Læsetid: 3 min.

Troens rare klenodie

26. oktober 2006

Adskillige gange er Gud erklæret død, uden at det har haft de store konsekvenser. Ser man tilbage på blot de sidste 50 år, fremgår det tydeligt, hvor mange krige, mord og overgreb, der har fundet sted i hans navn, og i det 21. århundrede står religion højt på den civile og politiske scene. Kun et lille stykke inde i vort århundrede lyder de troendes feltråb atter: Gott mit uns.

Brorson udgav sin salmebog, Troens rare klenodie i 1700-tallet. Salmedigterens ord, rare, henviser til noget kostbart, noget sjældent, noget mærkeligt, noget man ikke kan få for meget af. Og netop tro er just det, der nu er ved at være aldeles alt for meget af.

"Oh, at religion dog kan inspirere til så meget ondskab," sagde Immanuel Kant, og mente formodentlig især protestantisk og katolsk udgave, som hver for sig mildest talt ikke har været barmhjertige mod anderledes tænkende. Som klenodie betragtet er troens åsyn ofte dødsensfarlig.

Hellere syg end død

Joseph Ratzinger, nu pave Benedikt XVI, er overhoved for et par milliarder katolikker. Som guds stedfortræder er han Vor Herres talsmand, og denne pålægger paven at bekæmpe og fordømme homoseksualitet, seksuel frihed og svangerskabsforebyggelse, noget Herren ikke har forsømt at indskærpe tidligere paver.

Benedikts missionærer forbyder derfor brug af prævention, og fortæller verdens fattigste, at kondomer er årsagen til aids, da de er fyldt med bittesmå huller, og at onde mennesker er præinficerede med aidsvirus. Det betyder døden at bruge dem. Hvis forbudet trodses, kommer man ikke i himlen. Paven må have stor interesse i, at hans undersåtter i den tredje verden formerer sig, så den katolske verdensmenighed ikke formindskes. Syg eller ej: En skrantende katolik er bedre end ingen katolik.

I Danmark erindres den opstandelse, der gerådede, da sognepræst Thorkild Grosbøll åbenbarede, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. I kirkelige kredse vakte det dyb mistillid. Han burde kastes ud af Guds hus, han kunne ikke betros sakramenter og trosbekendelse. Hvad måtte menigheden ikke tro?

Menigheden var vilde med deres præst. Og efter en række vejledende samtaler med sin biskop, og "skærpet tilsyn," underskrev han for anden gang sit præsteløfte, og måtte gentage det et år senere, da der stadig herskede tvivl om hans rette tro. Præsten sprang op som en løve, men da levebrødet blev truet, krøb han til korset. Hvad han egentlig mente med det hele står hen i tågerne. Lidt nyreligiøs, spirituel og newage belief, hvor man tror på at tro, måske? Postyret var meget dansk, og blev hyggeligt afviklet til alles tilfredshed.

Humorforladt Krarup

Uhyggeligt, derimod, er den sammenblanding af politik og kristendom, der føres af et parti, hvis chefideologer er to præster, der ud fra en tidehvervsk platform forsøger sig fra folketingets talerstol.

Herfra fører de en nationalt funderet fejde mod socialisme, kulturradikalisme og humanistiske holdninger. "Danmark er et Luthersk land,"fastslår Krarup; "dette er forudsætningen, under hvilken grundloven skal læses og landet ledes." Helt i Luthers ånd, idet denne jo erklærede, at man har ubetinget pligt til at bøje sig for magthaverne, også selvom disse handler ondt og uretfærdigt. Således ophøjede Luther de til hver en tid siddende herskere.

På dette baserer Krarup og tidehvervsfolkene deres samfundssyn, og det er også med Luther i hånden, de når frem til, at menneskerettigheder er et onde, der fører lige lukt ind i totalitarisme.

Hertil siger jeg klart og skarpt, at de herrer manipulerer indtil det løgnagtige, idet det med menneskerettigheder forholder sig sådan, at de udtrykker, hvad der til alle tider og på alle steder vil være uret.

Humorens livsalige gave er ikke forundt pastor Krarup. Humoren stiller krav til en forholden sig til andet end eget bedrevidende jeg. Den får os til at le ad dem, der påstår at sidde inde med sandheden.

Jeg konsulterer som så ofte før baronessen på Rungstedlund. Hun er god for mange bedårende underfundigheder. Som denne:

"I Ægypten, i den store pyramides trekantede skygge, sagde Sankt Josef, medens æslet græssede, til den hellige jomfru: "Oh, mit søde, lille hjerte, kunne du ikke bare et øjeblik lukke øjnene og tænke dig, at jeg var den helligånd?'"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu