Læsetid: 2 min.

Tunfisken på vej mod udryddelse

Verdens krav om stadig mere sushi kan få katastrofale følger for tunbestanden
26. maj 2006

Flere fiskebestande i internationale farvande bliver nu fisket så de nærmer sig udslettelse, bl.a. fordi lokale regeringer ikke beskytter dem. Sådan lyder det i en advarsel fra Verdensnaturfonden, WWF.

Tunfisk og orange roughy (en australsk aborre lignende fisk, red.) er blandt de arter, der trues af illegalt fiskeri og det berygtede bundtrawlfiskeri, hvor tunge ruller trækkes hen over havbunden og fanger både fisk og pattedyr, samtidig med at de ødelægger hele økosystemer.

"De mest truede arter findes i internationalt farvand, langt væk fra de enkelte regeringers kontrol. Disse farvande udgør over halvdelen af jordens overflade, men mange regeringer ignorerer kontrollen af dem og lader piratfiskeri gå upåagtet hen," siger Simon Cripps fra WWF:

"Lande som Australien, Storbritannien og Canada burde tage et større ansvar, vise et godt eksempel og lægge pres på andre lande."

Miljøødelæggelser, påført af den globale fiskeindustri, hvis fangster er steget fra 18 mio. ton til 95 mio. ton i løbet af det sidste halve århundrede, har ført til at 25 procent af industrifiskene er overfiskede - sammenlignet med 10 procent i midten af 70'erne, ifølge FAO.

Nogle lande er ligeglade

WWF påpeger, at visse lokale aftaler, som f.eks. The Antarctic Agreement, beskytter fiskebestande. Men flere underskrivere af en nordatlantisk aftale ignorerer totalt fiskekvoterne.

Canada har for eksempel bundet sig til at beskytte bestande i deres egne, nationale vande, men tillader overfiskeri ved The Great Banks ud for østkysten, fordi disse ligger inden for internationalt farvand, hvor også fartøjer fra andre lande fisker. Dette betyder store fald i torskebestanden, og ødelægger økonomien for kystsamfundene.

Nogle lande synes at være ligeglade med de miljøødelæggelser, der følger efter. Kyststaterne i det østlige Afrika er ikke en del af deres egen regions RFMO - Tunkommissionen for Det Indiske Ocean - på trods af, at de fanger store mængder tun. Adskillige østafrikanske stater bliver benyttet som transithavne for illegalt fangede toothfish, men synes ikke at være klar over, at det er ulovligt.

Grafisk bevis for konsekvenserne af sådanne systematiske svigt kom fra Rom tidligere på ugen, hvor The Tuna Trap Producers Association, ved starten på den kommercielle tunfiskesæson i Middelhavet beretter, at deres industri er ved at kollapse. Det traditionelle tunfiskeri ud for Sydspanien faldt sidste år med 80 procent.

Opdræt af tun er steget dramatisk som et resultat af efterspørgslen på sushi - i vid udstrækning til det japanske marked. Dette har øget fangsten af tun fra et stigende antal industrifiskere i Middelhavet, hvor bestanden allerede er overfisket.

WWF siger, at årsagen til krisen skal findes hos en af de RFMO'er, hvis rolle bliver undersøgt i rapporten - Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT). WWF siger, at ICCAT tillod en vækst i opdræt ved Middelhavet på helt op til 51.012 ton - 20.000 ton højere end den tidligere fastsatte grænse.

"Et af de vigtigste fiskerier i verden viser tydelige tegn på kollaps," siger Sergi Tudela fra WWF: "Hvis man ikke vedtager en kriseplan i år - også omfattende aftaler om mindre kvoter - er det sandsynligt, at dette fiskeri vil forsvinde fuldstændig i den nærmeste fremtid."

Rapportens forfattere anmoder FN om at se nærmere på havfiskeriet og styrke RFMO'ernes beslutning om at tage hånd om de stater, der lader hånt om alle aftaler.

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu