SØNDAG DEN 10. august 1997 var varm og solrig. I medborgerhuset på Blågårds Plads i København havde et halvt hundrede mennesker valgt at bruge det, der kunne være blevet en dejlig dag ved stranden, på et stormøde om borgernes rettigheder og pligter i forhold til ordensmagten.
Advokat Thorkild Høyer var med til mødet. Næsten alle andre tilstedeværende var unge mænd, der færdes i kvarteret omkring Blågårds Plads. Anledningen var den sommers sammenstød mellem politi og unge mænd på Indre Nørrebro.
Advokaten indskærpede, at man har pligt til at opgive navn, adresse og fødselsdato, når en politimand henvender sig og beder om det. Og at borgerne normalt har ret til at få at vide, hvem de har med at gøre, men at de ikke kan være sikre på, at politimanden vil røbe sit navn, eftersom reglerne har undtagelser.
Hovedbudskabet var, at de unge mænd hellere skulle gå den legale klagevej end kaste med sten og råbe skældsord, hvis de følte sig udsat for overgreb fra politiets side. I månederne op til stormødet havde flere af de unge mænd reageret på denne lidet hensigtsmæssige måde, og advokaten fortalte dem - hvad de egentlig godt vidste - at det er tåbeligt at slås med politiet, fordi politiet altid vinder i den sidste ende.
SAMME THORKILD Høyer har stået som én af de markante kritikere af den klageordning, som et snævert flertal i Folketinget - under modstand fra den borgerlige opposition - i 1995 vedtog til afløsning af de kritiserede lokalnævn, hvor politiet selv deltog i behandlingen af borgernes klager over politiet.
Derfor havde Thorkild Høyer et troværdighedsproblem den søndag i medborgerhuset. Og selv om drengene måske ikke havde fulgt de senere års retspolitiske debat minutiøst, stillede de alligevel advokaten nogle vantro spørgsmål om, hvorvidt han virkelig troede, at det kunne betale sig at fæste lid til systemet, hvor det nye politiklagenævn behandler klagen, og statsadvokaten træffer afgørelse på grundlag af nævnets indstilling.
I den forløbne uge mødte Thorkild Høyer igen nogle af drengene fra Blågårds Plads. Mødet fandt sted i Københavns Byret, og drengene var henholdsvis tiltalte og vidner i en straffesag, der ifølge anklageskriftet handlede om manglende opgivelse af navn, fødselsdato og adresse, om vold mod politiet og om groft hærværk mod en politibil. Thorkild Høyer var forsvarer for de to af drengene, som var tiltalt i sagen, der vedrørte begivenheder i ugen efter advokatens retsbelæring på Blågårds Plads.
De to unge mænd på 19 og 20 år, der sad tiltalt i sagen, kendte deres rettigheder og pligter, da de om aftenen den 15. august 1997 blev stoppet af en civil politipatrulje i Københavns Indre By. Efter hvad de selv forklarede i retten - og tidligere har forklaret her i avisen - forholdt de sig ganske uvoldeligt over for de uhøflige betjente, der opførte sig både flabet og nedladende. Men de gjorde, hvad de kunne, for at samle materiale, der kunne bruges ved en klage over betjentene. De bad om politifolkenes navn og tjenestenummer, de bad om at se legitimationskort - og da politiassistenterne afviste alt dette, fulgte de efter for at notere politibilens registreringsnummer. (Som det er fremgået af Informations retsreportager torsdag og fredag, havde politifolkene en helt anden udlægning af forløbet.)
SET MED politiets og anklagemyndighedens øjne er det i sig selv både mistænkeligt og provokerende, når borgere spørger efter politifolks navn og tjenestenummer, fremgik det af torsdagens procedure fra anklageren, politiadvokat Michael Jørgensen. Han kaldte advokatens råd i medborgerhuset for "juridiske redskaber til at optrappe konflikter".
Imidlertid fik byretssagen mod de to unge mænd det usædvanlige udfald, at flertallet af dommerne valgte ikke at lægge til grund, hvad de to politifolk havde forklaret. Ikke alle dommere og domsmænd vil og tør udtrykke en sådan skepsis over for politiets vidneudsagn under strafansvar.
Tilbage står, at både forsvarsadvokaten og drengene grundlæggende har ret i deres skepsis over for det system, der skal behandle den klage, som de to tiltalte sammen med et af vidnerne har indgivet over de to politifolk. Den person, der skal tage stilling til klagen, er nemlig... Statsadvokaten for København. Den samme herre, der besluttede, at der var grundlag for at rejse tiltale og kræve frihedsstraf i sagen mod de to unge mænd.
Hvis Thorkild Høyer havde et troværdighedsproblem, da han bad drengene på Blågårds Plads bruge klagesystemet, er han ikke den eneste med et sådant.ni
