Læsetid: 3 min.

Tribunalernes tid

15. februar 1997

DA NAZI-TYSKLANDS udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, bekymret spurgte Adolf Hitler om den internationale reaktion på det planlagte folkemord på jøderne, skulle Føreren have svaret: "Skidt, hvem husker nu armenierne?" Og rigtigt er det, at da 1,5 mio. armeniere i 1915 blev systematisk dræbt under tyrkiske og kurdiske massakrer og den armenske nation udslettet, var der ikke nogen, der rørte en finger.
Til gengæld satte Nazi-Tysklands og Japans massive ugerninger - bl. a. drab på ca. seks mio. jøder - for alvor spørgsmålet om det internationale samfunds håndtering af krigsforbrydelser på dagsordenen. Vi fik de første processer, i Nürnberg og Tokyo, mod de ansvarlige politiske og militære ledere - hos den slagne part, vel at mærke.
Men ikke nok med det: Verdenskrigens bestialitet rettet mod hele civilbefolkninger gav anledning til en ny konvention, Folkemordskonventionen fra 1948, og en betydelig stramning af de allerede eksisterende "spilleregler" for krigsførende, Génève-konventionen. Og samme år præsenteredes det nye FN for første gang for ideen om en permanent international krigsforbryderdomstol.

SELV OM internationale jurister og andre gode mennesker stædigt fastholdt forslaget om en sådan domstol, blev den reelt fejet af dagsordenen under den kolde krig, hvor sådanne ugerninger blev sat i forhold til, om overtræderen befandt sig på denne eller hin side af Jerntæppet.
Under al "ny verdensorden"-virakken efter koldkrigens afslutning blomstrede tanken naturligt op på ny - og skulle med etniske massemyrderier i eks-Jugoslavien og Rwanda snart finde grobund.
Her står vi nu: Ad hoc-tribunaler er etableret i Haag og Arusha til at tage sig af krigsforbrydelser i eks-Jugoslavien og Rwanda. Og en såkaldt "forberedende komite" under FN er netop i disse dage samlet i Italien for at drøfte alle aspekter ved etableringen af en permanent international krigsforbryderdomstol.
Der er selvfølgelig problemer: Stormagter med tradition for undertrykkelse af etniske grupper, lad os bare nævne Kina og Rusland, vil gerne have sig frabedt en domstols intervention og kræver i givet fald en meget snæver definition af, hvad f. eks. "forbrydelser mod menneskeheden" dækker over.
Andre stormagter, USA, Storbritannien og Frankrig, vil have domstolen underlagt FN's sikkerhedsråd, hvor netop disse lande i kraft af vetoretten altid kan blokere en proces. Mindre lande kræver modsat en uafhængig domstol, der selv har initiativret.
Men diplomater ser fortrøstningsfuldt på forhandlingerne og mener, der er en god chance for enighed, således at en permanent international krigsforbryderdomstol kan etableres ved en international konference i Rom i juni 1998.

TRIBUNALERNE i Haag og Arusha ses naturligt af alle involverede som prøvesager: Falder de uheldigt ud, er chancerne for etablering af en permanent krigsforbryderdomstol ringe.
Det er for tidligt endnu helt at afskrive muligheden for, at tribunalerne udvikler sig til en relativ succes: d.v.s. at de værste 100-150 forbrydere bliver dømt, årsagssammenhænge klarlagt, satisfaktion givet til ofrene. Men foreløbig er det paradokserne, der springer i øjnene.
Som når en teknisk avanceret, mandskabskrævende og ikke billig procedure sættes i værk i Haag for at dømme relativt mindre fisk, mens de politisk og militært ansvarlige for krigsforbrydelserne i Bosnien, Radovan Karadzic og Ratko Mladic, får lov at gå fri af åbenlyst politiske hensyn.
Eller når - som beskrevet af Frederik Harhoff i gårsdagens avis - fly sættes ind for at hente rwandiske landsbybeboere, der "skider grønne storke af angst", til Arusha, hvor de, bag skudsikkert glas, fremstammer vidneudsagn, som bringer de pågældende og deres familier i umiddelbar livsfare. Altsammen for at tilfredsstille (hvid mands) begreber om retfærdighed?
TANKEN OM en permanent krigsforbryderdomstol til retsligt at bedømme systematiske folkemord, voldtægter, brud på krigskonventionerne etc. er naturligvis sympatisk, som alle forslag om en bedre, mere velordnet verden er det.
Spørgsmålet er, om idéen er realistisk i en tid, hvor "verdenssamfundet" med en målbevidst og tidlig diplomatisk og militær indsats kunne have begrænset eller hindret etniske massedrab i Bosnien og Rwanda, men undlod at gøre det.

on (Ole Nyeng)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu