"Snakker I meget om økologi, far?"
"Nej, det handler om dem, der ikke får mad nok"
"Jamen kan de så ikke få noget af de andre? Der er da også mange, der har for meget..."
SÅLEDES belært af sin datter har Deres udsendte kun lidt at tilføje fra topmødet i Rom. Han kan nemlig heller ikke rigtig forstå, hvorfor denne verdens rige (og/eller indflydelsesrige) voksne skal bruge så mange ord på at gentage det umiddelbart indlysende. Og hvorfor de har så svært ved at handle derefter.
Det indlysende er slået fast med syvtommesøm i erklæringen fra FN's topmøde om sult i Rom. Der er mad nok. Eller mere præcist: Der er muligheder nok på kloden for at fremstille mad nok til alle mennesker - indtil videre. Det, der mangler, er en anstændig fordeling af disse muligheder.
Verdenssamfundet bar i forvejen på en tung byrde af højtideligt vedtagne forpligtelser fra FN's mange topmøder i 90'erne: Om miljø og bæredygtig udvikling (Rio), om menneskerettigheder (Wien), om befolkningsvækst (Cairo), om social udvikling (København) om kvinders ligestilling (Beijing) om urbanisering (Istanbul). Rom-erklæringen tilføjede syv forpligtelser og et utal af nye gode hensigter: udryddelse af fattigdom, bedst mulige betingelser for fred og lighed, myndiggørelse og inddragelse, god regeringsførelse og adgang for alle til jord, vand, arbejde, sundhed, uddannelse, kredit og politisk indflydelse, bæredygtig udvikling og beskyttelse af miljøet...
UNDERTONEN i de fleste af talerne og de parallelle konferencer og pressemøder var en indædt mistanke om at både de internationale organisationer og de enkelte regeringer fra og med i dag, hvor topmødet er slut, vil glemme at gøre noget ved det i praksis.
Alle afsnit i Rom-erkæringens handlingsplan er bygget op på nogenlunde samme måde: Vi, verdens regeringer, er enige om hvad der er problemet, vi er enige om følgende målsætninger og vi forpligter os derfor til at gøre følgende: (punkt a, b, c osv....)
Men de fleste af deltagerne sagde - hver på deres måde - at opfølgningen af topmødet er det vigtigste. Hvorved de jo indrømmer, at handlingsplanen ikke er en handlingsplan men kun en ønskeseddel.
Ikke desto mindre var topmødet nyttigt på to måder. For det første er det nyttigt at kunne henvise til udstillingen af den dårlige samvittighed og den erklærede vilje til en lang række nødvendige indgreb når kampen mod sult og fattigdom, undertrykkelse og udelukkelse, magtfordrejning og skævdeling fortsætter. For det andet viste mødet at erkendelsen af det nye globale skæbnefællesskab er blevet uafviselig.
LIGE SIDEN den anden verdenskrig har mantraet i kampen mod sult været vækst. En stadig større landbrugsproduktion måtte sikres med alle midler - herunder massiv statsstøtte i i-landene.
I dag er mantraet balance. Grænserne er ved at være nået for udvidelse af produktionen med det industrialiserede, kemiske landbrugs metoder. Fattigdom og voksende befolkninger sætter de basale ressourcer under pres. Jorden udpines og eroderes, de store floder når ikke deres udløb i den tørre tid. Der bliver mindre og mindre frugtbar jord at dyrke pr. indbygger i verden og der er ingen udsigt til nye landbrugs-tekniske tigerspring.
Der er stor afstand mellem parterne i graden af bekymring. Lester Brown fra Worldwatch Institute siger at grænsen er overskredet; de kommende år bliver præget af en hidtil uset mangel på mad fordi produktionen stagnerer mens befolkningerne vokser og købekraften hos 3,1 milliarder asiater vokser endnu mere. Men også hans modparter erkender, at vi både skal skaffe de fattige adgang til jord og vand (eller mad, de kan betale) og genopbygge det basale naturgrundlag, der er brudt ned, hvis ikke det hele skal blive endnu værre.
TRE betingelser skal opfyldes for at nå Rom-erklæringens mål - at halvere antallet af underernærede fra de nuværende 840 millioner i løbet af tyve år. (Tallet svarer til hele Nord- og Mellem- og Sydamerikas befolkning)
For det første skal de fattige have adgang til vand og jord og de nødvendige midler til at dyrke den på en bæredygtig måde (herunder uddannelse og sundhed). Eller adgang til at tjene penge nok til at ernære sig selv og deres familier.
For det andet skal det bevises i praksis at udbytterne kan øges på de fattiges sårbare jorder uden at de tvinges til at undergrave deres eget eksistensgrundlag.
For det tredje skal verdensøkonomien holde op med at fungere sådan at en samlet økonomisk vækst ledsages af en endnu større polarisering mellem velstående og fattige.
Den tredje betingelse var genstand for størst uenighed mellem det officielle topmøde og det alternative NGO-Forum. Topmødet bekendte sig til en "fair og markedsorienteret verdenshandel" med skyldigt hensyn til alle grupper, miljøet og overgangsordninger for særligt ramte lande. NGO'ernes mistillid til virkningen af den globaliserede økonomi blev især udmøntet i et krav om at sikre de lokale småbønder og de fødevareafhængige lavindkomstlande en ret til beskyttelse mod at blive udkonkurreret af dumpingvarer fra områder af verden med højere produktivitet. F. eks. EU, der oven i købet opretholder en høj grad af offentlig støtte til sit eget landbrug.
Kravet til Europa er at afstå fra de korsigtede fordele, åbne vores egne markeder på de områder hvor det er os det gør ondt på og kanalisere den tekniske og økonomiske bistand derhen hvor den gavner mest.
es (Ebbe Sønderriis)
