Læsetid: 9 min.

'Jeg tror, vi har en chance'

Danish Crown presses som aldrig før af den globale konkurrence, discountkæderne, kravene om miljø og dyrevelfærd, slagteriarbejderne og koncernens egne ejere
2. maj 2005

Det var nok noget nær det dummeste, Bent Claudi Lassen, svineproducent og formand for Danske Slagterier, havde hørt:

"Vi skal have flere slagteriarbejdere, men vi skal have færre svin," lød udsagnet, fremsat af SF's daværende formand Holger K. Nielsen under valgkampen i januar, i de dage hvor den bebudede lukning af Danish Crown-slagteriet i Hjørring prægede debatten.

"I én og samme sætning," himlede slagteriformanden fra talerstolen, da han sidst i februar talte til deltagerne i Danske Slagteriers delegeretmøde i København.

"Det er beklageligt og forstemmende, når det kommer fra kredse, som burde vide bedre," fortsatte Claudi Lassen.

"Som om vi kunne og skulle trække en osteklokke ned over landet og lukke resten af verden ude."

Det er ikke nemt at være dansk svinekødsbranche i øjeblikket. Man oplever at være fanget i en flerdobbelt knibtangsmanøvre, der truer med at klemme livet ud af branchen. Fra én side kræver den hjemlige offentlighed mindre miljøbelastning, bedre dyrevelfærd og færre svin. Fra en anden side kræver medarbejderne på Danish Crowns og Tulips slagterier og forædlingsvirksomheder fortsat høj løn og tryg beskæftigelse. Fra en tredje side brokker en del af Danish Crowns større andelshavere sig over for ringe økonomisk udbytte af den svineproduktion, de leverer til slagteriet. Fra en fjerde side stiller de stadig mere magtfulde, transnationale detail- og discountkæder ubønhørlige krav til kødbranchens leverandører om billighed, kvalitet, mængde og ensartethed. Og fra en femte side kræver store og kapitalstærke, multinationale kødkoncerner nu plads på det marked, som de danske svinekødsvirksomheder hidtil med så stor dygtighed har præget.

"I de gode gamle dage behøvede andelsslagterierne bare at være bedst i sognet, for der var ingen konkurrence fra virksomheder uden for. I dag skal en andelsvirksomhed som Danish Crown være i superligaen globalt set, hvis den skal klare sig. Hvis der f.eks. udvikles en ny teknologi i Brasilien, så er det noget, der påvirker konkurrenceforholdene, og som de danske producenter må reagere på," siger Karl Chr. Møller, cheføkonom i Landbrugsrådet.

"Det er en branche under et benhårdt pres," supplerer virksomhedshistorikeren Martin J. Iversen, Center for Virksomhedshistorie ved Handelshøjskolen i København. "En virksomhed som Danish Crown er oppe mod meget stærke kræfter. Hvis man vil overleve, må man slås med dem, og det indebærer, at man ikke kan nøjes med at gøre, som man hidtil har gjort."

Ud fra en forretningsmæssig betragtning har de ellers gjort det ganske imponerende i den andelsbaserede danske svinekødsproduktion.

Færre producenter

Tag først ejerne af Danish Crown og det mindre TiCan. Altså svineproducenterne, andelshaverne, ude på bondegårdene. Siden 1970 har de formået at øge produktionen fra 11 millioner slagtesvin om året til nu næsten 25 millioner. Og det er sket på stadig færre bedrifter. I 1970 var der 120.000 landmænd med svineproduktion, i dag er der ikke engang 10.000. Ni ud af 10 er forsvundet.

Det indebærer, at den enkelte producent på den enkelte bedrift i dag laver 14 gange så mange grise som for 35 år siden. Gennemsnitsproducenten leverer næsten 2.000 svin til slagterierne om året, men de største præsterer langt mere: Der er i dag mere end 200 bedrifter, som hver især kan fremstille over 10.000 slagtesvin om året. Svinefabrikker der spytter en ny gris ud hver time, døgnet rundt, året rundt. Den allerstørste, Eskelund i Aarup kommune på Fyn, har - ganske vist ulovligt - været oppe på næsten det tidobbelte: ét svin hvert sjette minut.

Den fabriksagtige produktionsform med dens høje produktivitet indebærer for gennemsnitsbedriften, at arbejdstiden brugt på den enkelte slagtegris i hele dens levetid er omkring en halv time. Og endnu kortere tid på de større, mere effektive svinefarme. Ikke megen tid til at klø grisen bag ørerne der.

Det er svært at finde andre traditionelle brancher, der har præsteret tilsvarende effektiviseringer. Faktisk er der ifølge Landbrugsrådet ingen sektorer i det danske erhvervsliv, der kommer i nærheden af landbrugets produktivitetsudvikling. Faktorerne er mange, men hos svineproducenterne kan det bl.a. måles på, at den enkelte so i dag præsterer mere end dobbelt så mange slagtegrise som for 30 år siden. Avlsmæssig forædling af grisen og tidlig fravænning af pattegrisene, så soen presses til hurtigt at blive drægtig igen, er to afgørende instrumenter.

Så svineproducenterne har været dygtige. Og produktivitetsstigningerne skal fortsætte. Om 10 år venter Landsudvalget for Svin under Danske Slagterier, at soen kan føde 26 pattegrise om året mod nu 23,5. Grisens arvemasse er man også i gang med at studere i håb om at kunne skabe forbedringer ad den vej. Og den gennemsnitlige bedrift forudsiges at fordoble sin produktion fra nu 2.000 til 4.000 slagtesvin om året i 2015. Til gengæld vil der til den tid kun være 3.000 svinebedrifter om opgaven.

Logikken er, at kun ved at udvide sin bedrift kan man forrente nye investeringstunge teknologier i stalden, der kan gøre det muligt at mindske arbejdskraftbehovet og de dertil knyttede omkostninger pr. gris. De mindre bedrifter kan ikke få dette regnestykke til at gå op og vil forsvinde.

Pointen med det hele er, at uden sådanne produktivitetsstigninger kan de danske svineproducenter ikke konkurrere med de producenter i andre lande, som i kraft af globaliseringen nu kan levere til samme markeder og for de flestes vedkommende med lavere produktionsomkostninger. Et land som Brasilien udgør f.eks. en alvorlig trussel med sin hastigt voksende svineproduktion, der nyder godt af billigere jord, billigere foder, lavere lønomkostninger og masser af plads til at udvide sine svinefarme. I dag er produktionsomkostningerne pr. kilo slagtesvin i Brasilien kun godt det halve af omkostningerne i Danmark.

De danske svineproducenter, der har valgt at producerer billige svin i Polen i selskabet Poldanor, er et andet eksempel på ny konkurrence, der presser såvel de hjemlige producenter som deres selskab, Danish Crown. Bl.a. COOP har for nylig besluttet at importere bacon baseret på de polskproducerede grise på bekostning af dansk bacon lavet af danske svin hos Tulip.

Andre af de større hjemlige producenter har valgt at fastholde hele produktionen her i landet, men sælger de levende grise til slagterier i udlandet, der betaler bedre.

"Jeg tror, en hel flok producenter står på spring, fordi Danish Crown har betalt for lidt," sagde for nylig til Berlingske Tidende en af Danmarks største svinebønder, Erling Bech Poulsen, Lemvig, der selv har opsagt sit andelsmedlemskab af Danish Crown og nu sender sine 30.000 årlige slagtegrise til bl.a. Tyskland.

Denne for Danish Crown tvivlsomme udvikling er med til at forklare, at eksporten af levende danske slagtesvin til udenlandske slagterier voksede med over 150 pct. fra 2003 til 2004.

"Aldrig har den internationale konkurrence på omkostninger været skarpere end nu," sukkede svineproducent Bent Claudi Lassen, da han talte til de delegerede på Danske Slagteriers årsmøde.

Mere for mindre

Som på bondegårdene således også i den slagterisektor, bønderne ejer. Produktiviteten skal op, omkostningerne ned, hvis man skal kunne fastholde Danmarks position som verdens største eksportør af svinekød med afsætning til omkring 140 lande og en årlig eksportindtægt på over 25 milliarder kroner. 90 procent af det svinekød, Danish Crown producerer, går til eksport, så det er konkurrenceforholdene på den globale scene langt mere end forholdene på hjemmemarkedet, man må agere ud fra.

"Danish Crown er i dag oppe imod nogle multinationale koncerner, der står umådeligt stærkt, fordi de ejer hele produktionssystemet fra svinefarme til forædlingsvirksomheder og kan lægge deres svineavl, slagteproduktioner og forarbejdningsprocesser, hvor de vil på kloden, dvs. hvor det koster mindst," pointerer Karl Chr. Møller fra Landbrugsrådet.

"Tag et selskab i kødbranchen som det amerikanske Smithfield," siger Martin Iversen.

