Læsetid: 3 min.

Tsunamien gavner indsamlinger

Både store og små hjælpeorganisationer melder om voksende interesse og gode indsamlingsresultater efter tsunamien
8. august 2005

Danskerne er langt fra trætte af at hjælpe oven på den store katastrofe i Sydøstasien, der for et halvt år siden kostede 226.000 mennesker livet, heraf 46 danskere. Det viser en rundringning til flere store og små hjælpeorganisationer.

Overalt regner hjælpeorganisationerne med uændrede eller forbedrede indsamlingsresultater i forhold til sidste år. I Storbritannien mærker mange mindre organisationer, der beskæftiger sig med hjælpearbejde uden for katastrofeområder, for eksempel sygdomsbekæmpelse og langsigtede ulandsprojekter, et markant indtægtsfald.

Men det er ikke tilfældet i Danmark. Danskerne har forstået nødvendigheden af det lange, seje træk, mener flere indsamlingsledere.

Høje forventninger

Mette Grovermann, sekretariatschef i Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation ISOBRO, forventer, at 2005 vil bliver et rigtig godt indsamlingsår.

"Mit bud er, at 2005 bliver et rekordår. Indsamlingsmarkedet har vist sig at være mere elastisk end mange nok tidligere havde forventet. Ingen havde forudset, at danskerne formåede at donere så meget til tsunamiofrene. Vi spåede forsigtigt cirka 100 millioner kroner, men der kom cirka 300 millioner ind på landsplan. Efterfølgende oplevede både Folkekirkens Nødhjælp og Kræftens Bekæmpelse rekordstore landsindsamlinger og to måneder senere formåede DM i Indsamling at indsamle 38 millioner kroner til forældreløse børn i Afrika," siger hun.

En rundringning til en række små og store hjælpeorganisationer bekræfter ISOBRO's indtryk.

Hos Kræftens Bekæmpelse kan indsamlingschef Bjarne Heide Jørgensen melde, at det går forrygende. Ved en landsindsamling i april måned lykkedes det organisationen at indsamle 26, 6 millioner kroner, hvilket er flere millioner mere end året før. Og siden har der heller ikke været noget tegn på afmatning.

I Mellemfolkeligt Samvirke regner indsamlingschef Charlotte Dyhr med, at tsunami-indsamlingen vil gøre det lettere for MS at skaffe penge, når indsamlingsaktiviteterne går i gang i slutningen af august.

"Det er helt klart en tendens til, at folk giver mere efter tsunamien. Når først pungen har været oppe af lommen, er det tilsyneladende lettere at give næste gang," siger hun.

Det lange seje træk

Danskerne har stor forståelse for det lange seje træk, mener flere indsamlingsledere.

Andy Grysbæk fra Aids-Fondet kan i hvert fald konstatere, at den almindelige dansker ikke svigter aids-bekæmpelsen.

"Vi har ikke mærket noget fald i interessen eller viljen til at støtte vores arbejde," siger han. "Tværtimod. Danskerne er lige så villige til at støtte aids-bekæmpelse, som de var før tsunamien. Til gengæld kan vi godt mærke, at mediernes opmærksomhed i stigende grad koncentrerer sig om de store indsamlinger og katastrofer. Det er svært at få dem til at interessere sig for en katastrofe, der foregår hver dag," siger han.

Grysbæk er enig i, at indsamlingspotentialet er vokset i kølvandet på tsunamien og regner med, at fondet kan indsamle lige så mange penge som sidste år, hvor resultatet blev 7,5 millioner kroner.

Formand for Læger uden Grænser Søren Brix Christensen oplever en meget konkret tsunami-effekt. Efter katastrofen i Sydøstasien er antallet af frivillige i organisationen fordoblet, og antallet af danskere, der er klar til at blive sendt ud for MSF er steget med 25 procent.

"Vi kan mærke, at flere har fået øjnene op for nødvendigheden af at støtte det langsigtede arbejde. For eksempel får vi stadig flere støtteindbetalinger via PBS. Danskerne ved godt, at det ikke er nok bare at give brandslukningshjælp, når en katastrofe indtræffer," siger Søren Brix Christensen. I kroner og ører regner Læger uden Grænser med at samle lige så meget ind som sidste år. Hos Care Danmark, der beskæftiger sig med langsigtet udlandsbistand er tendensen den samme. Oplysningskoordinator Mikala Satiya Rørbech siger, at både indsamling og medlemshverhvning går glimrende.

"Den personlige ansvarlighed er tilsyneladende blevet vækket af tsunamien," siger hun. "Danskerne ved godt, det er nødvendigt at forebygge kommende katastrofer."

Det findes ikke nogen samlet opgørelse over, hvor mange penge de danske hjælpeorganisationer indsamler årligt, men ISOBRO anslår, at der i 2002 blev samlet omkring 2,3 milliarder ind.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her