og lignende. Jøderne gjorde det samme.

Muslimske immigranter har ikke den samme grad af uafhængighed i deres eget sociale og lovbestemte liv i den moderne stat. Det er ret urealistisk for dem at forvente det, når man ser på den moderne stats indretning, men det er ikke sådan, de ser på det. De føler, de har ret til at modtage, hvad de selv gav. Som en af mine muslimske venner i Europa sagde: "Vi tillod jer at praktisere monogami, hvorfor skulle I så ikke tillade os at praktisere polygami?"

Dette rejser væsentlige spørgsmål. Er en immigrant, der får lov til at tage til Frankrig eller Tyskland, berettiget til at bringe sin familie med? Og hvad består hans familie nøjagtig af? De forlanger i stadig større udstrækning - og får tilladelse til - at tage flere koner med.

Håndhævelsen af sharia er lidt vanskeligere. Dette har udviklet sig til et uhyre følsomt emne.

Et andet beslægtet spørgsmål, og lige så følsomt, er kvindernes stilling, hvor der er meget stor forskel på kristendom og islam. Dette har virkelig været et af de store problemer mellem de to samfund.

Vil tredje bølge lykkes?

Og hvor står vi nu? Er tredje gang lykkens gang? Det er ikke umuligt. Muslimske immigranter har visse klare fordele. De har glød og overbevisning, hvilket i de vestlige lande enten kun opleves i mindre grad eller slet ikke. De er overbevist om det rigtige i deres sag, hvorimod vi bruger det meste af vores tid på selvnedgørelse og selvydmygelse. De har loyalitet og disciplin og, måske det vigtigste af alt, de har demografien på deres side.

Kombinationen af den naturlige tilvækst og migration, der bevirker store ændringer i befolkningerne, kunne inden for en overskuelig fremtid føre til afgørende flertal i flere europæiske byer eller endog lande.

Men vi har også visse fordele, først og fremmest viden og frihed. Enestående, moderne viden er naturligt nok tillokkende for et samfund, der engang stod for det fremmeste inden for videnskab og lærdom. Muslimerne er ivrigt og smerteligt bevidste om deres relative tilbageståenhed og byder muligheden for at rette op på det velkommen. Mindre tydelig, men også magtfuld, er friheden. Tidligere blev ordet frihed i den islamiske verden ikke brugt i politisk forstand. Frihed var et juridisk koncept. Du var fri, hvis du ikke var slave. De brugte ikke frihed og slaveri som metaforer for et godt eller dårligt styre, som vi i den vestlige verden har gjort i lang tid.

De udtryk, de benyttede til at betegne godt og dårligt styre, er retfærdighed og uretfærdighed. Et godt styre er et retfærdigt styre, et i hvilket den hellige lov, inklusiv dens begrænsninger med hensyn til suveræn autoritet, håndhæves strengt. I teorien - og indtil moderniseringen satte ind også til en vis grad i praksis - afviser den islamiske tradition på det bestemteste et despotisk og vilkårligt styre. At leve under retfærdighed er det nærmeste, de kommer til, hvad vi ville kalde frihed. Men ideen om frihed i den vestlige betydning af ordet er på vej fremad. Det finder mere og mere forståelse, bliver mere og mere værdsat og mere og mere eftertragtet. I det lange løb er det måske vores bedste håb, måske vores eneste, for at overleve i den kommende kamp.

Historikeren Bernard Lewis fra Princeton University blev sidste uge tildelt The Irving Kristol Award ved The American Enterprise Institute i Washington. Han har skrevet adskillige bøger om islam, Mellemøsten og Europa

© 2007 Global Viewpoint
Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er et portræt af Bernard Lewis:

http://en.wikipedia.org/wiki/Bernard_Lewis

Jeg kan ikke nogen steder, at han er zionist eller neokonservativ. Men jeg er ikke enig med ham på alle punkter. F.eks. er han langt mere positiv, hvad angår muligheden for frihed og demokrati i den muslimske verden, end jeg er. Og hans afvisning af, at folkedrabet på armenerne var et slags Holocaust, mener jeg er det rene sludder.

Hvad angår professor Sven Burmester, så er han vist nok socialdemokrat. Han har ihvertfald skrevet en bog sammen med Ritt Bjerregaard.

Generelt mener jeg, at man skal lade være med at sætte etiketter på eksperter og forskere, men hellere se på seriøsiteten af deres forskning.