Læsetid: 3 min.

Tumpernes tur

12. december 1997

"Jeg tror tit, at folk er meget klogere, end dem, de har valgt til at repræsentere sig. Det gælder i hvert fald i Danmark."Miljøminister Svend Auken i Kyoto, 10. dec. 1997

PÅ SIDE 3 i dagens avis viser vi en graf, udarbejdet i går af FN's Klimasekretariat. Den fortæller det hele: I forhold til i-landenes samlede udledninger af drivhusgasser i dag, så vil man i år 2010 som resultat af den nye Kyoto-aftale have bragt udledningerne ned med 0,4 procent. Altså forudsat, at de muligheder for "klimasvindel" (Svend Aukens ord), som desværre er indbygget i aftalen, ikke udnyttes af nogle af de deltagende nationer. I givet fald kan resultatet af Kyoto-forhandlingerne meget let blive en direkte vækst i udledningerne af drivhusgasser. Det var så langt man kunne komme på de bonede gulve. En march på stedet. Og det er der så ikke noget at gøre ved.
Det er selvfølgelig tragisk, at vi nu med FN-garanti synes prisgivet markante klimaændringer, der med sig bringer storme, vandstandstigninger, oversvømmelser, tørke og formentlig mange millioner nødstede, sultende og infektionsramte mennesker.
Hvis opvarmningen da ikke i stedet slår Golfstrømmens cirkulationspumpe i stykker, så vi snarere end hedeture løber ind i en hastigt accelererende istid.
Det er grimme perspektiver. Men der var, trods det, ikke mere at komme efter på klima-topmødet. USA kunne ikke presses til flere indrømmelser. Japan kunne ikke. Rusland kunne ikke. Ingen, der har fulgt slagets gang i Kyoto, vil påstå, at forhandlerne kom sovende til det. Læs bare vor hårdt prøvede udsendings dagbog på side tre.

SÅ DÉR STÅR VI. De professionelle forhandlere har gjort deres - beskedne - indsats. Nu er resten op til de professionelle forbrugere af CO2-genererende energi. Det danske folk f.eks.
Det havde været dejligt, om man kunne læne sig tilbage med lettet samvittighed og sige: "Politikerne klarede det. Nu tegner fremtiden lys og lykkelig. Ikke flere rædsomme CO2-historier i min avis." Men sådan er det altså ikke. Strabadserne og samvittighedskvalerne fortsætter. Nu som en øvelse i forandring af den individuelle og fælles livsstil.
Forsiden på Berlingske Tidende onsdag fortalte meget klart, hvori dilemmaet består:
"Tro på fremtiden betyder ekstra gode gaver i år", lød overskriften på en artikel om, hvordan "kasseapparaterne ringer." For "forbrugernes humør er i løbet af 1997 vokset i samme tempo som det danske aktiemarked." Umiddelbart ved siden af dén glade artikel om ny forbrugsfest stod en notits med det dystre, dugfriske forskerbudskab, at de seneste 140 års temperaturstigning i meget ringe grad skyldes naturlige årsager.
Menneskets forbrug af fossil energi er hovedkilden.
Tydeligere kan man vel ikke få skizofrenien udstillet.
Skizofrenien er problemet, ikke teknologien. De tekniske midler til at bremse CO2-udledningen står klar: vindkraft (13 procent af verdens vindmøllestrøm laves i lille Danmark), solenergi, biomasse, energieffektiv teknologi, kollektiv trafik, you name it. Hvad det handler om, er at skabe motivation til at realisere mulighederne. Og da folket - i hvert fald i Danmark - er klogere end de folkevalgte, skulle det ikke være en umulig opgave.

FAKTISK VIL VI godt henlede opmærksomheden på en idé, som Svend Auken passende kunne søsætte, når nu han har fået sovet ud efter Kyoto:
Hvad med at gøre dét til en folkesag, som i sidste ende er en folkesag. Aukens ministerium har for længst udarbejdet en ambitøs energiplan, Energi 21, som både sætter mål og beskriver konkrete midler. Det var ikke nogen dum ide at bede befolkningen løfte den plan.
Problemet er, at befolkningen ikke kender den. For snart tyve år siden var der en såkaldt græsrodsbevægelse mod atomkraft, der omsatte en lignende - alternativ - energiplan til en populær Folkepjece.
Den blev af ivrige aktivister omdelt til samtlige danske husstande og inspirerede til en bred debat om atomenergien og dens alternativer. Hvad nu om Auken lavede sin digre energiplan i en folkeudgave? Og allierede sig med dagens grønne græsrødder om at få den ud til det danske folk. Så måske Aukens kamp kunne gøres til den folkesag, man står og mangler efter eksperternes og politikernes fallit i Kyoto.
Tumperne må redde verden, når nu de kloge ikke vil, skrev Claus Heinberg, medlem af Det Økologiske Råd, her i avisen i foråret. Måske det ligefrem kunne gå hen og blive sjovt. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu