MIAMI - Det er dette tidspunkt, som eksilcubanerne i det sydlige Florida har set frem til i næsten 50 år med begejstret entusiasme og et militant engagement.
Når den forhadte leder af Cuba, Fidel Castro, lå for døden, ville det undertrykte cubanske folk rejse sig. Under den efterfølgende politiske turbulens ville CIA smugle radikale eksilcubanere til øen, hvor de skulle overtage kontrollen med gadedemonstrationerne og indsætte en provisorisk regering, der gennemførte frie valg.
Intet af dette er sket, siden Castro i august blev indlagt og opereret på et hospital og overlod tømmerne til sin 75-årige bror Raul, øverstkommanderende for Cubas væbnede styrker. Jo, én ting er sket.
I dag ligger El Comandante efter alt at dømme for døden. Fra sin sygeseng sendte han tirsdag besked til det cubanske folk og 5.000 udenlandske gæster, at han var for syg til at kunne deltage i åbningen af de udskudte festligheder planlagt i Havana i anledning af hans 80 års fødselsdag. Fejringen skulle oprindeligt have fundet sted på hans reele fødselsdag, den 13. august, men blev udskudt til i dag, som er 50-årsdagen for skuden Granmas landgang på Cuba med Castro og en gruppe sammensvorne nationalrevolutionære.
Ud over Castros snarlige bortgang synes intet fundamentalt ændret på Cuba. Overdragelsen af den politiske magt til broderen Raul Castro er øjensynligt forløbet smertefrit. Ifølge udenlandske reportere på øen virker folk lettet over, at tumulter i ledelsen og på gadeniveau er udeblevet. Og samtidig har eksilcubanerne og USA holdt sig i skindet.
Ikke voldelig kampagne
I Mami er ekstreme elementer i det cubanske eksilsamfund chokerede, mens moderate cubanere, som den mangeårige frihedskæmper José Basulto, er resignerede. Basulto deltog i et væbnet oprør mod Castro i 1959-60 og gennemgik i 1960'erne og 1970'erne CIA-finansieret våbentræningskurser med militante eksilcubanere som Luis Posada Carriles og Armando Bosch.
I 1990'erne valgte Basulto og flere af hans kammerater at overgå til en ikke-voldelig kampagne mod Castro-regimet. De rekvirerede små passagerfly og fløj jævnligt på ekskursioner til farvandet mellem Cuba og Sydflorida for at observere bådflygtninge og bistå dem, der var i nød.
I 1996 begyndte Basultos gruppe Brothers to the Rescue at flyve tæt på cubansk luftrum og overtrådte det flere gange i forsøg på at kaste flyveblade om menneskerettigheder - herunder ytringsfriheden - ned over Havana. Til regimets fortrydelse lykkedes forehavendet flere gange. The Brothers blev advaret om, at de kunne blive angrebet af cubanske jagerfly.
En dag gik det galt. To fly med hver sin pilot blev uden varsel skudt ned af cubanske MIG-jagere. Begge eksilcubanere mistede livet. Basulto, den eneste der den dag havde trængt ind i cubansk luftrum, overlevede derimod.
Basulto er i dag en venlig bedstefar på 66, der bor på en stille villavej i det sydligeMiami. Hans gruppe ophørte med flyveturene i 2002.
"Vi havde ikke midler nok til at dække hele farvandet mellem Cuba og Florida. Vi kunne ikke foregive over for potentielle bådflygtninge, at vi altid stod klar til at bistå dem. Men en sjælden gang flyver vi stadig derned og kaster flyveblade ud over Havana, når vindforholdene er gunstige," fortæller han.
Cubanerne gør ej oprør
For Basulto ville det være rent idioti at starte en væbnet kamp mod det kommunistiske regime.
"Vi er ikke selvmordskandidater. Systemet kan kun blive ændret gennem folkets passive modstand. Vi har opfordret cubanerne til at organisere en form for parallelt styre, som undergraver Castro-regimets myndighed ved at udføre essentielle livsopgaver - f.eks. levere drikkevand til de fattige. Formålet er at fratage regimet magt i kraft af alternative projekter og civil ulydighed."
Efter nyheden om Castros sygdom i august formulerede The Brothers et plan til at vælte styret, som blev smuglet ind i Cuba. Men som et tegn på, at tiden ikke er moden, må Basulto - som den realist han er blevet - indrømme, at initiativet ikke har haft nogen mærkbar effekt.
"Desværre er cubanerne i deres daglige tilværelse optaget af at overleve. Man hører masser af kritik og klager over regimet, men ideer om at ændre systemet vejer ikke så tungt, at folk er villige til at gå ud og kæmpe. Måske skyldes det, at de ikke fuldt ud forstår, hvor stor en magt de egentlig besidder," siger Basulto.
En bemærkelsesværdig erkendelse fra en eksilcubansk leder, som i årtier har sat livet på spil for at vælte de to Castro-brødre.
Ikke fordi eksilcubaneren har opgivet ævred. For to år siden kalkulerede han, at Castro om såre tid ville forsvinde fra scenen. Inden da ville diktatoren forberede en 'blød landing' med Raul som en overgangsskikkelse, der kunne sikre overdragelsen af magten til den næste generation af revolutionære ledere, der var børn, da Fidel og hans bande af revolutionære nationalister vandt magten i julen 1959 fra diktatoren Fulgencio Batista.
Basulto og hans gruppe gik i gang med at opstøve belastende efterretninger om Raul Castro, der i kraft af sin ledelse af Cubas hær på 55.000 soldater besidder stor indflydelse over landets økonomi. Årsagen er, at det militære officerskorps blev betroet styringen af store dele af turistøkonomien i 1990'erne, selv de statslige landbrug.
I det eksilcubanske samfund spurgte man: Hvordan skaffede Cuba, og ikke mindst partiets og militærets elite kapital til at fortsætte deres luksuøse livsstil, efter at Sovjetunionen blev opløst og subsidierne fra Moskva tørrede ind? Svaret var for dem åbenlyst: De indgik en alliance med narkokartellerne i Colombia og Mexico.
Ifølge Basulto og andre anti-Castro eksilcubanere har Raul været dybt involveret i narkosmugling fra Latinamerika via Caribien til det amerikanske fastland. De siger, at denne formodning er blevet sandsynliggjort af den omstændighed, at nogle cubanske militærofficerer blev arresteret af myndighederne og dømt til fængselsstraf for narkohandel i slutningen af 1990'erne.
Skudt ned illegalt
"Men der er aldrig fundet beviser på, at Castro-styret per se har været involveret," påpeger Wayne Smith, der var chef for det amerikanske interessekontor i Havana 1979-82. Smith arbejdede på USA's ambassade under revolutionen i 1958-61 og har siden været en skarp kritiker af USA's økonomiske blokade af Cuba.
Brothers to the Rescue giver imidlertid ikke så let op. De har lobbyet Bush-regeringen for at få en forbundsdomstol til at sigte Raul Castro for overlagt mord på de to dræbte i 1996.
"Vi er i besiddelse af et bånd med Rauls stemme, hvori han praler med at have givet ordre til nedskydningen, også hvis vores fly befandt sig udenfor cubansk luftrum," siger Basulto.
Det er senere blevet verificeret, at de to fly blev skudt ned udenfor cubansk luftrum - hvilket Cubas regering indrømmer.
Bush-regeringen har imidlertid ikke synderligt travlt med at udfordre den nye leder i Havana.
"Hvis vi kan få fjernet Raul, så bryder hele systemet sammen som et korthus," mener Basulto og fortsætter:
"Men det er amerikanerne ikke interesseret i. USA og Cuba har samarbejdet under radaren i årevis. Tag blot Guantánamo-lejren. Det er bekvemt for Bush-regeringen at råde over et udenretsligt territorium ejet af Cuba. De to regeringer udveksler efterretninger på daglig basis gennem interessekontorerne (uformelle ambassader, red.) i Havana og Washington og i FN. Det er moralsk uacceptabelt. Hvis USA påstår at forsvare demokrati, bør Bush hjæpe de demokratiske kræfter."
Men realiteten er, at Bush-regeringen befinder sig på sidelinjen i den overgangsfase, som det kommunistiske styre i Havana gennemgår i disse måneder. Under tidligere præsidenter nærmest varetog det 1,5 million store eksilcubanske samfund USA's politik vis-à-vis Cuba. I dag er Cuba røget langt ned på listen over regimer, som ifølge de nykonservative ideologer i Washington bør skiftes ud.
"I betragtning af situationen i Irak er Det Hvide Hus udmærket klar over, at det ville være ekstremt farligt at invadere Cuba eller på anden måde bruge voldelige midler til at vælte regimet," siger Wayne Smith, der i dag er Cuba-ekspert på tænketanken Center for International Policy i Washington.
Bush har nytte af Cuba
"Bush-regeringen er resigneret. De ved, at deres politik over for Cuba ikke virker."
Trods det offentliggjorde USA's udenrigsministerium en 500 sider lang rapport i 2004 med en detaljeret beskrivelse af, hvordan demokrati og markedsøkonomi bør udformes efter Castro.
Året før havde udenrigsstatssekretær Robert Noriega udtalt, at "præsident Bush er fast indstillet på at bringe Castro-regimet til afslutning og eliminere det apparat, som har holdt ham ved magten i så mange år".
Bortset fra voksende bistand til radio- og tv-stationen Martí (som ikke kan ses på Cuba) såvel som til diverse eksilcubanske pro-demokratiske grupper - der forventes at formidle pengene videre til dissidenter på Cuba - har Bush-regeringen intet konkret gjort for at realisere dette mål. I en ny rapport om overgangen til demokrati på Cuba fra USA i juli blev 'regime-skiftet' nedtonet. En måned senere blev Castro syg.
Det antages, at han lider af uhelbredelig kræft. I de tre måneder, der er gået sidenhen, har Bush-regeringen ikke så meget som protesteret over indsættelsen af Raul Castro.
