Læsetid: 3 min.

Turen går til Mellemøsten

Flot dvd-boks fra Images of the Middle East tilbyder tre forskelligartede film fra regionen. De to er ganske gode, den tredje er blændende
29. september 2006

Det første indtryk er som bekendt vigtigt, og selve dvd-boksen præsenterer sig flot; sandfarvet med filmenes titler på en bred stribe af dyb blålilla og i forgrunden en skuespiller med en klar fysisk lighed med en ung Marlon Brando. Filmene handler om "religionskløft, blodpenge og fundamentalisme," oplyses det. Det lyder jo ikke som noget tosset dramatisk afsæt.

Manden på boksens cover hedder Nicolas Cazalé, og han spiller - med en stejl og ret så brandosk sårbarhed, faktisk - rollen som Reda i Ismaël Ferroukhis road movie Le Grand Voyage. Reda er en ung og meget vestligt sindet franskmand med marokkansk baggrund, hvis bryske, men skrantende far beslutter, at pilgrimsrejsen til Mekka ikke kan vente til næste år. Uden skyggen af entusiasme påtager Reda sig rollen som chauffør, og turen til Mekka begynder omtrent så skidt, som han havde frygtet, skønt den også tager drejninger, han ikke havde forestillet sig.

Censur før og nu

Ikke tilfældigt er bilens ene fordør en helt anden farve end resten; det handler om kontraster, om to meget nære familiemedlemmer med livssyn og værdier, som ligger langt fra hinanden. Som næsten altid i road movies er der tale om to rejser, en fysisk og en mental - hvorfor genren jo er oplagt, når trosspørgsmål skal tackles.

Af de tre film er Le Grand Voyage alligevel den, der slår det mindste brød op tematisk, men den er fortalt med lune og vindende humanistisk overskud.

Trioens alderspræsident er den i dag 80-årige egypter Youssef Chahine, hvis visuelt storladne drama Destiny daterer sig tilbage til 1997 (de to øvrige film er produceret i 2004).

Handlingen udspiller sig i 1100-tallet omkring filosoffen og videnskabsmanden Averroës (en faktisk historisk skikkelse), som talte for en moderat udgave af islam og dermed magten midt imod. Med sin høje sværd-og-sandal-faktor isprængt ilter dans og musikalske optrin kan Destiny umiddelbart ligne klassisk filmeskapisme, men med temaer som fatwaer og hårdhændet undertrykkelse af anderledes tænkende har den også relevans for det moderne Mellemøsten.

En cirkel blev således sluttet, da filmen blev forbudt i Egypten!

Det lykkes overraskende godt for Chahine at få et melodramatisk udtryk og en lejlighedsvis komisk overstyret spillestil til at sameksistere med filmens seriøse intentioner og oprigtige hyldest til den frie udveksling af ideer. Med sin imponerende scenografi er Destiny dog tydeligvis skabt med tanke på det store lærred, ikke den lille skærm.

Spørgsmål om liv eller død

Dvd-boksens sorte perle er iranske Asghar Farhadis Beautiful City, et på en gang fortættet og perspektivrigt og voldsomt velspillet drama om hævntørst, moralske dilemmaer og erotisk besættelse.

Vi følger ungdomsforbryderen A'la og hans indædte kamp for at redde sin ven Akbar, som står for at skulle henrettes for drabet på sin kæreste.

"Glæden, som findes i tilgivelse, findes ikke i hævn," skriver Akbar i et brev, som A'la læser op for faderen til den myrdede pige. Ifølge iransk lovgivning har han retten til at benåde Akbar - men intet tyder på, at han agter at gøre brug af den.

Farhadi får fremragende præstationer ud af sine skuespillere, især slagfærdigt charmerende Taraneh Alidoosti i rollen som den dødsdømtes søster Firouzeh, en stærk og selvstændig kvinde med en traumatisk fortid og en meget lav tolerance overfor karaktersvage mænd.

Først i filmens sidste minutter får vi sat Akbars uhyrlige handling i sin signifikante kulturelle sammenhæng, men A'las kamp for at redde hans liv fungerer nu også i høj grad som et forstørrelsesglas på det iranske samfund og dets normer og regelsæt. Beautiful City forener fornemt den personlige fortælling med den større samfundskommenterende dagsorden.

"Tre stærke spillefilm, der understreger spændvidden i den mellemøstlige filmkunst," loves der bag på dvd-boksen. Styrkeforskelle til trods må det konkluderes, at der er tale om oprigtig varedeklaration.

Der er ikke noget ekstramateriale på de tre dvd'er.

nImages of the Middle East: Le Grand Voyage, Destiny, Beautiful City. Tre film i dvd-boks. Region 2. Electric Parc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her