Læsetid: 4 min.

Tristessens artistiske lykkepille

Herman Bangs samlede noveller udgives i ny udgave
2. marts 2006

"Hun havde en egen Art, hvorpaa hun saa henover Avlsforvalteren, hun havde gjort til sin Mand. Det gav indtryk af, at hun ikke havde set ham ind i Ansigtet i mange Aar."

Så er det forhold sat på plads.

Hendes Naade tager imod efter nattesøvnen i sin seng, hvor hun havde nydt tre ægteskaber. Så det er en myndig, livserfaren adelig, der styrer sit hus, sit tjenerskab, sine omgivelser og måske sin mand og dog accepterer en ny tids frigørelse. Det demonstreres i Herman Bangs "En Fortælling om Elskov", en af de tre fortællinger i Liv og Død (1899), som nu kan læses i en ny samlet udgave af hans Noveller.

Datterdatteren Frøken Adelheid har bestemt sig for hr. Hansen og ikke den fornemme tilbeder med navnet Hvide.

Hun accepterer driftens uundgåelighed og privilegiernes forfald. Kammerherren havde forleden ved synet af Adelheid på vej gennem stuerne sagt: "Min Kære, det er en Gang for Kendere".

Det dyriske

Og den skjult tilstedeværende iagttager i hele Herman Bangs forfatterskab supplerer med endnu en vanlig spidshed: "Det var i øvrigt, som gik Frøken Adelheid kun nødig, som dem, der flytter sig, lidt dvælende, i en begyndende Halv-Rus, eller i en aldrig helt afbrudt Sandseoptagethed".

Optagethed af sanserne deler hun med forfatteren i det gennemerotiserede univers, han med naturalistens erkendelse af 'det dyriske' så smerteligt gennem-analyserede. Han erfarede driftens destruktive hærgen, dens nedtælling til resignation, som hos denne Hvide, der til slut ser de to unge, skønne skabninger danse tæt omslynget og må rejse bort for at lære at blive sin smertes herre. Den foranstående "En Fortælling om Lykken" har Frøken Alice og hendes nærmest stumme tilbeder Berner som centrum i en overgiven, virtuos kollektivskildring af herregårdsliv en vinterdag, hvor et dødsenstrist selskab af løjtnanter, driverter og familiemedlemmer opflammes af den lykkeberuste Alice til en hvirvlende kehraus i riddersalen sammen med alle gårdens folk.

Kanonisk

De tre fortællinger er en måske mindre kendt, men suveræn kunstnerisk gestus fra Bangs side, en opvisning af hans episke mesterskab på kanten af en ny tid. Et historisk afdansningsbal.

De få følgende noveller falder til gengæld hen i det mere almindelige og i kunstigt "Sælsomme fortællinger".

Det store bind med hans kortprosa - som kan være temmelig lang, idet den bl.a. indbefatter Ved Vejen, der indgik i samlingen Stille Eksistenser (1886) - gør det muligt at følge udviklingen og kurven i forfatterskabet og etableringen af den impressionistiske fortælleteknik.

Dertil hjælper de store forord, han forsynede denne samling og Under Aaget (1890) med. At han kan kræve læserens fortrolighed med en særlig form for understatement og smag for den nationale forelskelse i vemodets og længslens nuancer, fremgik for nylig af et interessant tv-indslag i kanon-debatten, hvor fire unge såkaldte nydanskere havde studeret den lille roman.

Dette lavmælte højdepunkt i realismens prosa havde ingen appel. En fandt den kedelig i dens mangel på action, en anden fandt den ulæselig, fordi hun ikke kunne finde ud af, hvem der sagde hvad i de mange dialoger.

Men måske er det bare unge, utålmodige synspunkter. Og i den sammenhæng vil nutidsmennesker sagtens i det hele taget studse over det tidsbundne i f.eks. skildringen af seksualitetens hærgen, "den hoverende Drift, den altødelæggende Drift", som slår ned i artisternes verden og gør de flyvende trapezer i "De fire Djævle" til dødens instrumenter under begærets hærgen. Alligevel en djævelsk tidløs historie. På katastrofens aften var der netop "Meget livligt paa Markedet".

Sjælens og sansernes vridemaskine drejer i novelle efter novelle, kærlighedskarrusellens musik nedtones under hverdagens grå slør eller skrues op i alle tonearter i scener af ægteskaber, spydigt, ironisk, sørgmodigt i historisk parløb og modløb med Pontoppidan og Strindberg.

Eller som Bangs gode ven og kollega fra Pariserårene, Sophus Claussen, formulerer det i digtet "Novelle":

For saadan er Livet op og ned,/og saadan er Livet ud og ind,//og den, som intet bedre véd,/maa tage sin Lod med skønsomt Sind.

Kasterne

Som Marcel Proust var Herman Bang fascineret af adelen i dens sidste fase, men han kommer med grundig research samfundet rundt som en Balzac, et bevidst forbillede om end i besk naturalistiske gevandter: borgerskab, middelklasse, embedsstand med præster som speciale - han kan være ondere end Pontoppidan på sin diskrete måde, f.eks. ved pastoren i "En Hyrde":

"Han tager Sjælene ved Haanden, naar han taler", og "Pastor Schmidt har en egen Evne. Han kan faa Kvinder til at græde".

Endvidere de små i samfundet. Dertil de kaster, der lever uden for samfundets normer, "sociale bastard-studier", kalder udgiveren Sigurd Kværndrup det i sin udmærkede efterskrift, bl.a. den hjerteskærende om hoteltjeneren Franz Pander, om cirkusartisterne Fratelli Bedini og den omrejsende barnevirtuos Charlot Dupont. Hjemløse skikkelser, solgt til en udsigtsløs tilværelse i ambitionernes livskamp. Fra fyrstekasten førtes han til akrobat-, virtuos- og kelnerkasterne, siger Herman Bang selv.

Han polemiserede mod sin samtids litteraturopfattelse: at den skulle sætte problemer under debat, dvs. lade personerne proklamere og tendensen dominere. I en hyldest til Jonas Lie understreger han bestræbelsen på aldrig at fortælle om noget, men at vise alt. Og hans synssans og syns-erindring er da frapperende. Fortællingen og meddelelsen er alligevel i høj grad tilstedeværende, men i indirekte form.

Tristessen er paradoksalt stærk medicin mod læsetræthed, og den krydrede festivitas i hans fyrige masseoptrin og melankolsk frustrerede erotik er lykkepiller selv for trænede læsere. Og hvad jeg nu ellers kan skrive som reklame for dette værk, så er det en vigtig og vægtig afløser for novellebindet i Mindeudgaven af Herman Bang fra 1912.

Herman Bang: Noveller. Efterskrift og tekstoplysninger ved Sigurd Kværndrup. 856 s. Indb. 299 kr. Gyldendal. ISBN 13: 978-87-02-02441-8

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her