Læsetid: 5 min.

Truslen fra landsbytosserne

Søren Krarup kan takke sin opsparede kredit i Dansk Folkeparti for, at han ikke er røget samme vej som Morten Messerschmidt
5. maj 2007

Det var præcis den slags, der skulle gøres op med. Da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti, skulle det være slut med de politiske 'landsbytossers' hærgen, som man så ofte så det på Fremskridtspartiets landsmøder. Ikke desto mindre har de sidste uger bragt mindelser om Fremskridtspartiet i partistifter Mogens Glistrups og pølsemand Kresten Poulsgaards storhedstid.

Indtil for ganske nylig tydede alt ellers på, at Pia Kjærsgaard og hendes nærmeste havde fuld kontrol over situationen. DF-ledelsens bestræbelser på at gøre partiet til et 'normalt' parti - i stedet for en paria - var gradvist ved at lykkes. Det blev illustreret ved Pia Kjærsgaards 60-års fødselsdag på Christiansborg i februar. Ikke alene holdt Anders Fogh Rasmussen tale for DF-lederen. Det samme gjorde Marianne Jelved, og blandt gæsterne sås Helle Thorning-Schmidt og adskillige andre oppositionspolitikere.

Fødselsdagen havde været mere ensom i dag. For kun to måneder efter har kaskader af særprægede udtalelser fra partiets valgte repræsentanter bombet partiledelsens bestræbelser langt tilbage. Som en af DF's strateger formulerer det:

"Vi deler vælgerne op i tre grupper. Der er en gruppe på fire-fem procent, der altid vil stemme Dansk Folkeparti. Dem mister vi ikke, selv om vi bliver udsat for 'landsbytosserier'. Det er mere usikkert, hvordan den slags påvirker den næste gruppe på omkring ti procent, der alt andet lige er tilbøjelige til at stemme på os."

"Så er der en tredje gruppe på mellem fem og ti procent. De, der ikke stemmer DF i dag, men som vi have skal fat i, hvis vi skal blive det nye socialdemokrati med 20-25 procent af vælgerne. Dem har vi nok skræmt væk for et godt stykke tid."

I Glistrups ånd

Løjerne blev startet af DF's retsordfører Kim Christiansen, der krævede, at militæret blev sat ind til at bekæmpe urolighederne på Nørrebro efter rydningen af Ungdomshuset. Dernæst vakte den 27-årige uddannelsesordfører Martin Henriksen opsigt ved at foreslå en kampagne for seksuel afholdenhed blandt unge.

De ejendommelige udtalelser kulminerede med Søren Krarups beskrivelse af homoseksuelle som 'handicappede', Mogens Camres beskrivelse af Asmaa Abdol-Hamid som én, der behøver psykiatrisk hjælp og Morten Messerschmidts udskejelser i Tivoli. Der er siden opstået stærk tvivl om, hvorvidt Messerschmidt heilede - som B.T. påstod - men der er ingen tvivl om, at han optrådte fuld som en allike.

Der er flere forklaringer på den farceagtige udvikling, som til Pia Kjærsgaards umådelige irritation har været svær at stoppe igen. I Dansk Folkeparti peger flere på det simple faktum, at der i disse uger er opstillingsmøder for partiets folketingskandidater. Det er nu, det skal afgøres, hvem der er spidskandidater i de forskellige opstillingskredse. Som en central kilde frustreret udtrykker det:

"Der findes åbenbart en del, der vil markere sig for enhver pris."

Et sårbart parti

Men problemet er også politisk. Efter Muhammed-krisen forsøgte ledelsen i Dansk Folkeparti at nuancere kursen og skelne mellem 'muslimer' og 'islamister'. Den nye kurs blev fremført af pressechef Søren Søndergaard og godkendt af Pia Kjærsgaard. Som pressechefen dengang skrev til partiets folketingsmedlemmer:

"Kritik af islam som sådan og muslimerne i almindelighed er ikke Dansk Folkepartis politiske ærinde."

Den ændring har vist sig ualmindelig svær at føre ud i praksis. For en meget stor del af Dansk Folkepartis medlemmer er rekrutteret til et parti, hvor ekstremt hårde udfald mod muslimer som sådan var accepteret. Det er dén udtryksform, de har på rygraden. Det gælder også folk som Mogens Camre og Søren Krarup - og den nu tidligere DF'er Morten Messerschmidt.

Derfor er det heller ikke sidste gang, Pia Kjærsgaard er gået på banen for at banke folk på plads. DF-lederen insisterer på selv at vælge sine kampe, men hun erkender til fulde nødvendigheden af, at hun personligt markerer afstandtagen til for eksempel Søren Krarups udtalelser om homoseksuelle og om dødsstraf:

"Vi er langt mere sårbare end andre partier, og derfor er vi nødt til at handle hurtigt i den slags situationer. Det er også derfor, vi er nødt til at have den topstyring, vi har," siger Pia Kjærsgaard.

I den aktuelle runde er Dansk Folkepartis ledelse veget tilbage for egentlige eksklusioner, som man ellers har benyttet flittigt over for baglandet. Morten Messerschmidt gik formelt selv, men hans beslutning var særdeles velkommen i partitoppen. Selv hvis han skulle vinde injuriesagen mod B.T., er det langt fra sikkert, han kan komme tilbage.

For allerede før Tivoli-branderten havde Messerschmidt trukket hårdt på sin kredit i Dansk Folkeparti. Det var usædvanlig upopulært, at han i 2005 - sammen med sin gamle læremester Mogens Camre - skrev en kronik, der lagde op til indskrænkelse af efterlønnen, færre offentligt ansatte og udlicitering i sundhedsvæsnet. Tæt på den gamle Fremskridtslinje, men stik imod den kurs, DF har ført siden 2001.

Camre i selvsving

Saldoen på Mogens Camres bankbog i partiet er heller ikke overvældende høj. Den tidligere socialdemokrats intelligens anerkendes i partiet, men hans fejlkvote er ved at være opbrugt. Han måtte hurtigt trække sine udtalelser om psykiatrisk hjælp til Asmaa Abdol-Hamid tilbage, og der er i en vis utryghed ved, at Camre kan 'hidse sig selv op' i en debat og ende med at gå langt over stregen. Messerschmidts skæbne er også et signal til Camre om, hvor grænsen går.

Derimod har Søren Krarup - alt andet lige - en længere line. Krarups holdninger er på en del områder mere ekstreme end både Camres og Messerschmidts: Krarup ser menneskerettighederne som en slags afgudsdyrkelse, han har sammenlignet NATO's bombardement af Serbien med Hitlers overfald på Østrig og Tjekkoslovakiet, han er i princippet tilhænger af 'Danmark til Ejderen' med mere.

Alligevel har Søren Krarup stadig en pæn portion respekt at trække på i Dansk Folkeparti. Partiledelsen har en næsten næsegrus beundring for hans intellektuelle formåen, og han ses som en 'patriot, der kæmpede mod det multikulturelle samfund, lang tid før DF eksisterede'.

Men også her er snoren ved at blive strammet. Partiledelsen var i sin tid overmåde begejstrede for at få såvel Camre som Søren Krarup og hans præstefætter Jesper Langballe med i partiet. Men ingen af dem har fået udstedt en blankocheck. I første omgang har såvel Krarup som Camre fået en skriftlig advarsel. Hvis vægtskålen tipper - og de i højere grad vurderes til at være en belastning end en fordel for partiet - ryger de ud.

Det er altid en dødelig trussel for et yderparti, hvis det bliver en tumleplads for folk med bizarre synspunkter. Derfor kunne Pia Kjærsgaard heller ikke vente på, at Morten Messerschmidt får afgjort sin kommende injuriesag mod B.T. Spørgsmålet er bare, om Messerschmidts farvel er nok til at hindre flere selvdestruktive episoder i Dansk Folkeparti.

Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu