Læsetid: 4 min.

Til troende

5. februar 1998

DET VAR et politisk indlæg i en politisk debat. Sådan beskrev vor udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, i forgårs i retten den tale, han som radikal ordfører holdt i Folketinget den 12. maj 1982.
Åh nej, 1982 er ligegodt længe siden. Kan det have nogen interesse nu? Sådan vil en og en anden i læserskaren måske sukke. Ja, det kan det faktisk. For folketingsdebatten handlede om, hvad Rom-traktaten gav juridisk grundlag for. Anledningen var, at den daværende socialdemokratiske mindretalsregering havde affundet sig med, at EF - for at vise sin modvilje mod krigsretstilstanden i Polen - indførte handelssanktioner mod bagmanden, Sovjetunionen. Og at EF kort efter gjorde det samme mod Argentina efter dets invasion af Falklandsøerne.
En politisk protest i form af handelssanktioner havde kun de færreste noget imod. Stridspunktet var det, juristerne kalder hjemmelsgrundlaget: Kunne sanktionerne gennemføres som fællesskabsbeslutning i medfør af traktatens artikel 113 om den fælles handelspolitik? Eller måtte de gennemføres ved, at der først blev truffet en politisk beslutning i EF's udenrigspolitiske samarbejde, og at der derefter fandt 'konsultationer' sted i henhold til traktatens art. 224 om iværksættelse af nationale foranstaltninger?
Kejserens skæg! vil den utålmodige udbryde. Nej, for det handler om omfanget af den suverænitetsafgivelse, som Rom-traktaten indebærer, og som danskerne sagde ja til ved folkeafstemningen i 1972. Derfor indgår folketingsdebatten fra 1982 i den retssag, som nu pågår netop om dette emne.

OG DET ER FAKTISK interessant, hvad der blev sagt den majdag i 1982. Regeringen, der med daværende udenrigsminister Kjeld Olesens ord "havde stået tøvende over for anvendelsen af art. 113," kom tørskoet i land med støtte fra V, K, CD og og Kristeligt Folkeparti.
Men de radikale mente ikke, at art. 113 kunne bruges. For den, der nu genlæser debatten, er det svært at mene andet, end at de radikale argumenter var af strengt juridisk art. Hør blot, hvad Helveg Petersen sagde:
"Dette er ikke krakileri. Det er, fordi der nu engang gælder andre regler, andre procedurer, for samarbejdet inden for traktaten og for samarbejdet inden for det
europæiske politiske samarbejde. Det er en klar forudsætning for den folkeafstemning, der er holdt. Det er en klar regel, vi skal rette os efter i henhold til vor egen forfatning."
For at det ikke skal være løgn, fortsatte Helveg:
"Jeg er betænkelig ved - jeg siger ikke bare den glidebane, der her viser sig, men den mangel på respekt for de beslutninger, som faktisk er truffet af Danmark, og den mangel på respekt for den forfatning, som vi nu lever under."
Slutsalven lød, at anvendelsen af art. 224 ikke bare var politisk rigtigst, men også "juridisk nødvendigt. Vi mener ikke, at der er fornøden hjemmel i artikel 113 til de beslutninger, der er truffet."
Sagde altså Niels Helveg Petersen, cand. jur. 1965, studieophold på Stanford University 1961-62, kabinetschef hos den danske EF-kommissær 1974-77.

DET VAR IKKE en retlig, men en politisk vurdering, ville Helveg altså i forgårs have retten til at tro.
"De udtrykte Dem ellers ganske retligt," bemærkede sagsøgernes advokat Karen Dyekjær Hansen.
Som det fremgik af Informations referat i går, svarede Helveg hende ved at gentage: "Det var min politiske vurdering."
Man må håbe, at det vidneudsagn ikke i sig selv var "politisk". For i så fald var det uoprigtigt og ikke noget, Helveg siden vil holdes fast på.
"Politisk" betyder nemlig efter Helvegs forklaring, at det sagte ikke skal tages for sit - øeh - pålydende.
Det er ud fra samme opfattelse, politikere er vrede på Tamil-sagens undersøgelsesleder, højesteretsdommer Mogens Hornslet: Hornslet skrev i sin rapport om statsminister Schlüters ikke-noget-under-gulvtæppet- udtalelse fra Folketingets talerstol, at den " - hvis den skulle tages for pålydende - var direkte urigtig".
Så sent som i gårsdagens avis hakkede de konservatives gruppeformand Hans Engell igen på Hornslet. Engell gentog sin modvilje mod dommere som ledere af undersøgelser i skandalesager og mod, at undersøgelserne skal vurdere, om politikere kan have gjort sig skyldig i fejl og forsømmelser. I Engells verden er Folketingets politikere meget bedre i stand til at vurdere, hvordan en politikers ord skal forstås.

DET ER til at blive helt højtidelig af. For hvilken forbindelse har vi mennesker egentlig med hinanden? Det hører til undtagelsen, at vi knytter forbindelse gennem smagssansen, lugtesansen eller ved at føle på hverandre. Vi ser på hinanden, og vi hører. Kropssprog, jovist, det kan afsløre en del. Men mestendels er det nu ordet, der knytter båndet. Det skrevne og det talte.
Hvis ordet ikke står til troende, mister vi orienteringen. "Jeg kommer sent hjem i aften, for jeg har noget vigtigt på arbejdet." Kan den forklaring ikke tages for sit pålydende, er et parforhold i en smertefuld nedbrydningsproces.
I Shakespeares dramaer kan skurkene kendes på, at deres replikker fremstiller en falsk virkelighed. De mest forhærdede hylder falskheden. Det leder til opgøret i femte akt. De, der derefter stadig står oprejst på de skrå brædder, er bærerne af det ord, der betyder, hvad det siger.
Politiske partier - ikke mindst Det radikale Venstre - byder på bekymret tale over "troværdighedskrisen". Kunne krisens forklaring mon være, at "politisk" i politikeres mund er kommet til at betyde det, der ikke står til troende?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu