'En trold - hr. Andersen'. Sådan stod der om teenageren Andersen på rollelisten til 'Armida'. Ellers kneb det som bekendt med H. C. Andersens egen scenekarriere. Men her i 2005 har han taget så grueligt revanche, både som hovedperson i teaterforestillinger og som skjult bagmand til de mange eventyrdramatiseringer. Trolden ud af æsken, hedder det vist.
Nu er Andersen-jubelåret slut. Spørgsmålet er så, hvilke forestillinger, der egentlig fik rykket noget ved scenekunsten - og ved Andersen. Mange Andersen-forestillinger har haft et underligt strejf af pligt over sig - som om det var adskilligt mere byrdefuldt at spille Andersen end for eks-empel Holberg. Eller også har det hængt sammen med det store pres, der har ligget i at være en af H. C. Andersen Fonden 2005's udvalgte samarbejdspartnere - eller netop ikke at være det.
Jo mere internationaliseret, jo mere gennemført har æstetikken været. Men også mindre eventyrlig. Andersens stakkels papirklip er blevet groft udnyttet, netop fordi deres symmetri og grafiske renhed er noget, som voksne kun forstår. Fy føj for de ukontrollerede frihåndstegninger, der ligger i Andersens ord hist og her.
Voksne er bare så langt bagud i deres fantasi i forhold til børnene. Tilsvarende er voksne tilskuere også meget dårligere end børnetilskuere til det med tankespring og eventyrets grusomhed: Voksne vil have forklaringer - det behøver børnene ikke. De accepterer bare, at heksen gør det, heksen nu engang gør.
Tøris
Kun ved én Andersen-forestilling oplevede jeg, at teatermagerne kunne bevæge sig helt fritsvævende vanvittigt og frygtindgydende i børnenes og Andersens eventyrunivers. Det var Gruppe 38's forestilling Du må være en engel, Hans Christian, der havde premiere under Århus Festuge.
Her er der dækket fødselsdagsbord til Andersen, og alle eventyrpersonerne var inviteret med, hver til sin særlige anretning af de finurligste rekvisitter. Snedronningens glas ryger af tøris, og Kejseren får sølvtøjet til at stille sig lodret af bar rædsel - og den standhaftige tinsoldat er blevet til en spiddet saks, der mangler det ene håndtag. Ophobningerne er endeløse, og øjet kan slet ikke nå at fange alle detaljerne - skyggen, dødens sandkorn, grantræets glimmersnekugle, tommelidens dybe tallerken, hvor hun er ved at drukne.
Netop i det vanvittige sansebombardement ligger den saliggørende parallel til Andersens eventyrord: At alle de sceniske sekunder har farve og sansning og tilsyneladende spontane iagttagelser, der senere samles til uafvendelige historier. Og for den voksne tilskuer kommer så smerten i erkendelsen over, at tanker og sanser ikke er hurtige nok til at koble rekvisitbillederne til eventyrene. I hvert fald slet ikke så hurtige som hos ungerne, der hele tiden er foran med deres aha'er.
Næseblod
Så ikke ét ord mere om Tina Turner og hvilke eventyr, der passer bedst på den dag i Parken. Men adskillige ord om Andersen som politisk figur på scenen. I hvert fald Claus Beck-Nielsens næseblodsdryppende Andersen-hyldest The National Brand på Kaleidoskop. Beck-Nielsen satte sig selv i scene som Andersen, men samtidig satte han Andersen foran den politiske teatervogn og gjorde hans I Danmark er jeg født til en sang, der skilte vandene: For propaganderede manden for Dansk Folkeparti eller imod? Var dette antikapitalistisk teater over en bred kam, eller bare noget så barnerent som en 'godartet nationalisme?'
De lysende genier bliver ikke altid forstået, og slet ikke i deres hjemland. Det var en anden af Beck-Nielsens pointer. Og det er måske dér, at historien slutter. Eller begynder igen.
Haleflænsning
De store internationale co-produktioner har været domineret af Robert Lepages selvspejlende The Andersen Project, Jan Fabres glasvasesplintrende History of Tears og nu senest Johann Kresniks børnedestruktive Hans Christian Andersen. Generelt har disse instruktører hæftet sig ved Andersens skrøbelighed og utilpassethed, hver ud fra deres scenesprog, men det har været svært for dem at skabe helt nye billeder af Andersen. Standardprofil med den krumme næse og bølgehåret har været sej at bekæmpe for en udlænding.
Set fra eventyrenes side er det nok Den lille Havfrue, der har fået de mest tankevækkende nytolkninger - udsprunget af fascinationen af benenes ubehjælpsomhed i forhold til naturskabningens veldrejede hale.
Katrine Wiedemann og Cirkus Cirkör skabte en forførende fysisk Havfruen til Kedelsmedjen - og senere til international turné - hvor havfruens bestialske haleflænsning blev det fysiske omdrejningspunkt for hele forestillingens moderne tolkning af kvindefiguren.
John Neumeier skabte en længselsdunkende tolkning i sin Den lille Havfrue med selvopofrelsen som drivkraften for denne kvindeskikkelse, der bevægede sig yndefuldt og underskønt under vandet med sin hale, men som med de spiddende benspidser vaklede klumpet omkring. Kim Brandstrup og Arc Dance Companys havfrue i The Anatomy of a Storyteller var smertelig skrøbelig i sin invalide, bredskuldrede sorg - og Ingrid Kristensen Danseteaters havfrue stod decideret på hænder, fordi hun vitterlig ikke havde to ben, men en sammenbundet hale.
Johann Kressnik i Bonn har dog været den mest brutale. Han skar havfruens halespids af lige under knæet, så de blodige knæstumper dryppede i den plastikpose, der lige var bundet om hende.
Sådan har Andersen tilsyneladende inspireret scenekunstnerne allermest, hvor han er mest fysisk. Der hvor kroppen skal betale en pris for sindets lykke. At havfruen så ikke blot ofrer sin hale, men også sin tunge og sin smukke stemme, gør eventyret endnu mere oplagt som et politisk eventyr. Ytringsfriheden basker fortsat med halen, mens Andersen-forestillingerne forlader repertoiret.
Trolden tilbage i æsken.
20051220-212621-pic-11796712.jpg´My Fairy Tale´ i Tivoli var årets mest fortolkningstømte forestilling
