Læsetid: 5 min.

Hvis du tror, du kender Thor...

Så mød Lars Boms kraniekvaser. Han har sin egen stylist i Dyrehaven. Men Det Kgl. Teaters picnicinstruktion glider af på dramatikeren Jokum Rohdes interessante tanker om 'det onde'
6. juni 2006

"Vi ved, hvem du er: Du er Thor!" lyder replikken. Og så er Jokum Rohdes Valhalladigt sat i galop op ad Djævlebakkerne. Thor ligner godt nok også sig selv: Tatoveringerne krydser hans skaldede isse i seje vikingemønstre, og skægget blafrer rødt over hammermusklerne.

Men, men... Jokum Rohdes tekst spiller på, at vi tror, at vi ved, hvem Thor er. At vi tror, at Thor bare er den dumme kraniekvaser fra sidste års Jul i Valhal. Og at vi tror, at Thor bare er en buldrende tabergud med en stor hammer. For Jokum Rohdes Thor er anderledes. Han er simpelthen gået hen og blevet en trofast. Han er opofrende og enfoldigt smuk i sjælen - og han erkender samtidig sin egen ondskab.

Om denne Thor-tolkning kan retfærdiggøre 150 minutters Valhal-halløj og millioner af skatteyderkroner kan diskuteres. Det samme gælder de 70.000 billetkøberes mulige oplevelser af det sublime.

Men Jokum Rohdes Thor-tolkning er principielt interessant, om end lang i spyttet, fordi den forsøger at nuancere de billeder af 'det gode' og 'det onde', som vi og verden i øjeblikket forsøger at forsimple så meget. Altså humanistisk teater med aktuelt bid - spejlet i en religion, hvis dyrkere ikke bliver fornærmet over at blive kaldt hedninge!

Lykkeligvis bliver denne Thor-skikkelse spændende på scenen. Tordenguden har lånt sin krop hos skuespilleren Lars Bom, der har en suveræn balance mellem brutalitet og nænsomhed.

Som en sand himmelgud kan Lars Bom fylde aftenskumringen i Ulvedalene, så både mosekonen brygger, og elverpigerne danser. Samtidig er han råstærk og liderlig - og fedtet ind i muskler fra øverst til nederst. Og så kan han ride i maskulin galop under de store træer, så man ville ønske at springe ud som Valkyrie netop denne sommeraften i Dyrehaven...

Uden mjød

Kostumedesigneren Maja Ravn har skabt en vikingeindpakning i læder og nitter, der ikke gør Thor til en mindre helt. Faktisk gør hendes outfit ham for lækker i forhold til hans formodede mekanikeræstetik. Eller er der bare stylister i Valhal?

Der er i hvert fald stylister i Ulvedalene. Christian Friedländer har skabt en hel gudeby af smukke, røde træhuse med farefulde trapper og vippebroer, der vokser ud af bakkerne som et stykke landscape art i sig selv. Sådan en omgang 'Thors Tivoli', for Det Kgl. Teater har kastet rigeligt med populismekroner i indpakningen.

Da Ragnarok sig nærmer, slikker ilden så lifligt langs gudernes husgavle, at der lægger sig en anakronistisk tændvæskestank over hele Dyrehaven. Og selveste regnbuebroen springer ud i psykedelisk laserlys, lige som hos Cirkus Arena. Storslået flot er det, lige på grænsen til overkill og videospil. Samtidig er det måske den første vikingescenografi uden ét eneste mjødkrus...

Uden Kvinfo

Instruktørerne er operachef Kasper Bech Holten og skuespilchef Mikkel Harder. Holten har netop iscenesat Wagners Ringen på Operaen, hvor persongalleriet er det samme, og man mærker Holtens sans for den store rumkomposition: Ikke en bakkekam uden en slagplan. Sammen har de to så styret den gigantiske produktion med både folkekor og rideskole, bueskyttelaug og stuntteam - og orkester under halvtag.

