Filmen rummer nogle meget vellykkede scener mellem Iben Hjejle som en succesrig skuespillerinde og Lisbet Lundquist som hendes desperat kontaktklæbende mor, en tidligere fotomodel. Her springer en frejdig galgenhumor og grotesk situationsfornemmelse ud i fuldt flor, formidlet af to karismatiske skuespillere i suverænt samspil. Især Lundquist er forrygende god.
De to hovedpersoner er knap så underholdende. Den arbejdsløse skuespillerinde Marie (Trine Appel) bor sammen med den lige så arbejdsløse instruktør og dramatiker Peter, og de har låst sig fast i en ægteskab fuld gensidige bebrejdelser og uforløst aggression. Samtidig fornemmer man, at de trods alle frustrationer ikke kan undvære hinanden. Det viser sig for alvor, efter at Peter har en affære med Hjejles forførerske og flytter hjemmefra.
Først da Marie har risikeret at miste ham, lærer hun "at elske ham for hans svaghed - den gør ham menneskelig", som hun siger. Nu kan hun endelig lægge kontrollant-rollen fra sig og "give slip." Eller kan hun?
Sølle halvkunstner
Den svage mand får dermed en slags nådig tilgivelse, for ikke at sige oprejsning, men fortjener det egentlig ikke i Kenneth Carmohns gennemført pjokkede skikkelse. Han føjer sig til Peter Hesse Overgaards Lasse fra Sirup som et højst uflatterende mandeportræt af den barnagtige halv-kunstner, anskuet med nådesløse kvindeøjne. Det står meget sølle til her.
Men hvor Sirup bruger satirens humoristisk befriende saltsyre, er Han, Hun og Strindberg mere til jævn køkkenvask-realisme. Ganske vist spejler konflikterne sig i Strindbergs en-akter, Den stærkeste, som trioen sætter op. Men denne strindbergske "hjernernes kamp, sjælenes strid" bliver nu mere til en småtskåren endevenden af parforholdsproblemer, der i sig selv virker troværdige nok, men har svært ved fænge. Dertil kører lidenskaberne på for lavt blus.
Filmen er optaget under primitive vilkår ved instruktørens egen køkkenvask, hvad der æstetisk set viser sig ganske underordnet.
Køligt blik
Stilistisk ligger Han, Hun og Strindberg nemlig helt på linie med Wendels øvrige, meget professionelt gennemførte film, præget af et præcist, funktionelt billedsprog, en gennemarbejdet sceneopbygning og en sikker sans for hverdagsreplikker. Man genfinder også det samme kølige blik på personer, der rummer meget lidt charme, forstået som evnen til at skabe umiddelbar sympati hos tilskueren.
Og det er et problem, når man som Wendel dyrker den usmykkede realisme. Her mangler hverken psykologisk klarsyn, bitter indsigt eller modet til at formidle sin viden råt for usødet. Men personerne forbliver mærkeligt uvedkommende, når de anskues i så lav flyvehøjde.
Han, Hun og Strindberg. Instruktion og manuskript: Linda Wendel. Dansk (Gloria, Café Biografen Odense, Øst For Paradis Århus, Biffen Aalborg)
