Læsetid: 7 min.

Troen tilbage i Turkmenistan

Den enevældige hersker i Turkmenistan udviklede sin egen version af postsovjetisk nationalistisk islam
27. december 2006

"I Allahs navn, den mest ophøjede Turmener: Mit elskede folk! Min elskede nation! Ved hjælp af den inspiration, som er sendt til mit hjerte af Gud, som har skabt dette vidunderlige univers, har jeg skrevet denne bog, som indeholder nationens ånd, moral og historiske udødelighed. Min kære turkmenske nation, for at styrke din sjæl og sind til at opfylde disse pligter og rejse en stærk tro i dit hjerte for at skabe selvtillid og være en støtte for dig, har jeg skrevet denne bog, Ruhnama. Du er meningen med mit liv og kilder til min styrke. Jeg ønsker dig et sundt og langt liv. Vore turkmenske forfædre var tapre folk, og de begyndte at opdrage deres børn, før de kom til verden. (...) Gud gav min nation to særlige kvaliteter: Åndelig rigdom og mod. (...) Han gav sine tjenere det følgende fælles navn: TURK IMAN (skabt af lys). (...) Det turkmenske folks historie går 5.000 år tilbage til Oguz Hans periode. (...) Alene inden for sit eget område har det turkmenske folk grundlagt mere end 70 stater! (...) I sandhed er de turkmenske lande hellige. Profeten Noah gav dem til sin søn Jafet og hans afkom - den turkmenske nations forfædre."

Så pompøst indleder Turmenistans netop afdøde leder, Saparmurat 'Turkmenbasji' Nijazov sit skrift Ruhnama (Bogen om Ånden), som kan hentes ned fra nettet på engelsk fra www.ruhnama.com. Og det fortsætter med en broget blanding af leveregler i stort og småt, nogle lagt i munden på 'profeten Noah', andre på 'Turkmenerfaderen' selv.

Religionens genkomst

Det er bemærkelsesværdige ord af en gammel betonkommunist, som med benhård beslutsomhed har styret sit land fra Sovjetunionens sidste periode ind i det næste årtusind. Og tilpasset sig den nye rolle, religion er kommet til at spille i verden siden årtusindskiftet. Fra den principielt ateistiske politik, som prægede Sovjetisk Centralasien og som bl.a. medførte forbud mod tildækning af kvinder samt understregede disses ligestilling i samfundslivet, ser man nu en ny ideologi baseret på sentenser som disse: "For at gøre livet behageligt og smukt beordrede Profeten Noah piger, hustruer og kvinder at dække deres kroppe med lange, løse dragter og deres hoveder med hovedtørklæder, men lod deres ansigter udækket ... for at sollyset, som er Guds fakkel, skulle falde på deres ansigter." Uafhængighedserklæringen i oktober 1991, som var Nijazovs måde at sikre sin stilling på efter det fejlslagne kup mod Gorbatjov i august 1991, er i Ruhnama sket "på Allahs ordre".

De fleste steder i den tidligere Sovjetunion har religion fået bedre vilkår siden unionens opløsning for 15 år siden. Gorbatjov indledte processen ved at fejre tusindåret for kristendommens indførelse i Rusland 988 og tillade patriarken for den russisk-ortodokse kirke at flytte sit sæde tilbage til Moskva. Jeltsin gjorde den russisk-ortodokse kirke til politisk forbundsfælle og tillod genopførelse af de ødelagte kirker. Putin er praktiserende ortodoks og har en åndelig vejleder i patriarkatet. Så i den forstand er Nijazovs 'omvendelse' ikke noget enkeltstående fænomen. Det unikke er den ekstreme form, det har taget i Turkmenistan, et land som tidligere var præget af sekularisering, uddannelsesreformer og i det mindste i de store byer ligestilling mellem kønnene.

Det særprægede i Turkmenistan er endvidere, at det er den samme person, som har foretaget de skift, som i Rusland har været mere eller mindre forbundet med personskifter. Først var Nijazov lydig partibureaukrat, så skiftede han til leder af 'Det Demokratiske Parti'. I 1993 stillede han sig officielt i spidsen for alle turkmenere i verden og antog titlen Turkmenbasji - fulgt op af opstilling af hans egen statue, i regelen forgyldt, på de mest iøjnefaldende steder i republikken, men også midt ude i ørkenen i landets geografiske midtpunkt. Efter 11. september 2001 har den i forvejen radikalt selvrådige turkmenske livstidspræsident forsøgt at skabe sin egen version af islamismen, således som han tidligere forsøgte at gøre det med sovjetkommunismen og nationalismen. I virkeligheden rummer Ruhnama stærke elementer af alle tre. Den ideologi, Ruhnama repræsenter, kan nærmest betegnes som 'national-islamisme'. Som hjemmelavet ideologi har den træk til fælles med den national-kommunistiske juche-ideologi, som Nordkoreas grundlægger, præsident Kim Il Sung, grundlagde. Herunder persondyrkelsen, som i det nye årtusind har ført til, at Nijazov lod de internationale måneds- og ugedagsnavne udskifte med lokale. Således hedder januar nu Turkmenbasji, og april er opkaldt efter diktatorens mor.

Jo, Nijazov har virkelig ført sig frem som profet i Allahs navn, og 2005 blev ligefrem erklæret for officielt Ruhnama-år. 'Bogen om Ånden' er blevet pligtlæsning for alle skolebørn, som i øvrigt startede dagen med at erklære 'Turkmenbasji' sin troskab.

Citater fra bogen pryder sammen med citater fra Koranen murene på den moske, han lod opføre i sin fødelandsby Kiptjak, som led i et bygningskompleks rejst til ære for hans mor.

Forbud og censur

Andre ejendommelige konsekvenser af livstidspræsidentens "omvendelse" har været forbud mod opera og ballet som tidsspilde og uislamiske, og lukning af biograferne. Lukningen af bibliotekerne i provinsen blev derimod begrundet med, at bønderne alligevel ikke læser noget. Og skolegangen skåret ned til ni år. Samtidig har præsidenten indført en alfabetreform. Godt nok ikke tilbage til de arabiske skrifttegn, der er blot tale om at udskifte det kyrilliske alfabet, turkmensk har været skrevet med siden 1940, med det latinske. Det vil gøre det vanskeligt for den opvoksende slægt at læse den del af den ældre litteratur, som ikke bliver omsat til det nye alfabet - hvis det da bliver fastholdt af Nijazovs efterfølgere.

I det hele taget har Nijazov efter årtusindskiftet i bemærkelsesværdig grad lagt kulturel afstand til Rusland. Russisk var tidligere sidestillet med turkmensk i administrationen, det er ikke tilfældet mere. Den tidligere ret frie adgang til de russiske medier er ophævet. Det har ført til en betydelig udvandring af intellektuelle fra landet. Hertil bidrager også censuren af internatbrug og forfølgelsen af journalister.

Præsidenten blev rasende, da det trods undertrykkelsen af ytringsfriheden i 2004 lykkedes at sprede flyveblade i hovedstaden med opfordring til at gøre oprør mod præsidenten og stille ham for retten. Straks viste Nijazov sig på tv og fyrede for åben skærm både indenrigsministeren og rektoren for det politiske akademi for uduelighed. I juni 2006 blev tre turkmenske journalister og menneskeretsaktiviter, der havde hjulpet en fransk filmskaber med at lave en dokumentarfilm om personkulten i Turkmenistan, arresteret, og de to af dem idømt henholdsvis seks og syv års fængsel for "illegal besiddelse af ammunition", mens den tredje skal være død under tortur. Organisationen 'Reporters Without Borders' betegnede i december Turkmenistan sammen med Nordkorea og Eritrea som de værste undertrykkere af ytringsfriheden.

Af de mere kuriøse påbud kan nævnes, at Nijazov forbød brugen af sminke for de mandlige studieværter på tv, da han ellers ville have svært ved at skelne mellem de mandlige og de kvindelige studieværter; at mænd under 37 siden 2001 ikke må have langt hår og skæg; at personer under samme alder ikke måtte få guldtænder (angiveligt for at de skulle passe bedre på deres tænder!); og at der ikke måtte høres radio under bilkørsel.

Kommandoøkonomi

Fra kommunismens tid arvede Nijazovs Turkmenistan kommandoøkonomien, som under ham har givet nye, absurde udslag, især fordi den blev kombineret med den nationalistiske ide om reel uafhængighed gennem selvforsyning. Som det så smukt er udtrykt mod slutningen af kapitel 3 i Ruhnama: "Allah den Almægtige har givet os land og vand uden grænser. Han gav os underjordiske ressourcer. Han skabte vor nation som intelligent og i stand til at bedømme deres egen opførsel. I tilgift gav han os en uafhængig turkmensk stat. (...) De som vil få turkmenerne til at nå deres sande niveau og status vil være turkmenerne selv."

På denne baggrund kan man undre sig over alt det, der er gået galt i Turkmenistan, især i de sidste år. Hvorfor bomuldshøsten kun nåede en brøkdel af det planlagte udbytte, og hvorfor kornhøsten har været så dårlig, at der er blevet indført brødrationering, og at der er udsigt til mangel på brød og mel i hele 2007, hvis selvforsyningspolitikken opretholdes. Turkmenbasjis reaktion var som sædvanlig at fyre ministre og regionschefer som uduelige, løgnagtige og korrupte. Derfor er der ikke noget at sige til, at man i udlandet tvivler på de opgørelser over gasforrådene i den turkmenske undergrund, Nijazov ikke ville tillade uafhængige internationale eksperter at efterprøve. Derfor er der også så forskellige opfattelser af, om landet har verdens tredie-, fjerde- eller femtestørste reserver af naturgas.

Derfor er der god grund til at nære skepsis over for 'Turkmenerfaderens' sidste gave til sit folk: gratis energi helt frem til 2030. En veksel på fremtiden, han altså ikke selv kan komme til at indløse.

Det er derfor ganske uvist, hvormeget af 'Turkmenbasjis' bizzarre livsværk der vil blive bevaret, og om landet nu endelig vil få en ægte demokratisk udvikling til gavn for det store flertal af befolkningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her