Læsetid: 3 min.

En trist dag i Belfast

23. oktober 2003

DET »største gennembrud i forhandlingerne siden ’Langfredagsaftalen’ fra 1998« – ordene fra Tony Blairs talsmand – fusede tirsdag ud. Dagen, som skulle have været en politisk triumf for freden og valghandlingen i Nordirland, endte i stedet i politisk kaos, da de protestantiske lederes magtfulde mand, David Trimble, meddelte, at han ikke var med.
Tirsdag morgen havde IRA ellers meddelt, at organisationen havde destrueret en betydelig mængde våben – den største nogensinde – og senere holdt
lederen for IRA’s politiske repræsentanter i Sinn Fein, Gerry Adams, en tale, hvor han understregede, at selv om Sinn Feins mål fortsat er en sammensmeltning af den nordirske, britiske provins med Irland, så var han »totalt og absolut forpligtet i anvendelsen af udelukkende demokratiske og fredelige midler til løsning af uoverensstemmelser« i arbejdet på et nå dette mål.
Adams kunne ikke have brugt et ordvalg mere velegnet over for de skeptiske unionister end dette. Han afviste direkte »republikanisme opnået med brug af
eller trussel om fysisk magt« (hans omskrivning af termen ’republikanske terrorhandlinger’). Dialog og argumenter er for fremtiden republikanernes eneste våben, lød det.
Hvad skete der?

SOM ofte i Nordirland afhænger svaret af, hvem man spørger. Den ene side konstaterer, at IRA
ikke gav det endelige eller overbevisende svar på, at krigen endegyldigt er overstået fra deres side. Skrotningen af våben var ikke total, og arten samt antallet af de skrottede våben forblev upræcis. Fra den anden side kom den modsatte analyse:
Gerry Adams blottede sig i hidtil uhørt grad med sin tale, som han afholdt uden noget sikkerhedsnet i form af løfter fra Trimble. Altså en ægte udstrakt hånd.
Analyserne fra de britiske medier – hvoraf flere forsøger at holde balancen – er overordnet, at David Trimble var klar til at anbefale en aftale, men at præsentationen af afvæbningen fra lederen af den nordirske kommission for nedrustning, den canadiske
general John de Chastelain, var så tør og upræcis, at den til en vis grad ødelagde budskabet for Trimble, som har brug for et meget mere trompeterende budskab, hvis han skal gøre sig håb om et politisk comeback, der vil sende ham tilbage som leder af Stormont med et flertal i ryggen. Det er ikke det,
meningsmålingerne antyder, men det er det, han skal bruge.

MEN uanset at sammenbruddet var forudsigeligt, er spørgsmålet, om en politisk aftale isoleret set kan bringe fred til Nordirland. Kan politikerne overhovedet skabe fred i den apartheidlignende kultur, som Nordirlands borgere fortsat lever i? 90 procent af børnene i Belfast går i opdelte skoler, hvor børnene og de unge ikke så meget som møder ’modparten’ i dagligdagen.
En meningsmåling fra 2001 foretaget af University of Ulster viste, at gruppen af adspurgte under 25 år er den gruppe, som er mest sekterisk. Hele 88 procent af denne gruppe ville ikke drømme om så meget som at bevæge sig ind i et kvarter, som var »kontrolleret af den anden side« – ikke engang i bil.
Når både unge republikanere og unionister glad og gerne henviser til begivenheder, der fandt sted i 1690 (det år, den protestantiske Kong William af Oranjen vandt slaget ved Boyne floden) eller 1798 (det katolske oprør under ledelse af Wolfe Tone), mens de spiser deres burgere hos McDonald’s eller prøver tøj i Gap, blegner det meste af det håb, som politikerne satser på, nemlig at de politiske institutioner alene kan skabe freden.

I dagbladet The Independent foreslog kommentator Johann Hari i går, at Tony Blair i stedet stiller sig i spidsen for en radikal skolelov. At man simpelthen ved lov integrerer samtlige Nordirlands skoler, så de alle bliver blandede. Kun på denne måde, skriver Hari, kan man hele delingen. Ved at gå i skole sammen. Ved at dele dagligdag, blive forelsket og have sex: »Sædceller er den bedste agent for langtidsafvæbning,« skriver han med et glimt i øjet. Hvis man ser på de nyeste meningsmålinger, som spår sejr til begge yderfløjene i nordirsk politik, er det fristende at give ham ret og pege på, at det slet ikke er sikkert, at det valg den 26. november, som alle nu sukker efter skal realiseres, vil bringe løsningen på den tragiske konflikt en centimeter nærmere.

AG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her