"Smithfield kan næppe blive større i USA, så nu søger de bl.a. til Europa. Her opkøber de i lande som Polen og Rumænien hele værdikæden, så de kan producere billigst muligt i øst og sælge i vest, på Danish Crowns vigtigste markeder."

Også i Brasilien ejer Smithfield svinefarme, hvor kødet kan produceres meget billigt og derefter sendes verden rundt.

"Det særlige ved Danish Crown er, at det er en andelsvirksomhed ejet af de danske svineproducenter. Det indebærer, at man ikke har helt samme muligheder som f.eks. Smithfield. De danske andelshavere ville nok blive noget trætte af Danish Crown, hvis selskabet sagde, at man havde fundet ud af, at det var billigere at opkøbe slagtesvin i Brasilien end hos de danske producenter. Så Danish Crown er bundet op på råvareproduktion i Danmark, på godt og ondt," siger Karl Chr. Møller.

Altså et klart dansk handicap på den globaliserede markedsplads.

"Under så pressede forhold må Danish Crown satse stærkt på centralisering og brug af de mest effektive systemer på slagterierne her i landet. Samtidig er man nødt til at producere og forarbejde, hvor det er billigst, herunder i Østeuropa med den billigere arbejdskraft. Begge dele indebærer, at der vil blive langt færre slagterier og forarbejdningsvirksomheder i Danmark i fremtiden," forudser Martin Iversen.

Det bliver hårdt

Hos Danish Crown bekræfter koncernchef Kjeld Johannesen det hele. Tre faktorer driver den proces, der sidste år førte til afskedigelse af 900 danske slagteriarbejdere og over de kommende år ifølge Johannesen vil reducere medarbejderantallet med yderligere 2-4.000 personer:

For det første den øgede internationale markedsadgang via aftalerne om liberalisering af verdenshandelen.

"Hidtil har vi været konkurrencedygtige via en stærk position på højprismarkeder i f.eks. USA, Japan, Australien og Storbritannien, men der rammes vi nu af, at flere lande og flere konkurrenter får markedsadgang. For 20 år siden var der fire lande, der havde adgang til det japanske marked - i dag er der mere end 20," siger Kjeld Johannesen.

For det andet de lave transportomkostninger, der faktisk gør det lønsomt at operere globalt.

"Man kan sejle varer til Kina og Japan til samme pris, som man kan køre dem til Rom."

Og så for det tredje den ny adgang til lavtlønsområder i øst, der sætter fokus på lønomkostninger og nødvendiggør, at ikke bare afsætning, men også produktion og forarbejdning organiseres globalt.

"Vi må spørge os selv: Hvordan opretholder Danish Crown konkurrencedygtighed? En mulighed ville være at flytte hele værdikæden ud, hvor tingene kan gøres billigst. Fra svineproduktion over slagtning til forarbejdning og forædling. Det ville indebære, at Danmark mistede eksportindtægter, at hjemlige arbejdspladser i denne del af industrien forsvandt og det samme med 90 procent af beskæftigelsen i landbruget. Så det er ikke en mulighed, der er til debat."

"Som andelsbevægelse er vores højeste mål at gøre svineproducenternes gårde levedygtige. Opgaven er at slagte og forarbejde de godt 20 mio. svin, producenterne laver, og sikre dem den højest mulige afregningspris."

"Vores problem er, at ni ud af 10 grise skal ud i verden, og derude er de bedøvende ligeglade med, at der skal en høj pris til at betale den høje løn til danske slagteriarbejdere," siger Danish Crown-direktøren og henviser til, at danske lønomkostninger de seneste 10 år er steget mærkbart stærkere end lønomkostningerne i eurolandene som gennemsnit.

Derfor strategien med at automatisere og koncentrere slagtningerne på stadig færre, stadig større danske slagterier med stadig færre medarbejdere. Og samtidig flytte videreforarbejdningen af de slagtede grise nærmere på slutkunderne og markederne i udlandet, hvor lønningerne samtidig er lavere. Sådan som man bl.a. har gjort det med fabrikkerne til udbening og forædling i Boizenburg og Oldenburg i Tyskland. Flytter man ikke ud, mister man konkurrenceevnen og dermed gradvist det hele - produktionen, arbejdspladserne og indtjeningen ender hos ikke dansk-ejede virksomheder i udlandet.

"Ingen kan sidde markedskræfterne overhørigt - enten deltager man, eller også taber man," siger Kjeld Johannesen.

"Jeg tror, vi har en chance, men det bliver meget svært og meget hårdt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu