Læsetid: 6 min.

Turen gik til Krogerup

Uden alt for megen indblanding og opstramning fra de politiske myndigheder kunne de danske folkehøjskoler blive til vedvarende energikilder for civilsamfundet
17. maj 2006

På min bror, Stephens forslag - han bor i Helsingør - valgte jeg som første stop på min forskningsrundrejse til danske folkehøjskoler at drage til Krogerup i det nærliggende Humlebæk. Det var i april, og året var 1969. Forstander K. E. Larsen tog hjerteligt imod og forsikrede mig om, at jeg var meget velkommen til at deltage i studiegrupperne og tale med såvel lærere som elever.

Jeg husker en bestemt samtale særligt godt. Det var med en ung mand fra Slagelse, John S., som under de store birketræer, der just var på nippet til at springe ud, fortalte mig, hvad hans planer var for fremtiden. Han havde tænkt sig at uddanne sig ved et "pædagogseminarium", men først var han lige nødt til at "tage sin hf". Disse var helt nye udtryk for mig, men han forklarede dem for mig med enkle, engelske ord. Han havde aldrig gået i "gymnasiet", men haft forskellige småjob, efter han gik ud af skolen. 'Hf' var det nye toårige alternativ til studentereksamen. Min samtale med John passede perfekt til mit frisemester-forskningsprojekt på Wayne State University i Detroit - 'Den moderne danske folkehøjskole og dens relation til det danske uddannelsessystem' med deltagerobservation som væsentligste metode.

John fortalte mig, hvor godt han syntes om at være på Krogerup. Opholdet var for ham et skridt ind i fremtiden, ganske som det for mig var første etape af mit projekt. John beskrev ikke højskolen for mig. Den kunne jeg selv se! Han valgte snarere at fortælle om sine 'livs-chancer', som førte ham i retning af at blive pædagog for børn i deres fritid. 'Fritidspædagog', tror jeg, han kaldte det.

Jeg baserede min forskning på Erik H. Eriksons begreb om 'det psykosociale moratorium' - en periode, hvor unge mennesker kan eksperimentere frit med henblik på at vælge og udvikle deres identiteter. En højskole var ikke til tidsfordriv - det var et sted til at høste erfaringer. Min etnografiske felterfaring i adskillige folkehøjskoler i 1969-70 havde da også som målsætning at genbruge gode erfaringer fra Danmark til nordamerikanske projekter, hvoraf et gik ud på at planlægge 'familie-kursusferier' for bilarbejdernes fagforening, United Auto Workers nye kursuscenter i Black Lake, Michigan.

To interesser i modstrid

Mine intentioner var ikke unikke for mig. Andre amerikanske drømmere havde haft lignende projekter. Vi ønskede at pode en lille utopisk dansk gren på en større amerikansk træstamme. Sidst i 1800-tallet havde dansk-amerikansk immigranter i de midtvestlige landbrugsstater oprettet højskoler efter model fra deres hjemland, men disse institutioner udviklede sig typisk til privat drevne, lutheranske miniuniversiteter, hvor de studerende kunne opnå akademiske grader. Det amerikanske samfund stillede klare krav til godkendte akademiske kvalifikationer, så folkehøjskolernes grundtvigske rødder havde ikke let ved at fæstne sig dybt i USA's midtvestlige muld.

Ikke-danske nytænkere og reformatorer blev til gengæld inspireret af de selvsamme idealer, som dansk-amerikanerne i Midtvesten kastede bort. Efter Første Verdenskrig kom adskillige entusiastiske amerikanere til Danmark, hvor de besøgte folkehøjskoler for på deres egen krop at erfare disse steders autentiske ånd. Tilbage i USA grundlagde de små folk schools i de afsides liggende Appalacher-stater (Tennessee og North Carolina), hvor traditionel folkemusik og håndværk havde overlevet i relativ isolation fra det omgivende industrisamfund. Nøgleordet i disse amerikanernes tiljubling af højskolen var dennes 'autentiske kultur'.

Det forekom dengang vanskeligt for de dansk-amerikanske bosættere at bevare deres 'rene' danskhed. De viste større interesse i at assimilere sig og rykke socialt opad i det amerikanske samfund. Det forekom derimod noget lettere for ikke-danskere og outsidere i Appalacher-regionen at trække på den danske model i deres improvisationer over folkehøjskolen. Disse ildsjæle søgte ydermere både at udvikle en tilbagestående region og bevare dennes autentiske kulturarv.

I flere henseender kan den aktuelle debat i Danmark om højskolens fremtid minde om hine forgangne erfaringer fra Nordamerika i det tidlige 20. århundrede. To interesser ser ud til at stå i modstrid:

- Uddannelsessystemets integration og effektivitet, læs: globaliseringen

- Frirum og fritid til personlig kreativitet. Sat firkantet op: 'skolen for stress' over for 'skolen for livet'. Eller for at sige det med Habermas: modsætningen imellem 'systemet' og 'livsverdenen', hvor 'systemet er tilbøjelig til at kolonisere livsverdenen'.

Både som felt for personlig vækst og som offentlig institution indtager højskolen en marginal placering i det danske samfund. Studerende opfatter deres tid på højskolen som en periode 'mellem' fortidige og fremtidige situationer. Denne 'indimellem'-tilstand kan sammenlignes med antropologen Victor Turners analyse af rites de passage (overgangsritualer), hvor communitas flankes af 'strukturer' på begge sider. Turners 'communitas' har meget til fælles med Eriksons 'psykosociale moratorium'. Begge tilstande er flydende, tvetydige og performative.

Højskolen står som et symbol på det danske samfund og denne symbolske kvalitet gør den på engang højt agtet og sårbar. Kravet om rationalisering, effektivitet og konkurrencedygtighed frister nogle politikere til at 'normalisere' højskolen - ganske på samme måde, som de gerne ville skride ind over for Christiania, et andet særpræget og marginalt dansk sted. Disse politikere ser ud til at glemme - hvis de da nogensinde har vidst det - at livskraftige kulturer ofte er spiret frem i samfundets marginer og randzoner. Tænk blot på Shakespeares stykker - de blev opført i Globe Theater, som lå uden for, men dog i nærheden af Londons officielle byrum - dette var i sandhed et udgangspunkt og et glorværdigt øjeblik for autentisk globalisering!

Målrettet uden formål

I januar 2006 fik jeg igen chancen for at vende tilbage til Krogerup, denne gang for at undervise kursisterne i antropologi - ikke for at forske. Jeg må erkende, at rolleskiftet faldt mig vanskeligt. Jeg underviste i alt, hvad jeg anser mig fortrolig med. Alle 12 af mine studerende havde færdiggjort en studentereksamen, og alle havde tænkt sig at læse videre. I 1969 havde 10-20 procent af højskoleeleverne bestået en studentereksamen - dermed var eleverne repræsentative for befolkningen som sådan.

Alle i gruppen havde måttet arbejde i et halvt år for at betale for deres fem måneder i Krogerup. De så typisk deres højskoleophold som en "tid til overvejelse og valg". Rite de passage og 'psykosocialt moratorium' er alt for stærke udtryk for i dag, om ikke andet, så fordi Krogerups kursister i dag allerede er voksne. Jeg spurgte gruppen: "Hvorfor er der kun to mænd ud af 12 i denne studiegruppe?" Flere af kvinderne svarede, at "mænd er mere målrettede" og ikke ønsker at pille et halvt år ud af deres karrierer. De to tilstedeværende mænd var enige i, at dette kunne have noget på sig. Jeg spurgte så ind til den snævre fortolkning af 'målrettet'. Kunne man f. eks. være målrettet uden at der var noget specifikt mål involveret, som når Kant taler om kunsten som "Zweckmäßigkeit ohne Zweck" (målrettethed uden formål). Dette var trods alt frihedens rige, og et sted, hvoraf 'livsverdenen' udspringer og varer ved. Gruppens kvinder havde tilsyneladende et sådant kantiansk, kosmopolitisk mål for deres stræben. Omkring 75 procent af eleverne i Krogerup i 2006 var kvinder. Samme kønsforhold ser man på de fleste socialvidenskabelige og humanistiske studier i Danmark.

Jeg bedrev denne uformelle forskning i min undervisningsperiode. For at illustrere, hvad man forstår ved 'fokusgruppesamtale' lavede vi et fingeret rollespil, hvori jeg deltog som en amerikansk antropolog, der forsker i danske folkehøjskoler. Dvs. jeg vendte tilbage til Krogerup efter 37 år, men foregav intet at vide om Danmark. Der er mindst 75 folkehøjskoler i Danmark i dag.

Osteklokkementalitet

Uden alt for megen indblanding og opstramning fra de politiske myndigheder kunne disse blive til vedvarende energikilder for civilsamfundet. Unge, energiske kursister kunne for eksempel tilbyde lektiehjælp til skolebørn. Nogle aktiviteter kunne finde sted på højskolerne, andre i nabolagets 'virkelige verden'. 'Skolen for livet' kunne gennemføres i praksis på uformelle, frivillige måder, der opbygger tillid og styrker de sociale bånd imellem samfundets medborgere.

Denne målsætning - som måske er et kantiansk mål uden formål - ligger i selve hjertet af civilsamfundet. Dette projekt er måske mere kosmopolitisk og oplysningsfilosofisk end den rutinerede og ritualiserede nationalromantik, der normalt forbindes med folkehøjskolens verden. Dette projekt vil ydermere kunne trække tæppet væk under den narcissistiske osteklokkementalitet, der har skæmmet så megen nylig højskolepædagogik.

At lukke højskolen eller normalisere den bort kan derimod aldrig være den rette løsning på den nuværende krise.

Jonathan Schwartz er lektor ph.d. emeritus ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu