Læsetid: 6 min.

Trods magten føler de Amerikas konservative sig stadig omringet

Amerikas konservative bliver ved med at opføre sig, som om de er marginaliseret af en fremherskende liberal kultur, selv om de har siddet ved magten i mere end et årti
29. juni 2006

Når det gælder retorik og kulturelle værdier anvendt som politisk kampmidler, hører amerikanske konservative til i en særklasse. Gang på gang må liberale, demokrater og venstreorienterede bøje sig efter sværdslag med de uovertrufne republikanske ideologer.

Under debatten i Kongressen i sidste uge om en gradvis tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Irak brugte republikanerne deres mest effektive skyts. De beskyldte ganske enkelt demokrater, der blot efterlyste en strategisk plan fra Bush-regeringen, for at ville stikke halen mellem benene.

På amerikansk formuleres den republikanske j'accuse således: "They just want to cut and run". Udtrykket blev brugt snesevis af gange i Repræsentanternes Hus og Senatet. Demokraterne havde ikke nogen god færdigbagt frase at slå igen med, selv om - Gud hjælpe mig - de har haft masser af tid til at støbe en.

Første gang republikanerne rullede skytset ud var i november i fjor, da kongresmedlem Jean Schmidt tilsmurte sin demokratiske kollega Jack Murtha, efter at han havde fremlagte et lovforslag om at trække alle 130.000 soldater ud af Irak i løbet af et halvt år.

Murtha er ikke ligefrem en nobody i USA's kongres. Han kæmpede som marineinfanterist i Vietnam og anses for at være de væbnede styrkers ypperste talsmand i Kongressen. At en politiker med så tætte bånd til den amerikanske officersklasse skulle insistere på tilbagetrækning vakte vældig opsigt. Derfor var krigstilhængernes kontra-angreb så barskt.

Tidligere husmor Jean Schmidt medbragte f.eks. en hilsen til Murtha fra en oberst på frontlinjen i Irak der gik ud på, at kun kujoner stikker halen mellem benene, ikke marineinfanterister.

Hvor kommer så den vending cut and run fra? Det viser sig at være et sømandsudtryk fra 1700-tallet. Hvis det pludselig blæste op til storm, ville kaptajnen beordre ankerlinien skåret over og en sejllads med vindretningen (run). Generelt en klog beslutning. Men i almen ordbrug er cut and run med tiden blevet til et nedsættende udtryk.

Josh Marshall fra websiden Talking Points er den eneste politiske kommentator på den amerikanske venstrefløj, som har støbt en effektiv modreplik. Han mener, at demokraterne bør kalde Bushs Irak-strategi for more of the same, et ordspil på præsidentens motto stay the course.

Lavpunkt

Det er ikke nogen hemmelighed, at både præsidenten og de republikanske lovgivere er nået ned på et historisk lavpunkt i meningsmålingerne. De har kort tid til at genvinde fodfæstet inden midtvejsvalget til Kongressens to kamre om fire måneder. Det gælder fremfor alt om at afstive støtten fra partiets kernevælgere. Ifølge Bush-rådgiver Karl Rove er formlen relativ enkel. Vælgerne skal fodres med lokkemad som f.eks. føderale forbud mod homoseksuelt ægteskab og mod afbrænding af Stars & Stripes.

Det er underordnet, at et klart mindretal i vælgerbefolkningen bekymrer sig stort om de to emner. For republikanerne handler det om at demonstrere deres konservative ildsjæl.

Devisen lyder: "Vi står for de ægte kristelige og patriotiske værdier, som nationen er bygget op på". Det andet emne? Tja, det er ude på at undergrave den heteroseksuelle familieenhed som samfundets moralske byggeklods. Oven i købet kan demokrater og venstreorienterede ikke få sig selv til at forsvare vort flag midt i en verdensomspændende krig mod islamistisk terrorisme!

Det er ikke fordi, præsident Bush, vicepræsident Richard Cheney og republikanske lovgivere spilder særligt meget energi på de to strids- emner. The New Yorker Magazines altid kvikke kommentator Hendrik Hertzberg var hurtigt ude og påpege, at George W. ikke virkede særligt overbevist om sagens betydning, da han for to uger siden i en radiotale turede frem med sin støtte til en forfatningsændring, der vil give Kongressen mulighed for at forbyde homoseksuelt ægteskab via lovgivning.

Nuvel, Bush gav tilsagn om støtte til forfatningsændringen. Men samtidig sagde han: "Amerika er et frit samfund, hvilket lægger begrænsninger på statens indflydelse på borgernes livsstil. I vort land kan folk frit vælge, hvorledes de ønsker at leve deres liv."

Hvordan det rimer med præsidentens støtte til en forfatningsændring, der faktisk vil hindre folk i frit at vælge deres livsstil, som Hertzberg fremhæver, er svært at forstå. Hertil skal føjes, at den konservative Cheney - som stort set styrer de republikanske tropper i Kongressen - vender sig imod et forbud. På ABC udtalte hans lesbiske datter Mary Cheney: "Min opfattelse er, at jeg og min partner allerede er gift." Selv Laura Bush er ikke en varm tilhænger af en forfatningsændring. "Jeg synes ikke, den slags emner bør tjene som et kampmiddel i en valgkamp," sagde hun på Fox TV i denne uge".

Ikke desto mindre insisterede Karl Rove på, at det republikanske flertal skulle fremsætte en forfatningsændring i Senatet, som i forvejen var dømt til at blive stemt ned. Partiet skulle altså vise vælgerne, at det har hjertet på det rette sted.

Stars & Stripes

I denne uge vil republikanerne så foreslå en forfatningsændring, der baner vej for vedtagelsen af en forbundslov imod offentlig afbrænding af Stars & Stripes. Det til trods for, at den slags ikke er sket i en generation. Til forskel fra Vietnam-krigen for 30 år siden synes ingen amerikanere i dag at være fristet til at vanære deres flag.

Det bemærkelsesværdige er, at 66 ud af 100 senatorer har givet tilsagn om at stemme for. En ændring af forfatningen kræver 2/3 flertal i Senatet eller 67 stemmer samt ratificering af 3/4 af de 50 delstater. I 2000 fik et lignende forslag opbakning fra 63 senatorer.

At mobilisere et kvalificeret flertal synes altså indenfor mulighedernes rammer. 20 demokratiske senatorer agter at stemme ja. Flere af dem vil i november stå til genvalg i relativt konservative stater og ønsker ikke at risikere at blive påsmurt prædikatet 'upatriotisk'. Selv Hillary Clinton ryster på hånden. Hun foreslår et typisk Clinton-krompromis. Senatet bør ikke ændre forfatningen. "Lad os hellere kriminalisere flagafbrænding gennem et lovforbud", foreslår senator Clinton.

Men tilhængerne vil have en forfatningsændring. Det skyldes, at Højesteret i nyere tid har fastslået i to kendelser, at et lovforbud mod afbrændring af Stars & Stripes ville være i strid med forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed.

Hvordan kommer den konservative bevægelse af sted med at spilde tid på denne slags esoteriske aktiviteter? Man skulle tro, at det republikanske flertal havde masser af alvorlige ting at lovgive om i Kongressen. Svaret er, at deres flok er villig til at tro det værste om demokrater og liberale, som i deres øjne stadig dominerer amerikansk samfundsliv.

I de seneste år har den konservative bevægelse i USA gang på gang tilskrevet sin succes ideernes magt. Senest har et forlag brugt 15 år på at udarbejde et leksikon, The Conservative Encyclopedia, som kortlægger landets dominerende politiske filosofi. Men er det nu ideer fremfor værdier, der tiltrækker amerikanske vælgere?

I det seneste nummer af ugebladet The New Republic gør forfatteren Rick Perlstein sig til talsmand for synspunktet, at den konservative kultur i Amerika opstod i en periode, hvor de liberale var altdominerende i samfundslivet. Det betød, at de anderledes tænkende følte sig sat udenfor, marginaliseret, hvorfor de udviklede et forfølgelseskompleks. De blev trodsige.

Den tradition har ifølge Perlstein overlevet til vores dage. Selv om de konservative i dag kontrollerer Det Hvide Hus, begge kamre i Kongressen et flertal af de lovgivende forsamlinger og guvernørposterne i unionen - for ikke at nævne flere tænketanke, radiostationer og tv-stationer - agerer de stadig som om deres ideologiske modstandere til venstre for midten sad på magten.

Det mest illustrative eksempel på denne indbildte følelse af afmagt er en bronzebuste fremstillet af den kære leder George W. Bush i den pilotuniform han var iklædt, da han for to år siden erklærede sejr i Irak-krigen på en flyhangar. Den konservative fabrikant af denne buste, som koster 2.995 dollar, skriver i sit salgsfremstød: "Præsident Bush har vist, at han besidder politisk mod. Derfor blev han genvalgt i 2004. Gennem ejerskab af en buste af præsident Bush, øverstbefalende for de væbnede styrker, vil du give udtryk for din uforbeholdne mening, og det kræver mod i en politisk anspændt situation."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu