Læsetid: 4 min.

Trier i hundehuset

18. juli 2003

Kan en Guldpalme virkelig betyde så meget, når vi har at gøre med Danmarks suverænt mest omtalte filminstruktør og hans seneste film? Det er ikke nogen hemmelighed, at Lars von Trier og Dogville i maj måned blev forbigået ved prisuddelingen ved filmfestivalen i Cannes. Men op til, i løbet af og efter festivalen fik både instruktør og film så meget medieomtale, at man skulle tro, at han havde vundet alligevel. Og ved den danske premiere den 4. juni, kun en uge efter Cannes, blev den engelsksprogede Dogville blåstemplet af de danske anmeldere.
Alt var således lagt an til en succes. Men med lige over 80.000 solgte billetter siden premieren den 4. juni kan man ikke sige, at filmen har klaret sig godt i biograferne. Set i lyset af, at to af Triers tidligere engelsksprogede film, Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (2000), trak henholdsvis 298.000 og 202.000 mennesker i biografen, er Dogvilles præstation faktisk alt andet end tilfredsstillende.
Det samme mønster ses i Frankrig, hvor Dancer in the Dark trak over en million tilskuere, mens Dogville – trods Kidmans stjernenavn – kun lige har kunnet slæbe sig over de 300.000. Om dette betyder økonomisk katastrofe for filmens producent er svært at afsløre – al den stund meget af finansieringen af det 83 millioner kroner store budget er skaffet via forhåndssalg.
Men Zentropa vil næppe kunne påregne samme goodwill, når Triers næste film i Dogville-stilen skal finansieres.

Men det lave billetsalg i Danmark skyldes ikke den udeblevne Guldpalme. Omtalen i de danske medier ville ikke have været nævneværdigt større, selv om Trier havde vundet. Publikums relative svigt er en kombination af forskellige andre omstændigheder.
Det kan hænge sammen med en art Trier-træthed, hvor folk oven på Cannes er blevet så stopfodret med Trier, Kidman og Dogville, at de ikke gider se filmen. Men mon ikke de mennesker, som ikke kan døje Trier, forlængst er faldet fra.
Det kan også skyldes, at den næsten tre timer lange Dogville fik premiere i juni. Med mindre det drejer sig om amerikanske eventfilm, er det svært at trække folk i biografen om sommeren.
Måske har folk gennem medierne fået indtryk af, at Dogville byder på det samme sentimentale og skamløst manipulerende føleri som Breaking the Waves og Dancer in the Dark. Eller er det snarere det modsatte? Folk har læst sig til, at der ikke er følelse nok i Dogville, og at den er for intellektuelt eksperimenterende og svær at gå til. En rigtig storby-film, tre timer i tv-teateret. Ikke noget for det store publikum i de mindre provinsbyer, hvor Dogville er gået dårligst.

Men først og fremmest skal Dogvilles lave billetsalg ses som en del af en tendens, der har ramt flere danske film indspillet på engelsk i løbet af det seneste år.
Interessen for danske film på dansk og med danske skuespillere i hovedrollerne er stor, hvilket Per Flys Arven kun har understreget med 375.000 solgte billetter og Morten Arnfreds Lykkevej med op mod 200.000. Og begejstringen bliver mindre, når de ellers succesrige instruktører så forsøger sig på engelsk.
Thomas Vinterbergs It’s All About Love, Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, Søren Kragh-Jacobsens Skagerrak og Nicolas Winding Refns Fear X – alle engelsksprogede – har tilsammen kun trukket omkring 270.000 tilskuere i biografen. Og af disse tegner Wilbur sig for de 170.000, ikke mindst opnået gennem en fordelagtig placering i Biografklub Danmarks højsæson.

Alene i kraft af sit navn kan Lars von Trier trække mere 80.o00 mennesker i biografen i Danmark, men det er nu en kendsgerning, at publikum efter mange engelsksprogede film foretrækker dansk tale og danske skuespillere, som de kender og har et forhold til.
Dogville burde blive set af mange mennesker, fordi den er udfordrende og har meget på hjerte, og man kan undre sig over, at nysgerrigheden efter at opleve dette dristige og nyskabende udspil på første hånd ikke er større.
Men trods Nicole Kidman er det ikke nogen mainstream-film – og slet ikke nogen feel good-film. Dens publikumspotentiale er umiddelbart naturligt begrænset, hvis man sammenligner med amerikanske megahits. Vil bio-markedet have fat i det store publikum, er der kun få veje uden om ungdomspublikummet. Og noget tyder på, at denne gruppe har svigtet Trier.
Opfattes rebellen på vej mod de 50 allerede nu som establishment og filmisk pligt-pensum? Eller er appetitten på alt, hvad der er krævende og anderledes ved at aftage, selv når det samtidig er dansk og dejligt? Man kan kun håbe på, at Filminstituttets nye talentudviklingspulje, der satser på de helt unge instruktører og er omtalt på dagens filmsider, vil stimulere interessen for også at opleve det skæve og eksperimenterende.

CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her