Smilet stivnede forståeligt hos Jacob Neiiendam, den nye programchef for Copenhagen International Film Festival, da den bosnisk-fødte serber Emir Kusturica sent onsdag aften måtte melde afbud til festivalens gallaåbning torsdag. Kusturica skulle have introduceret en visning af sin egen seneste film, Livet er et mirakel, og samtidig modtaget en ærespris.
Årsagen til afbudet er den triste, at instruktøren har fået problemer med hjertet, og hans læge har simpelthen forbudt ham at rejse. Det er en af den slags ting, der sker. Mod sygdom slås selv den mest ihærdige filmfestival forgæves. Men for CIFF, der i forvejen kæmper for at blive lagt mærke til, og som i år, festivalens tredje, skal vise, hvad den duer til, er det mildest talt uheldigt.
Kvalificeret vurdering
Kusturica, der er dobbelt Guldpalmevinder i Cannes, var festivalens suverænt største stjerne - et slagnummer - og selv om hans no show intet har med CIFF's øvrige meritter at gøre, kan det alligevel risikere at kaste et forkert lys på festivalen og måske få arge kritikere til endnu engang at skærpe tonen sige, 'hvad sagde jeg!'
Og det ville være ærgerligt. Rigtigt er det, at CIFF begik fejl i de to første år, og at politikerne i Københavns Kommune formentlig tog en mere politisk end fagligt begrundet beslutning, da de begejstret sagde ja til at støtte festivalen.
Men det bør trods alt ikke lægges CIFF til last. Nu handler det om indholdet, om filmene, og først når festivalen om 10 dage er forbi, kan man foretage en reel og kvalificeret vurdering af årets program og organisation.
Danmark og Norge
Årets program omfatter mere end 100 film fra hele Europa, heraf også en række fra Danmark. Et pilotprojekt på festivalen er de såkaldte Copenhagen Screenings, der er lukket for publikum, men hvor 11 nye, danske film vises for filmopkøbere fra hele verden. Det er den markedsdel, som CIFF allerede første år talte om at etablere, og dens succes afhænger indlysende af, om der bliver handlet film eller ej, og igen må man vente til efter festivalen med at finde ud af, om Copenhagen Screenings vender tilbage til næste år.
Selve konkurrencen byder på 10 film, der alle bejler til festivalens hovedpris, Den Gyldne Svane. Og ligesom det øvrige program er det film fra hele Europa, øst og vest, nord og syd.
Jannik Johansens anden spillefilm efter Rembrandt, den psykologiske thriller Mørke, er konkurrencens danske indslag, og den har Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro i hovedrollerne. Fra Norge via USA kommer Charles Bukowski-filmatiseringen Factotum, der er instrueret af nordmanden Bent Hamer (Salmer fra køkkenet) og har Matt Dillon i hovedrollen som drukkenbolten Hank Chinaski.
Samfundsforandring
Svenske Richard Hobert deltager med Harrys døtre, der i festivalprogrammet bliver beskrevet som en "stor, Bergmansk hverdagsfilm," og som blandt andet har Lena Endre og Amanda Oooms på rollelisten. Fra Rumænien kommer den meget roste The Death of Mr. Lazarescu, der gennem 150 minutter følger en syg, ældre mand, der bliver kørt fra hospital til hospital og, hans stadigt mere desperate kamp for at blive behandlet.
Tjekkiet er repræsenteret med Jan Hrebjeks Up and Down, der ligesom tyske Andreas Dresens Willenbrock er et kærligt, kritisk portræt af samfund under forandring. Den israelsk-franske Live and Become, der er instrueret af Radu Mihaileanu, handler om en etiopisk dreng, som gemmer sig blandt de afrikanske jøder, der i 1984 blev smuglet ind i Israel. Lajos Koltais Fateless er baseret på en selvbiografisk roman af nobelpristageren Imre Kertész og fortæller om en ungarsk dreng, hvis liv i høj grad formes af hans indespærring i nazisternes koncentrationslejre.
Godt selskab
Britiske Amma Assantes A Way of Life er efter sigende en film i traditionen fra både Mike Leigh og Ken Loach og handler om en teenagemors forsøg på at skabe sig et liv på trods. Og i Greg Zglinskis A Long Winter without Fire kommer en schweizisk landmand til sin egen overraskelse tæt på en gruppe indvandrere fra Kosovo, da han må tage arbejde på en fabrik.
Så vidt filmene, som den fem mand store jury skal tage stilling til. Jurypræsident er den britiske instruktør Nicolas Roeg, der i 70'erne gjorde opmærksom på sig selv med film som Rødt Chok og Walkabout.
Han får godt selskab af sin danske kollega Susanne Bier, den tyske skuespiller Udo Kier, som man ikke mindst kender fra Lars von Triers film, den canadiske skuespillerinde Arsinee Khanjian - instruktøren Atom Egoyans kone - og den islandske instruktør og skuespiller Baltasar Kormákur, der har instrueret 101 Reykjavik og Havet.
