Læsetid: 4 min.

Troens spektrum

De moderate religiøse værner uvægerlig deres mere fanatiske trosfæller imod en effektiv konfrontation med den kritiske fornuft, skriver Sam Harris - en førende fortaler for tidens nye 'militante ateisme'
11. april 2007

I USA er der sket noget skelsættende: Pete Stark, en demokrat fra i Californien blev i sidste måned det første medlem af Kongressen, der offentligt erklærede, at han ikke tror på Gud. I et land, hvor 83 pct. af befolkningen tror fuldt og fast på, at Biblen er Guds bogstavelige eller 'inspirerede' ord, har dette skridt krævet stort politisk mod. I det 1. århundrede fvt. gav det sikkert mange søvnløse nætter i hans bagland, da Cicero sammenlignede de traditionelle skrøner om de græsk-romerske guder med "galninges drømme" og "Egyptens afsindige mytologi".

Mytologien er jo det sted, hvor alle guder i sidste ende søger hen for at dø. Det kunne nu se ud til, at Stark har sikret sig plads i USA's historie ved sin åbne erkendelse af, at det er nødvendigt at grave en frisk grav til Abrahams Gud - hin dømmesyge, folkemorderiske, pedantiske og selvmodsigende tyran, som vi kender fra Bibelen og Koranen. Stark er den første af vore politiske ledere, som har udvist en intellektuel hæderlighed, der er en konsul fra Oldtidens Rom værdig. Bravo.

For sandheden er, at der ikke er en eneste person på Jorden, der har nogen grund til at tro på, at Jesus steg op fra de døde eller på, at ærkeengelen Gabriel talte til Muhammed i en grotte. Alligevel hævder milliarder af mennesker at være sikre på sådanne ting. Som resultat af dette fortsætter Jernalder-forestillinger om alt mellem himmel og jord - kønsforskelle, sex, kosmologi, udødelige sjæle, verdens ende, profetiers gyldighed osv. - med at udøve deres opsplittede og menneskeligt forkrøblede virkninger. Mange af disse forestillinger står i medfør af deres natur i vejen for videnskabelige fremskridt, avler konflikter mellem mennesker og bortøder knappe ressourcer.

Ingen religion er monolitisk. Inden for enhver tro kan man iagttage, hvordan de disciplene grupperer sig inden for et spektrum. I centrum finder man de mest glødende fanatikere, f.eks. muslimske jihadier, som ikke blot støtter selvmordsterrorisme, men selv står forrest i køen for at forvandle sig til menneskelige bombe. Eller de såkaldte dominionister, som her i USA åbent slår til lyd for at homoseksuelle og blasfemister skal slås ihjel.

Uden for den inderste sfære af rene galninge finder vi millioner af andre, som deler førstnævntes anskuelser, men mangler deres ildhu. Hinsides disse støder vi herefter på de gudfrygtige menneskemasser, som 'respekterer' deres forstyrrede trosfællers trosforestillinger, men er uenige om visse enkeltheder i doktrinerne: Vist vil verden da gå under og Jesus atter stige ned fra Himmelen, men vi kan ikke være så ganske sikre på, at det sker i vores levetid.

I næste kreds møder vi de religiøst moderate i forskellige afskygninger - troende, som i hovedsagen støtter det grundlæggende skema, som har balkaniseret verden i kristne, muslimer og jøder, men godt kan tvivle på de enkelte trosartiklers bogstavelige sandhed, eller frisindede, 'kulturkristne' mennesker, som holder fast i kristendommen af sentimentale grunde. Er Jesus virkelig Guds søn? Kommer vi alle sammen til at møde vores bedstefar og bedstemor i Himmelen? De er de moderate og frisindede langt fra sikre på. Jo tætter vi kommer midten af troens spektrum, desto mere rigide, dogmatiske og fjendtlige over for enhver tvivl er de troende - generelt betragter de alle udenfor som korrumperede af synd og viljessvækkelse.

Problemet er, at uanset hvor man befinder sig på dette kontinuum, kommer man uvægerlig til at værne de, som er større fanatikere end en selv, imod tiltrængt og berettiget kritik. De 'almindelige' fundamentalistiske kristne støtter ved at insistere på, at Bibelen er Guds fuldkomne ord, dominionisterne - de millioner af mænd og kvinder, som stræber efter at forvandle USA til et totalitært teokrati som Calvins Genève. Og de moderate kristne beskytter med deres fortsatte tilknytning til 'Guds enbårne søn' fundamentalisternes tro imod offentlig polemik. De kulturkristne frisindede - som ikke er for sikre på, hvad de tror på, men kan lide at gå i kirke en gang imellem 'for stemningens skyld' - udelukker de moderate fra en effektiv konfrontation med videnskabelig rationalitet. Og på denne måde er århundreder kommet og gået, uden at ét ærligt ord om Gud er blevet udtalt i vores samfund.

At mange mennesker udøver velgerninger i deres tros navn lader sig ikke betvivle. Men der er bedre grunde til at hjælpe de fattige, bespise de hungrende og forsvare de svage end troen på, at en eller anden fantasiven kræver det af os. Barmhjertighed stikker dybere end religion. Det samme gør ekstase. Og det er på høje tid, at vi erkender, at mennesker kan være uhyre etisk bevidste - og sågar spirituelle - uden at vi behøver foregive at vide ting, vi umuligt kan vide.

Lad os håbe, at Starks eksempel vil inspirere andre af vore ledende politikere til at vedgå deres tvivl om Gud. Ja, tiden bør i sandhed være inde til at vi bryder med religionernes dystre massepsykose. Enhver af verdens 'store religioner' reducerer Kosmos sande skønhed, storhed og uudgrundelighed til tarvelige trivialiteter. Bøger som Bibelen og Koranen er næsten fra ende til anden fyldt med misforståelser og usandheder om os selv og vores verden. Alle videnskabelige discipliner - fra kosmologi til psykologi til økonomi - har forlængst overhalet 'skrifternes visdom'.

Alt af virkelig værdi, som mennesker har fået fra religionerne, kan de få på mere hæderlig vis på andre måder. Resten er selvbedrag sat i musik.

Sam Harris er amerikansk filosof og forfatter. I dag udkommer på dansk hans hovedværk, Troens fallit.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu