Læsetid: 3 min.

Den tunge ende opad

4. april 2002

»Kunstnerne skal nurses og forkæles«
Kulturminister Brian Mikkelsen

DET DANSKE LEGATMILJØ i kunstens verden består af et fåtal af legater over 100.000 kr. plus et ret stort antal mindre legater, hvoraf nok et flertal er på 10.000-15.000 kr. eller endog derunder. For de fleste gælder det således, at æren er betydeligt større end beløbet, men kunstnerne bliver ikke desto mindre glade, når postbuddet kommer med checken.
Eller den bliver overrakt under klapsalver ved en reception.
Der er legater, de færreste overhovedet har hørt om, skønt de ofte er oprettet for, at den og hin institution, person eller et velhavende ægtepar gerne vil erindres og samtidig støtte kunsten. Legaterne har interessante navne som f.eks. Martin Jensen og hustru Manja Jensens Legat, Forfatterinden Lise Louise Laura
Volsts Legat, Madame Hollatz’ legat, Henkel-prisen, Pråsen-prisen, Forfatteren Peter Freuches legat til minde om Magdalene og Peter Freuchen, Det Anckerske Legat, Klods Hans Prisen, Preben Harris’ rejselegat o.lign. Nogle kan søges, andre uddeles af en lille bestyrelse som en hædersbevisning. Ikke et ondt ord om legaterne, som kunstnerne tager imod ud fra deviser som »hellere lidt end slet ingenting« og »mange bække små«. Nogen egentlig faktor i en kunstnerøkonomi udgør de ikke.
Forfatterne har efterhånden lært sig lektien, at beløbet er nominelt, der skal betales skat som af alle andre indkomster undtagen tips- og lottogevinster under et vist beløb. Det har de altid været meget imod.

BRIAN MIKKELSEN, konservativ minister med hang til kultur, vil gerne komme kunstnerne i møde og gøre legaterne skattefrie. Kunstnerne kan kun reagere ved at bukke eller neje – alt efter kønsmæssig orientering – og ydmygt sige tak, hr. minister. Det gør de så – eller deres organisationsformænd gør, som man kunne se af en artikel her i avisen i går. Morten Skriver fra Billedkunstnernes Forbund gjorde det, Knud Vilby fra Dansk Forfatterforening gjorde det, men som det også fremgik begge uden den helt store begejstring eller entusiasme.
Begejstringen og entusiasmen kunne derimod tydeligt spores hos Brian Mikkelsen selv.
»Kunstnerne skal forkæles,« sagde han.
»Jeg tror, at det for den enkelte kunstner vil få kolossal betydning at slippe for at betale skat af legater,« sagde han.
»Det er helt ekceptionelt, at jeg har fået det her igennem,« sagde han.

DEN GLADE giver har den for en politiker muligvis værdifulde egenskab, at han kan få lidt til at se ud af meget – og ikke bare almindeligt meget, men meget meget. Stadig ikke et ondt ord om, at han ville fjerne beskatning af hædersgaver... det kunne tidligere regeringer have gjort, dvs. det kunne de åbenbart ikke. Men Mikkelsen kunne altså – efter at have talt med sin skatteminister, der ved et hurtigt slag på regneapparatet åbenbart fandt ud af, at dette noble træk over for kunsten kun ville koste staten to-tre mio. kr. Hvilket var for intet at regne mod de mange millioner, staten havde sparet ved at grønthøste 15,5 procent andre steder på kulturbudgettet og dermed kunstnernes indkomster.
Det kan godt være, kulturministeren kan forvirre en stor del af vælgerne med sit distanceblænderi, men for folk i kunstens verden bliver han mere og mere tydelig for det, han ikke gør, end for det, han gør, og der er et klart skisma mellems hans partis og regeringsgrundlagets løfter om at ville forbedre vilkårene for de skabende kunstnere på den ene side og de forringede grundvilkår på den anden.

AT REGERINGEN savner en egentlig, konstruktiv kunstpolitik i disse år, hvor kulturen ellers fylder mere og mere på positivsiden i samfundsøkonomien, er dog ved at gå op for endog partipolitisk borgerligt orienterede gemytter, som arbejder med området. Det, regeringen har, er nogle punkter, en punktpolitik, som den er gået i gang med at opfylde til prikke.
Fælles for punktpolitikken er, at den hovedsageligt vender den tunge ende opad, altså favoriserer den i forvejen velaflagte kunstner. Herom vidner skattefradraget for institutioners og virksomheders kunstkøb, der dog har en vis bredde, så tak for det – og nu altså også for legater, som vil gavne enkelte kunstnere f.eks. Sonningprismodtageren.
Den gode kunstner, der har en svag økonomi (hvilket på ingen måde er atypisk), vil fortsat spejde forgæves efter den forkælelse, kulturministeren taler om.
Nå, nu skal kunstnerne og deres formænd, de utaknemmelige skarn, vel også passe på, at ministeren ikke bliver ked af det, når de kun er forbeholdent glade. Måske skal man formulere sig forsigtigt...

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu