Læsetid: 4 min.

Efter trekampen

3. juni 1997

MENS FRANKRIG oplevede sit jordskredsvalg og nu indleder en epoke med ufrivillig cohabitation mellem præsident og regering, og mens Tysklands koalition er ved at gå i indre opløsning, mødtes Danmarks tre mest betydende politikere til en offentlig debatrunde i DR-TV.
Uden med ét nævneværdigt ord at beskæftige sig med denne store omverden - herunder EU hvis videre udvikling på forandrede vilkår nok er en debat værd - lod de tre og ordstyrerne diskussionen indskrænke sig til sognerådsspørgsmål som lejeværdi og efterløn. For slet ikke at tale om hvorvidt den økonomiske relative fremgang nu skyldes Schlüters indsats for 10 år siden eller er resultat af Nyrups aktuelle bedrifter.
Man tror jo hver gang det er løgn, når politikere således tilsidesætter enhver finfølelse og påberåber sig egne evner og indsats som årsag til alt godt i verden. I andre sammenhænge ville man bede så skamløst pralende personer om at forlade lokalet. Uimodsigeligt lader der til at gælde særlige regler for den samværsform, der noget misvisende går under betegnelsen politisk debat.
Objektivt konstateret sidder tre voksne mænd i jakkesæt og slips og mundhugges om en række statistiske størrelser, hvis tolkning under alle omstændigheder er tvivlsom. Tonefaldet er ubehageligt og aggressivt, indholdet lidet befordrende for eftertanken. I aviserne dagen efter tildeles kombattanterne stjerner efter fortjeneste. Som kokkehuer til spisesteder. I radio og tv indkaldes professionelle medieiagttagere, der udtaler sig - i almindeligheder, almindeligvis: Om statsministeren nu også levede op til alle forventninger og førte sig frem som en liggesyg høne. Om hvordan det kunne være at Uffe Ellemann optrådte som om han var på fontex. Om det mon lykkedes den debuterende Per Stig Møller at lyde lidt mere fladpandet og ikke så højrøvet som han plejer. Kort sagt: efter trekampen formuleres de resultatorienterede vurderinger af toppolitikernes kunstneriske præstationer.
Og mismodet breder sig trindt om land. Er dette, hvad dansk storpolitik kan præstere? Og er det så sært at folk løber skrigende bort, og - med undtagelse af de trendy ungdomsårgange i Venstre - melder sig ind i nærmeste græsrodsbevægelse?

DET ER VITTERLIGT ikke morsomt at overvære danske partilederdebatter. Lad dét være sagt. Efter at den første benovelse over at få de kendte politikere ind i stuen har lagt sig, begynder man jo at stille krav om en noget mindre lineær dramaturgi i de politiske skænderier. Hvad blev der af den politiske samtale på højt intellektuelt niveau? Forholder det sig virkelig sådan at danske toppolitikere på slap line og med selveste Per Stig Møller ved bordet ikke er i stand til at forholde sig ideologisk til stoffet, men partout skal småliggøre fænomenerne med endeløse diskussioner om ligegyldige decimaler? Åbenbart.
Rent rutinemæssigt bør man bebrejde de ledende folk at disse linier med rette kan skrives. Men når det er sagt melder sig en eftertanke.
De politiske ledere lever trods alt ikke i et tomrum, men afspejler naturligvis bevægelser i folket. Et tilfælde er det f.eks. ikke - hånden på hjertet - at retsområdet blev nævnt nærmest som en humoristisk parentes i slutningen af debatten. Nyrup og Uffe Ellemann koketterede med at næste gang de to mødes ville de tage spørgsmålet op, og så kunne man bare vente. Men i den forbindelse kan man føle sig temmelig sikker på at det er lov og orden, der her vil komme i fokus. Næppe den sag der virkelig kunne komme til at betyde noget, nemlig domstolsreformen og den heraf afledte principdiskussion om magtadskillelsen. Mildt sagt er det ikke hver dag, man hører de midtsøgende toppolitikere udtale sig med vægt herom. Hvilket igen hænger sammen med at principielle spørgsmål af den art heller ikke fylder alverden i den folkelige debat.
Toppolitikerne kan således sidde og skændes om efterlønnen, og statsministeren slå fast at det ikke bliver i hans tid, at der pilles ved noget dér, men ikke et ord undslipper nogen af dem om efterlønnen i mere principielt lys. Ikke et ord om hvilket menneskesyn, der bar idéen frem - eller som eventuelt lader den falde. På lignende vis med lejeværdien. Hvilket grundsyn retfærdiggør lejeværdien af egen bolig? Hvilket gør ikke? Ingen skal jo være i tvivl om at uenigheden om disse decimaler i sidste ende afspejler ideologiske forskelle, efter hvilke vælgerne deler sig. I den forstand er debatten også udtryk for den politiske kultur i befolkningen. Det kan nok ikke være anderledes, men den burde toplederne formulere.

VEMODEN melder sig over at bivåne landets førstemænd i debat, når man betænker primitiviteten på den dybere samtales totale bekostning. Naturligvis er det noget vrøvl, når Ellemann-Jensen påberåber sig firsernes begyndelse som absolut forudsætning for den nutidige økonomiske dynamik, ligesom Nyrups hævdelse af de sidste fire års altafgørende betydning heller ikke holder. Hvor meget mere interessant var det ikke at overvære en diskussion om fremgangens betydning for det danske projekts videre skæbne under borgerlig eller socialdemokratisk/radikal navigation. Hvilke visionært betingede mål modparten måtte have, efterlyste begge parter med rette - og forgæves. Debatten i konkret forstand var vel ikke mislykket, men indfriede forventninger på det niveau. Hvor tristheden sætter ind er i erkendelsen af at ambitionerne altså ikke er større. Hverken hos dem der leverer samtalens replikker - eller hos dem der fastlægger rammen. Mediet i bredere forstand synes at have opgivet indflydelse på den politiske fortællings form og udvikling. Den opgave kan man umiddelbart dårligt bebrejde gæsterne at de ikke selv overtager. Men man kan mene at de hellere burde gøre det, såfremt de nærer et oprigtigt ønske om at fastholde en folkeligt formidlet sammenhæng mellem ideologi og politisk konsekvens.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her