Og jovist, instruktørerne støtter dramatikerens portræt af Thor. Men de viger langt uden om aktuelle pointer. Ikke noget med politisk afgudsteater her. De undgår behændigt Jokum Rohdes ondskabsbilleder. Og de misser også den indlysende chance for at give Valhal en mere nutidig kvindeforklaring. I stedet har de klynget sig til det stereotype kvindebillede hos Wagner: Kvinder har bryster, og det er fint, men mændene vil altså hellere slås...

Det er i hvert fald ikke i Ulvedalene, at Kvinfo skal holde jubilæumsfest. Og selv om underskønne Trine Pallesen imponerer med sin forurettethed og ranke ridning, så får hun ikke lov til at hoppe ud af rollens egen skabelon. Veldrejede Charlotte Munck ser godt ud i skrå ventestilling ved sin dødstrappe som dødsgudinden Hel, og vævertstærke Stine Prætorius imponerer med gode kampspark som den altopofrende Valkyria. Men det er det.

Så har klichéfyrene det meget sjovere. Den lede Loke har smukke Morten Suurballe forvandlet til en hvislegud med dårlig ånde og ond ro i skuldrene. Den snu Odin har Nis Bank-Mikkelsen givet sin almægtigstemme, elegant kombineret med dårlig fadersamvittighed. Den hærgende pyromanjætte Surt har Henrik Jandorf givet så megen tegneserieoverdrivelse, at selv hans flammekaster griner. Og hjerteknuseren Balder er i David de Coninck Owes akrobatkrop blevet til en teenagehelt med muskelpower i benene og kærlighed i øjnene - men også med alt for store ord i munden.

Uden polakker

Det virker, som om Holten og Harder skal kompensere for Det Kgl. Teaters manglende munterhed inden for skuespillet denne sæson. Så nu skal det hele være folkeligt og uforpligtende, så forestillingen egner sig til ethvert publikumssegment med hang til picnickurv. Vi får ikke at vide, om scenografien har været outsourcet til bangladeshere eller polakker, for nu er det atter royalt duarder... Og instruktionen glider af på tekstens tanker.

Alligevel opstår der glimtvis en uforudsigelig mystik, der løfter forestillingen. Det sker, når Maria Rossing og Marie Louise Wille maser omkring som to rørende, komiske trolde med trillebør og fåreskind og ingenting forstår. Pludselig bliver der højt til himlen og tårer til tåberne - og en smittende længsel mod Mexico. Måtte guderne skænke disse skuespillere en Klumpe og Tumpe 2!

Og måtte Odin gøre både Ældekonen udødelig! Anne-Lise Gabold er i hvert fald frysende uhyggelig som alderdommens isnende gesandt. Hun gør næsten ingenting. Strækker bare mikroskopisk hænderne ud mod Thor, så han visner, muskel for muskel.

Hvad Thor så ender med? Ja, det er spørgsmålet. I slutscenen får Jokum Rohde nemlig travlt med at nulstille sin sensitive Thor, der vupti, alligevel ikke tror på, at hans krige nogensinde holder op. Og stakkels Balder kastes ud i fredselskende prædikantord om 'et stykke af regnbuen i vore hjerter', der må lyde bedre i valgmenighedskirker end i Valhal.

Nå, men skal man tage i Dyrehaven? Selvfølgelig skal man det. Især hvis man drømmer om tunge drenge med hammer.

Thor. Tekst: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Kasper Bech Holten og Mikkel Harder. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Maja Ravn. Lys (guldmedaljeflot): Jesper Kongshaug. Musik (Alt fra Der Var Engang til Les Miserables. Ups!!! Hvorfor ikke bare Sorten Muld?): Frans Bak. Dirigent (stædig): Inge Fabricius. Kordirigent (uanstrengt): Nenia Zenana. Koreografi (så det giver gode mindelser om Seven Brides to Seven Brothers): Bill Holmberg. Stunt (så det ligner brækkede ankler): Martin Spang Olsen. Hesteinstruktion (så det ligner dødsridt): Lars og Lisbeth Poppel.

Dramaturgi (så det ligner usleben saks): Karen-Maria Bille. Speakstemme om publikumsregler inden forestillingen (humorforladt manualoplæsning): Anonym. Det Kgl. Teater i Ulvedalene. Til 30. juni.

www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu